Plader

Champs: Down Like Gold

De klassiske indierockere fra Champs bakser på deres debutalbum grumset folkpop sammen med en række fremragende melodier og giver slutteligt det hele et mystisk gospelpræg. Det er originalt og modigt, men lige en tand for selvhøjtideligt.

Hvis man nævner den engelske ø Isle of Wight i sammenhæng med musikhistorien, er det svært at komme udenom Isle of Wight-festivalerne i slutningen af 60’erne, som stadig den dag i dag må regnes i blandt nogle af de største rockmusikbegivenheder nogensinde. Her huserede dengang bl.a. legender som Jimi Hendrix, The Doors og Bob Dylan. Men nu er det måske på tide, at en ny historie blomstrer ud fra Isle of Wight. Dog uden sammenligning med de førnævnte navne, her i første omgang. I et gammelt vandtårn på den nordlige del af øen har indierockerne fra bandet Champs, som består af de to brødre Michael og David Champions, nemlig kreeret et debutalbum med titlen Down Like Gold, som man uden tøven kan rubricere som noget ganske specielt.

Down Like Gold er først og fremmest et album fyldt til randen med hjerteknusende melodiske indieballader. Der er også frisk folkpop med et underligt gospelpræg, der i høj grad kræver tilvænning. Og så er det også for varieret, hvilket desværre gør det svært at finde en helhed og lidt dybere mening med værket. Champs formår til gengæld imponerende nok til at skabe sig en identitet, selvom Down Like Gold er et debutalbum.

Det første nummer, ”Too Bright to Shine”, er dog en ikke særlig vellykket start. Set i forhold til nogle af de mere markante og slagkraftige numre på pladen, så er ”Too Bright to Shine” en slags ligegyldig, kedelig og alt for lang intro, der ikke rigtig tilfører noget til min opfattelse af Down Like Gold som helhed. Et åbningsnummer skal lægge et godt ord ind for resten af pladen og fungere som cliffhanger, men på Down Like Gold kan man lige så godt springe den over – det er simpelthen for misvisende og spild af tid at sidde i uendelige tre minutter og 19 sekunder og høre på et rungende orgel og nogle mumlende stemmer, når albummet først bliver skudt i gang ved efterfølgeren og førstesinglen ”Savannah”. Det vidunderligt ragtimeklaver er en forrygende kontrast, og de skæve vokaler passer som fod i hose ind i musiktapetet.

Med Down Like Gold taler de to Champs-brødre måske især til unge mennesker med tonsvis af problemer i livet. Tomme løfter, at tabe håbet, ødelagte drømme og kærestesorger er på dagsordenen, og et eller andet sted imellem disse tekster kan man godt mærke, at Champs går dybere, men genialiteterne kommer desværre kun i få glimt. I omkvædet i føromtalte ”Savannah” kan man eksempelvis høre disse billedskønne linjer: »I was your blood out in the water / I was your desert rain / I was your star, sweet Carolina / I want to breathe again.« Her bliver det en anelse mere dystert og ikke så overfladisk, som større dele af Champs’ numre har tendens til at blive. Også titelnummeret ”Down Like Gold” og ”My Spirit Is Broken” er Champs, når de har kontrol over alle de tusind ting, de gerne vil nå på kort tid. De skønne indierock-vibrationer minder til uhyggelig meget om en blanding af noget tidligt R.E.M., I Got You on Tape og Arcade Fire.

»We both love that sense of awe you get hearing voices in a cathedral… Just take away the religion,« siger Champion-brødrene angående deres vokaler, som man gerne må kalde forholdsvis specielle. De to har en unik dybde, der til tider rammer bullseye, men til gengæld også misser helt sommetider. Det er lidt af en mundfuld, når brødrene multitracker på samme måde som førnævnte Arcade Fire, og ofte giver det en dårlig ‘kirkelyd’, som går hen og gør bliver helt højtidelig. Stemningsopbygningen er med andre ord til tider lidt mislykket, men i et nummer som ”Pretty Much (Since Last November)” virker det faktisk ganske fornuftigt. De rungende vokaler fungerer som det originale pift, man kan se katedralen for sig, og så er hele arrangementet båret af en fantastisk melodi. Så kan man ikke undgå at svinge lidt med.

”Pretty Much (Since Last November)” er en klassisk breakup-sang, som egentlig giver et fint billede af de mange kontrapunktiske elementer, som går igen på Champs’ debutalbum. Fine, sommerdrømmende, optimistiske melodier kontra sorgfyldte tekster om fejlslagende kærlighedshistorier. Vokalerne kræver en del tilvænning og er umulige at bryde sig om hele vejen gennem Down Like Gold, men de er et frisk, originalt tiltag, som ofte skaber en helt speciel stemning. Det bliver ikke i år, at Champs spiller på den berømte Isle of Wight Festival og skriver sig ind i historiebøgerne sammen med alle legenderne, men den dag skal nok komme, tør jeg næsten garantere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat