Plader

Narcosatanicos: s.t.

Skrevet af Daniel Niebuhr

Narcosatanicos er kaos. Narcosatanicos er anarki. Narcosatanicos er støj. Narcosatanicos er soundtracket til apokalypsen. Narcosatanicos er auditivt vanvid. Narcosatanicos er en af årets bedste plader.

Narcosatanicos er lyden af Helvede, der åbner sig og opsluger en mellemstor, midtsjællandsk landsby, alt imens flammer og lava omkranser det ene parcelhuskvarter efter det andet og ingen overlevende efterlader. Narcosatanicos er lyden af to polske langtidschauffører – begge drevne af deres respektive overforbrug af koffeinpiller – hvis 30 tons tunge lastvogne fyldt med fragt af udefinerbar størrelse og mængde kolliderer med 117 km/t klokken 03 om natten på en tilfældig motorvejsstrækning i de baltiske lande. Narcosatanicos er lyden af den altødelæggende og uundgåelige apokalypse, der som det sidste nogensinde forårsager den totale destruktion af verden, som vi kender den. Og hold nu op, hvor er jeg vild med det.

Narcosatanicos’ agenda er kaos. Uforfalsket og gennemført kaos, der på smukkeste vis kommer til udtryk som noget af det mest sublime rock herhjemme. Men det er ikke bare rock som på åbningsnummeret ”Salt”, der alligevel tager sig den frihed at tage lytteren i hånden størstedelen af tiden. Det er også med sporadiske freejazzelementer, som den altdominerende saxofon, hvis skingre og nærmest enerverende passager kreerer en følelse af tiltagende vanvid midt i det kakofoniske lydunivers, hvori Narcosatanicos’ debutplade hører hjemme. Det er også ufiltreret og provokerende chokfaktor, som brudstykkerne fra en dårlig pornofilm, der optræder i en ukristelig symbiose med fordrukken blues og tilintetgørende noise på ”Filth”. Det er også en nærmest blasfemisk og helt igennem vanvittig kombination af thrashet garage- og punkrock, hvor anarki og nihilisme blomstrer, og hvor jeg på stort set intet tidspunkt er i stand til at dechifrere de upolerede og rabiate vokalpræstationer. Men det passer mig også helt fint.

Narcosatanicos er højdepunkter som Suicide-klassikeren ”Ghost Rider”, der ligger milevidt fra 1977’s minimalistiske originalversion, når saxofon, bas, guitar, trommer og vokal i sidste ende fusionerer i ét stort lydhelvede, som eliminerer enhver tvivl om, at bandet skulle have nogen som helst lyst til at trække i håndbremsen. Højdepunkter som ”Truckstop Prostitute” (der sammen med førnævnte ”Ghost Rider” i øvrigt også var at finde på bandets ep fra sidste år), som primært slæber sig af sted med insisterende trommerytmer, et stenet basriff og udsyrede vokaler, før det hele ascenderer mod et eminent klimaks af saxofon, guitarsoli og crashbækkener. Og højdepunkter som det afsluttende epos ”Hallucinationzrauch”, der rammer niminuttersmærket på sekundet, og hvis titel ikke lægger skjul på de overvældende, psykedeliske vibrationer, som gennemsyrer bandets vel nok mest gennemførte komposition.

Narcosatanicos er fejlfrit. Der er ingen overspringshandlinger eller venstrehåndsarbejde. Ingen kedelige stunder, som kunne eller burde have været udeladt. Intet føles forceret, men udelukkende som helt præcist disponerede kræfter og talenter – i evig og perfekt disharmoni med sine omgivelser.

I en tid hvor højtprofilerede adjektiver som ‘følsom’ og ‘indadvendt’ synes at sætte standarden for musikalske kvalitetsstempler, er Narcosatanicos den naturlige modreaktion, der eksploderer i ens øregange og efterlader en med en sagte ringen for ørene samt en uendelig trang til at forgribe sig mod sin repeatknap. Intet synes at være helligt, og hvor er det dog befriende at lægge ører til. Narcosatanicos har ikke bare begået en plade, men en sonisk oplevelse.

★★★★★★

4 kommentarer

Deltag i debat