Plader

Blood Red Shoes: s.t.

Skrevet af Helge Vammen

Et nyt syn på tilværelsen kombineret med fravalget af den sædvanlige producer har fået den minimalistiske rockduo fra Brighton til at skære helt ind til benet på deres fjerde fuldlængdealbum.

Den engelske dreng-pige-duo Blood Red Shoes har for første gang selv stået for hele produktionen på deres fjerde album, der da også bærer gruppens eget navn. Mike Crossey, der mest er kendt for sit samarbejde med Arctic Monkeys, sad tidligere i producerstolen, men det samarbejde har duoen i denne omgang valgt at lægge på hylden.

Arctic Monkeys-referencerne har bandet dog ikke lagt fra sig. På albummets singleforløber ”An Animal” lyder sanger/trommeslager Steven Ansells vokal til forveksling som Alex Turners, og albummet er i det hele taget meget præget af virkemidler, der leder lytterens tanker hen mod andre minimalistiske rockgrupper som Yeah Yeah Yeahs, The White Stripes og det hedengangne dansk-tyske band 18th Dye. Vokalpræstationerne er ligeligt fordelt mellem Steven Ansell og Laura-Mary Carter, hvor versene typisk synges af den ene, mens omkvædene består af harmonier. De to sangere supplerer hinanden på bedste vis og skaber et lydbillede, der til tider kan minde om The Raveonettes på deres debut Whip It On fra 2002.

Det korte og aggressive instrumentalnummer ”Welcome Home” åbner og skaber med Laura-Mary Carters skramlende guitarriff en fin overgang til det efterfølgende ”Everything All at once”, som hører til blandt numrene med det største singlepotentiale. Introen kan imidlertid ikke siges at være repræsentativt for albummet, der efterfølgende skruer en smule ned for både tempo og distortion. Bevares, Laura-Mary Carters Fender Telecaster får gennem albummets samtlige 12 numre lov til at støje, mens Steven Ansell tæsker løs på trommerne. Det hele kulminerer på den tunge ”Speech Coma”, som afsluttes af et massivt inferno af støj.

Den traditionelle vers-omkvæd-vers-skabelon kan forekomme triviel, men fungerer ikke desto mindre godt på albummet, der fremstår som en strømlinet helhed uden afstikkere. Som lytter savner man hverken guitarsoli eller flere af de supplerende C-stykker, der i højere grad var repræsenteret på det forrige album, In Time to Voices fra 2012. Trods en begrænset vifte af virkemidler har duoen begået en samling af støjende og samtidig melodiøse, minimalistiske rocksange.

Samtidig er lyrikken i modsætning til tidligere præget af et lidt mere positivt og hedonistisk livssyn. »This time it’s about being hedonistic and free and not worrying too much,« har Laura-Mary Carter udtalt i forbindelse med albummets tilblivelse. Tilgangen er tydelig ved det tidligere omtalte nummer ”Everything All at Once”, som indeholder fængende omkvæd og vers samt et lidt klichéfyldt carpe diem-budskab. Ligeledes bærer numre som “The Perfect Mess” og “An Animal” præg af duoens umiddelbare no bullshit-attitude.

Den dystre ballade ”Stranger” bryder med sit simple loopede synthriff rækken af guitardrevne introer til numrene – en velvalgt variation, der passer perfekt ind i det ellers tempofyldte album. Ikke mindst fordi albummet med sine ensartede opbygninger fremstår en anelse langtrukkent – trods sin samlede spilletid på blot 38 minutter. Musikken kører nemlig en smule i ring hen mod det ellers glimrende afslutningsnummer ”Tightwire”, hvor pianoet for første og eneste gang ganske klædeligt kommer på banen.

Blood Red Shoes er et solidt og strømlinet album, hvor der er skåret helt ind til benet. Trods fravalget af samarbejdet med Mike Crossey og duoens efter eget udsagn nye syn på tilværelsen er der ikke de store stilmæssige ændringer at spore siden In Time to Voices, og trods enkelte ballader er Blood Red Shoes en glimrende støj- og tempo-præget oplevelse.

★★★★☆☆

Deltag i debat