Plader

Gabriel: Rosensale

Skrevet af Sabina Hvass

I dansk pop leder jeg efter den mindre polerede kant. Og for én gangs skyld lyttede jeg til ordene på Rosensale, der ellers har musikalske lag-på-lag og labyrintiske principper, hvor det kan være svært at høre ordentligt efter, når noget bliver fortalt.

Musikkonservatorieuddannede Søren Stenager og producer Asger Bruun Hansen laver pompøs elektropop. Rosensale er en intensiv invitation indenfor i  det poetisk skrøbelige univers, der udgør deres fælles projekts, Gabriel, og som forsøger at sige noget universelt om at skabe sig selv som menneske. Der er i dén grad fokus på de beskrivende metaforer, så jeg tillader mig at gøre dem kunsten efter.

Pladens motor varmer op på åbningsnummeret ”Gabriel”, der etablerer Stenagers position som en fremragende r’n’b-sanger. Mens der gradvist skrues ned for det rytmiske og elektroniske akkompagnement, spørger vokalen insisterende: »Kan man leve uden tid / Kan man leve uden fortid?« Og på dette tidspunkt er mine sanser skærpede, mens jeg et par numre senere kigger på mit instrumentbræt og noterer, at jeg nok må lede lidt længere efter de rigtige knapper, før jeg letter med de højtragende kompositioner, der udgør ”ITUI” og ”Ithaca”.

På dette tidspunkt savner pladen allerede lidt luft under vingerne og tager dybe musikalske tag i dramatiske og Björk-agtige hjørner med elektroniske mikrobeats og travle strygerstrenge. Det bliver der heldigvis gjort op for på det fine og sarte nummer ”Mosaik”, hvor blæseinstrumenter, guitar, tung rytmik og vokaldelays kombineres med de bevingede ord: »Din hud er som nervøs velour / skåret af mit armbåndsur / Jeg ville tro hvis jeg turde / skære i en grædemur.« Jeg tror vi letter snart!

Når ordene på både ”Anæstesi” og ”Convertible med åbne læber” rinder ud, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om Stenagers fabelagtige talent for at kunne beskrive et kompliceret følelsesunivers med velvalgte ord, der fungerer som subtile vejvisere i de bastunge produktioner. Og når netop ”Convertible med åbne læber” gør sig så godt bemærket som et velformuleret popnummer, er det til stor ærgrelse, at den mere catchy og forkælende lyd træder i baggrunden til fordel for den rumklangsinficerede og luftige, men langtrukne afrunding på ”Rosensale 1. akt” og ”Rosensale 2. akt”. Instrumentbrættets lys er nu slukket – vi kom aldrig af sted!

Søren Stenager og Asger Hansen rammer afsindigt tæt på sen-90’erne og start-00’ernes dystre og elektroniske popmusik. De ret fine ornamenterede lydbilleder slæber dog poesien af sted på en lidt overbearbejdet produktion, der ikke sender mig særligt højt til vejrs. Teksterne fungerer lidt som en jordbundet helikopters rotorer i regnvejr, der kaster cykliske dråbeformationer af sted. Og ligesom jeg ikke forstår helikopterens aerodynamik, så har jeg også svært ved at forstå, hvorfor musik og lyrik på Rosensale ikke letter. Noget overtænkt og anstrengt holder mig desværre tungt siddende i min anmelderstol.

★★★½☆☆

Deltag i debat