Plader

Plague Vendor: Free to Eat

Skrevet af Zenia Menzer

De fire amerikanere i Plague Vendor har smidt deres debutplade på gaden med et ordentligt brag, der ryster jorden under dem. Desværre tranformerer rystelserne sig hurtigt til små skælv, der fremstår for harmløse til virkelig at betyde noget.

Plague Vendor er tydeligt inspireret af punk- og rockkulturen og lever på nogle måder også fint op til genrerne på deres debutalbum, Free to Eat. Kvartetten fra Californien formår et godt stykke ad vejen at skabe og opretholde en rå og dynamisk energi, der netop sættes i sammenhæng med den larmende, bidske og svedende punk.

Der er flere velfungerende riff og basgange på pladen, der afspejler bandets påvirkning fra rockens verden. Dette lader sig f.eks. høre på ”Black Sap Scriptures”, ”Finical Fatalist” og pladens titelnummer. Her er der arbejdet med de rammesættende melodier, hvilket medfører en klædelig, nærmest melodiøs tilgang. Det lader sig til gengæld ikke høre på resten af albummet, hvor langt de fleste numre indeholder et lettere larmende og autonomt udtryk. Instrumenterne smelter sammen til en masse, men samtidig er det, som om der ikke er arbejdet frygteligt meget med at inkorporere dem i en harmonisk helhed.

På mange af numrene synes det, som om der er mere fokus på den kantede attitude og det rebelske udtryk frem for på at skabe musik. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, fordi meningen netop ikke er at skabe radiovenlige popsange, men at udtrykke en ungdommelig form for ligegyldighed, der indbyder til at slippe kontrollen og give efter for de mørkere, dyriske sider af sig selv. Dét præsenteres der sådan set også et godt udgangspunkt for, og det er ikke vanskeligt at forestille sig et band som Plague Vendor varme et sted som Pumpehuset eller Stengade i København godt op. Alligevel er der noget enormt infantilt, grænsende til det irriterende, over Free to Eat, hvilket nok i virkeligheden baseres på den meget dominerende vokal.

Vokalen er tydeligt presset helt frem i lydbilledet, hvilket sådan set ikke er underligt. Vokalen udgør et instrument i sig selv, og masser af bands baserer hele deres lyd på vokalbilledet. Hvad der er ærgerligt i denne henseende er, at frontmand Brandon Blaine meget hurtigt kommer til at fylde for meget, når hans lettere skingre og lyse vokal piercer det instrumentale billede og bliver et af de absolut bærende elementer. På titelnummeret indledes sangen med, at Blaine staver til deres bandnavn, hvilket dels fremstår meget banalt, dels ukreativt. Tankerne ledes uhyggeligt hurtigt hen på fire teenagere, der står i en garage og skråler på livet løs, mens de hamrer derudaf på, hvad end de nu kan finde. At udtrykket ikke nødvendigvis tages fuldstændigt seriøst, er én ting, men at man efter nogle gennemlytninger bliver udmattet i hovedet af at lægge øre til Blaines hylende vokal, er klart en ulempe.

Lyrikken befinder sig på samme måde på et banalt stadie, og den følges godt ad med resten af musikken. Manglen på instrumentelle forløb er en del af udtrykket, og det vil sikkert også blive taget godt imod i nogle miljøer. Omvendt er pladen hverken specielt interessant eller langtidsholdbar, fordi man bliver træt i hovedet af at høre på rodede forløb, der minder om mash-up, ligesom man ikke kan holde ud at høre på vokalen i mere end et par numre ad gangen.

Der er en god og energisk dynamik på pladen, og derfor har Plague Vendor højst sandsynligt også nogle klare styrker live. Samtidig er det forfriskende at høre, at de egentlig giver sig for at opnå et godt og fyldigt resultat med denne plade. Desværre rækker hverken vokalen eller det instrumentelle forløb særlig langt, og det er klart en af de præmisser, man som lytter må gå med til. Hvis man imidlertid gør det, har Plague Vendor lagt i ovnen til en oplevelse, der inviterer til at miste kontrollen en smule og give den gas på bedste Nørrebro-manér. Og dette kan i virkeligheden også være kvalitet nok, hvis det er dét, man søger.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat