Plader

Ben Frost: Aurora

Ben Frost vender efter fem års ventetid tilbage med nyt til feinschmeckere med hang til elektroniske eksperimenter. Naturen står stadig for skud – denne gang i dens mindste og mest kraftfulde bestanddele.

Hvis du nogensinde har overvejet, hvilken musiker der kommer tættest på Indiana Jones, vil det bedste svar formentlig være Ben Frost. Han kan for eksempel med en henkastet bemærkning fortælle, at hovedparten af numrene på det nyudkomne Aurora blev skrevet i den krigshærgede Demokratiske Republik Congo under en aktiv vulkan! Og som en rigtig eventyrer går Frost også meget op i videnskab. Han har tidligere udtalt, at den person, han allerhelst vil indgå i et samarbejde med, er biologen John Craig Venter, der er den første til kunstigt at have skabt en celle med syntetisk arvemasse. Venter har også fået dedikeret det centrale nummer på den nye plade. Den islandskbosatte australier Ben Frost med det viltre skæg producerer for Swans, Tim Hecker og Colin Stetson og tumler med sin egen dystopiske bastard af støjende ambient og deeprave. Musik er altså nok en af de ting, han beskæftiger sig med, men det burde stå klart, at man her har at gøre med en mand med en utroligt bred referenceramme.

Hvor Ben Frosts album By the Throat fra 2009 fandt inspiration fra uforsonlige naturkræfter i deres håndgribelige form som bidende snestorme og udhungrede ulve, går han denne gang endnu længere ned i naturens enkelte bestanddele. Her kommer han helt ned på atomart niveau i hele dets ufortyndede, skabende kraft. Hele albummet løber som en kontinuerlig strøm af protoner og fotoner i sonisk form, hvor man lejlighedsvis flyder ovenpå i passager, der minder om værker af Tim Hecker, inden man bliver blændet af neonlys i Crystal Castles-agtige kaosraves. Der ligger hele tiden et indfødt beat, en fortolkning af klubbens rytmer til grund for det hele.

For at gøre oplevelsen endnu mere kompakt er der hevet ekstra trommetæsk med ind fra sidelinjen i form af Greg Fox, den tidligere trommeslager i Liturgy, Thor Harris fra Swans og multi-instrumentalisten Shahzad Ismaily, der hver især sørger for at mætte lydsiden med alt fra xylofon til blastbeats. Lige fra det lettende fly på åbneren ”Flex” over den torterede neonfarvede melodi på ”Nolan”, black metal-bombardementet ”Diphenyl Oxelate” og den langsomt åbnende hjertepuls på ”Venter” til det overstyrede synth-slutangreb på ”A Single Point of Blinding Light” strømmer energien og overvælder sanserne. Ligesom CERN’s partikelreaktor i Schweiz, der ville skabe så heftig livsfremmende energi, at folk var bange for, at et altødelæggende sort hul ville blive resultatet, forekommer energien her så utæmmelig, at man ikke har andet valg end at lade sig rive med. Som sædvanlig er det et gennemtænkt værk, der viser Frost fra sine bedste sider som en fuldkommen perfektionist, når han med sine fem-seks års mellemrum smider en udgivelse. En proces, der med hans egne ord bedst beskrives med en sammentrækkende storms energi, der blot venter på det helt perfekte tidspunkt for at frigives.

Ben Frost udgiver med Aurora en af årets bedste eksperimenterende udgivelser. Den er en vedkommende fortolkning af den klubkultur, der weekend efter weekend hiver folk ud på dansegulvet. Den higen og stræben efter at vende tilbage til den fundamentale puls, der er illustreret i stortrommens hjerteslag. Et rave parret med blændende lys i de skarpeste farver, dyster black metal-æstetik og forvredne melodier, der tvinger sig igennem al støjen. Ben Frost er opsat på at vise elementernes rasen (han er f.eks. krediteret med at ’spille ild’ på Swans’ The Seer), og på Aurora kommer det klarere til udtryk end nogensinde.

★★★★★☆

Deltag i debat