Plader

Freddie Gibbs & Madlib: Piñata

Skrevet af Fie Neergaard

Freddie Gibbs og produceren Madlib kører Piñata sikkert i hus, men kun glimtvis opstår de magiske momenter.

På Piñata har gangster-rapperen Freddie Gibbs parret sit talent med produceren Madlibs. Sidstnævnte er mest kendt for sine legesyge, heftigt samplede produktioner, mens Freddie Gibbs kører sit selvsikre flow i en mere entydig retning, hvilket umiddelbart er en god sammensætning.

På pladen har Freddie Gibbs’ mål været at vise folket, hvordan man rapper. I en tid, hvor det skyder op med nye rappere med indimellem tvivlsomme evner, er der ingen tvivl om, at Gibbs’ flow intet fejler, men han stiller sig heller ikke i position til at blive noget forbillede for ny inspiration. Det sikre flow er perfektioneret uden at blive grænsesøgende. Madlib er derfor Gibbs’ modstykke med sine lag-på-lag-produktioner, der med pludselige indfald kan overraske både lytter og rapper, hvorfor det ikke er alle rappere, der kan bære hans produktioner. Men Madlib har skruet en smule ned for legesygen, og Gibbs mestrer fint de tildelte produktioner.

De fleste af numrene starter lige på og hårdt, hvor Gibbs og Madlib folder sig ud på én gang, indimellem afbrudt af unødvendige interludes. Stemningen er westcoast, og bedst fungerer det, når Freddie Gibbs rapper over chillede, sommeremmende produktioner, som det eksempelvis sker på “Harold’s”. Piñata har ingen ratchet- eller traptendenser, hvilket er et rart afbræk, men pladen fremstår også en smule dated og bestemt ikke som noget, der er udkommet i 2014. Madlib har kørt sin produktionsstil i flere år, og Freddie Gibbs har rappet i samme tempo lige så længe, hvilket gør, at pladen lyder, som kunne de to have udarbejdet den for fem år siden.

En ting, der gør pladen mere tidstypisk, er gæsterapperne, som blandt andre tæller Earl Sweatshirt, Ab-Soul, Domo Genesis, Mac Miller og Casey Veggies. Desværre går deres bidrag lettere ubemærkede hen og formår ikke at tilføje den friskhed, man kunne have håbet på. I stedet trisser de Freddie Gibbs i hælene på nogle af Madlibs mere uinteressante produktioner. Det bedste gæstebud er Danny Brown, der med sit bidrag på den passende “High” – hvor Madlib benytter sig af et af sine yndlingstrick med en kvindelig soulstemme, der agerer omkvæd – skiller sig ud og vækker lytteren med sit velkendte vanvidsflow.

Hverken Madlib eller Freddie Gibbs formår rigtig at sætte sig igennem på Piñata – en plade, som uden tvivl ville være god i baggrunden til optrapningen til sommerfest, men som aldrig rigtig træder i karakter og driver festen. Numre som “Thuggin”, “Deeper” og “Shame” sætter sig fast og giver lyst til at hive pladen frem igen og igen, mens resten hurtigt er svundet fra hukommelsen. Måske finder Madlib og Gibbs det nødvendigt at holde en stabil og ikke for udskejende lyd på en 17 numre lang plade, og resultatet er da også derefter: sikkert, velklingende og uden de store overraskelser.

★★★½☆☆

Leave a Reply