Koncerter

Mew, 14.06.14, NorthSide Festival, Aarhus

Mew – med en tilbagevendende Johan Wohlert – tog med deres optræden på NorthSide publikum med tilbage i tiden til et genhør med mange af deres fantastiske numre fra midten af 00’erne. Det var en fantastisk intens oplevelse, der gjorde sulten efter mere.

Fotos: Julie Stenstrøm / NorthSide

First things first: Johan Wohlert tilbage i Mew – efter otte år! Varm velkomst herfra.

…Og på en måde slog genkomsten fra bandets bassist effektivt stemningen an til en koncert, der i høj grad stod i nostalgiens tegn.

Det var lidt af et scoop for NorthSide, da de, som den eneste danske festival denne sommer, kunne smide Danmarks måske største alternative/pop/rock-navn, Mew, på plakaten. Og så er bandet tilmed hamrende pladebarslende med deres sjette studiealbum, så jeg kan forestille mig, at der var flere blandt publikum end denne anmelder, der havde fået skruet forventningerne ubehageligt højt op.

Tilsæt så det faktum, at det meste af NorthSides publikum vel netop er i den aldersgruppe, der har haft Mews musik spillende i baggrunden til det meste af deres tidlige ungdom – med alt hvad det indebærer af første kys, billige Harboe-pilsnere og akavede eksperimenter med tøjstilen. Jeg har ikke tal på det, men man skulle da være svært uopmærksom for ikke at mærke den massive mængde af nostalgisk energi, der blev rettet mod scenen fra festivalpladsen.

Heldigvis var bandet fuldstændig med på nostalgitrippet. De havde sammensat en temmelig tilbageskuende sætliste med masser af numre fra Frengers (2003) og And the Glass Handed Kites (2005) og meget lidt fra No More Stories… (2009). Måske fordi Johan Wohlerts tilbagetog skulle hyldes med sange, han selv havde været med til at skabe? Uanset grunden var det nu lidt ærgerligt ikke lige at høre “Repeaterbeater” eller “Introducing Palace Players”.

Til gengæld fik vi så meget andet, ikke mindst stillet vores hungren efter musik fra dengang, vi var yngre, smukkere og sommerdagene længere: En dejligt basfyldt “Snow Brigade”, fællessang på “Special”, “Apocalypso”, “The Zookeeper’s Boy” og en smuk, støjende “Saviours of Jazz Ballet (Fear Me, December)”. Selvfølgelig rundede vi også “156”, som nok ikke kunne have været meget smukkere leveret og modtaget, end den blev den aften. Det instrumentale fik meget plads i lydbilledet, og det gav mange af numrene et endnu mere rocket præg, end de har på pladerne. Af og til forsvandt den ellers velsyngende Jonas Bjerre næsten helt i lydhavet, f.eks. på “Sometimes Life Isn’t Easy” fra No More Stories

Til gengæld fik han al den plads, han fortjente, på den afsluttende “Comforting Sounds” – et måske lidt forudsigeligt valg af afslutningsnummer, men ikke desto mindre enormt smukt. Jonas Bjerre sang den fantastisk fra fronten af scenen med sit flakkende blik ud over masserne, der svarede igen ved at blæse sæbebobler op imod den mørke himmel. Et perfekt punktum på rejsen tilbage til 00’ernes begyndelse.

Oplevelsen var i den grad komprimeret: der var ingen snak mellem numrene, mange direkte overgange, hit på hit på hit. Det var vanvittigt intenst, og det sluttede alt for hurtigt. NorthSide kunne godt have åbnet op for et par ekstranumre i den anledning. Jeg stod i hvert fald tilbage med en følelse af at ville have mere. Og det kan der selvfølgelig også være noget godt i.

★★★★★☆

Leave a Reply