Koncerter

Pixies, 15.06.14, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Pixies kom, så og sejrede i aftensolen med mere end 60 minutters hitparade krydret med helt nye kompositioner, der satte gang i festivalpublikummet, og som bestemt var hele gensynet værd.

Fotos: Julie Stenstrøm / NorthSide

Bedst som jeg gik og troede, at koncerten med Pixies søndag aften blot ville blive et tilbagelænet nostalgisk gensyn med de obligatoriske hits og de nye numre som en vekslen mellem publikumsglæde og –stilstand, tog den aldrende Boston-kvartet alligevel mig og den store menneskemængde foran Blå Scene med storm. Deres optræden havde sjældent et stille øjeblik, og hele tiden formåede de at imponere og engagere de fremmødte.

Vi åbnede med ”Bone Machine” fra gruppens anden udgivelse, Surfer Rosa, og ”Wave of Mutilation” fra den efterfølgende Doolittle, og så var stilen ligesom lagt til en hæsblæsende affære udi nogle af bandets mest suveræne kompositioner. Faktisk var Doolittle den mest centrale aktør i aftenens sætliste, der heldigvis også indebar tre numre fra dette års opsamling af bandets tre foregående EP’er, Indie Cindy, som igen skulle stå distancen på dansk grund. Både ”Magdalena 318”, ”Bagboy” og ”Greens and Blues” lod til at have fået bedre fodfæste med tiden hos tilhørerne, hvis gennemsnitsalder var noget højere, end tilfældet havde været til White Lies’ optræden nogle timer forinden.

Fodfæste må man også sige, at Pixies’ nyeste bassist, Paz Lerchantin, har fået. Med lige dele coolness og spilleglæde sad hendes gengivelser af originalmedlemmet Kim Deals basmelodier stort set lige i skabet, hvilket samtidig fungerede som et frisk pust i kontrast til gruppens noget ældre, mandlige besætning. Det afholdt dog ikke den 49-årige frontmand Black Francis fra at gå på scenen med sin sædvanlige ungdommelige og legende attitude, der smittede bandmedlemmer såvel som os på den anden side af scenekanten. Man kunne i hvert fald ikke se, at David Lovering er fyldt de 50 (og lidt til), når han bag trommerne slider sig vej gennem den mere end en time lange koncert og derudover også kvitterer med en enkelt omgang forgrundsvokal på ”La La Love You”, som søndag aften nød godt af en ekstra lang outtro.

Ligeledes var det imponerende, hvordan Joey Santiago stadig er garant for ekvilibristisk og legesygt guitarlir, når anledningen er der til det, men omvendt også tight og sommetider støjende melodier, som et fast samlingspunkt for Pixies’ lydunivers. Det betød, at bandet kom helt og aldeles fejlfrit igennem numre som ”Here Comes Your Man”, ”Mr. Grieves” og ”Ed Is Dead” med flere, mens vi andre dansede og sang med på hitparaden. Det hele kulminerede med den hidsige ”Vamos”, hvor Santiago fik anledning til at eksperimentere lidt mere med sine effektpedaler, før der blev sat et udmærket punktum for aftenens optræden.

Den sidste feedbackstøj aftog, Black Francis og co. forlod scenen, folk råbte på ”Where Is My Mind”, men den kom aldrig, og det var i og for sig også lige meget. For Pixies kom, så og sejrede i aftensolen. Bestemt hele gensynet værd.

★★★★★★

Deltag i debat