Koncerter

Mount Kimbie, 13.06.14, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Lige ved og næsten for britiske Mount Kimbie, der med deres melankolske postdubstep leverede en gennemført, ambient triumf, men som også helt unødvendigt tyede til det stik modsatte i koncertens ellevte time.

Fotos: Stine Rasmussen / NorthSide

Egentlig ville deres vekslende melankolske og dansable post-dubstep nok egne sig bedst til en midnatsforestilling i et alt for lille og overophedet kælderlokale med en tilskuertæthed, der kunne matche den, der eksisterede i området mellem NorthSides hovedindgang og Søren Frichs Vej. Men nu stod britiske Mount Kimbie i stedet lidt uden for Aarhus Bymidte på en behagelig og tempereret fredag aften med udsigt over et publikumsfremmøde, der i høj grad havde masser af albuerum. Selv havde jeg kun få forventninger til Dominic Maker og Kai Campos’ optræden, der tegnede sig for min første koncert på dette års festival, og det tog ikke det to briter særlig længe både at overbevise og kickstarte min fredag og min festival på fuldstændig overbevisende manér.

Anført af de to udgivelser, 2010-debuten Crooks & Lovers samt Cold Spring Fault Less Youth, der udkom sidste år, navigerede Maker, Campos og deres lejesvend bag trommerne, Tony Kus, sig gennem 50 minutters medrivende, musikalske stemningsskift, der sikkert udviklede sig frem mod et imponerede klimaks, men som desværre afslutningsvis kammede over i et for mit vedkommende unødvendigt clubvenligt lydtapet.

Det startede i hvert fald lovende, hvor lange, dragende lydflader fik lov til at fylde det mere afsidesliggende område foran P6 Beat-scenen, som ligger væk fra de to hovedscener på den centrale festivalplads. Maker og Campos skiftedes til at veksle mellem både synth, MPC og guitar, der tilsammen kreerede et kolossalt lydbillede fyldt med smukke ambiente elementer og subtile, dystopiske undertoner. Da Kus lidt senere også indtager scenen, cirkuleres der nu endnu mere end før mellem de forskellige opgaver, hvor han ud over sine trommegerninger også varetager en midlertidig rolle som bassist, før den firestrengede bliver sendt videre til en af hovedaktørerne.

De to indledende numre føles således mere stemnings- end festskabende, hvilket faktisk lod til at passe publikum (og undertegnede) ganske fint. Det var først med ”Blood and Form”, at de fremmødte begyndte at røre på sig, hvilket fortsatte umiddelbart bagefter med ”Home Recording”, som de lod til at have glemt at fremføre tidligere i koncerten – »men det kan I jo være ligeglade med,« lød den efterfølgende kommentar.

I grunden var koncerten med Mount Kimbie en langt mere auditiv end visuel oplevelse. Der var ikke megen bevægelse eller publikumsinteraktion fra bandets side, og de flerfacetterede kompositioner skreg efter konstant koncentration fra tilhørernes side. Og hvis man samtidig valgte netop at dedikere sig fuldt ud til musikken denne fredag aften, ville man kunne opleve en yderst velspillet og veludført optræden, der først og fremmest sørgede for hele tiden at skabe forskellige musikalske atmosfærer og indtryk, og som nåede sit klimaks med ”Made to Stray”. Den pulserende bas, de flakkende synthbidder og den messende lyrik gik op i en højere enhed med sommeraftenen, før nummeret sidenhen gled over i det massive, dronelignende basangreb i ”Field”, der bestemt ikke var synonym med fredag og fyraftensøl i Ådalen.

Hvis vi var stoppet her, havde Mount Kimbie ligget og flirtet med topkaraktererne. Men eftersom duoen valgte at skrue op for clubstemningen og en alt for insisterende basrytme med den afsluttende ”Mayor”, annullerede det på sin vis den ambiente triumf, de allerede havde leveret. En kende unødvendigt efter min vurdering, men det ændrer dog ikke på, at briterne sejrede på en arena, der i den grad ikke favoriserede deres produkt.

★★★★★☆

Deltag i debat