Koncerter

Robyn & Röyksopp, 14.06.14, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Anna Tarp Klode / NorthSide
Skrevet af Daniel Niebuhr

Konceptet fungerede ikke rigtig, men publikum havde en fest, da norske Röyksopp og svenske Robyn sammen gæstede NorthSide. Der var ambient electronica og electropop for alle pengene, og Robyn gik mest sejrrig ud af det nordiske topmøde i Aarhus.

Foto: Anna Tarp Klode / NorthSide

Foto: Anna Tarp Klode / NorthSide

Det skulle have været en norsk/svensk triumf på dansk grund, da Röyksopp og Robyn gæstede NorthSide med deres kombinerede Do It Again-tour. Det blev det ikke helt. I stedet blev det en blandet fornøjelse med lige dele fuldtræffere og forbiere og en overgearet Robyn, hvis attitude denne aften måske havde gået for 10-15 år siden, men som anno 2014 virkede både forceret og unødvendig.

Hvor svenskeren rystede sin efterhånden 35 år gamle røv, vred hofterne og hoppede ekstatisk rundt som en fitnessinstruktør på speed i takt til sine egne, efter min mening, helt gennemsnitlige popnumre, var nordmændenes indledende 40 minutter de mest interessante – om end de ikke helt skabte den fest, publikum var kommet for at deltage i.

Svein Berge og Torbjørn Brundtlands sætliste var ellers i sig selv imponerende med den afsluttende ”Poor Leno” fra debuten Melody A.M. som et enestående højdepunkt. Men allerede inden da havde Röyksopp leveret mindst lige så stærke kompositioner, som især ”What Else Is There?” fra The Understanding, der originalt har The Knifes Karin Dreijer på vokal, men som i aften nød godt af Susanne Sundførs helt godkendte vikartjans bag mikrofonen. Samme Sundfør bidrog i øvrigt også til sin og landsmændenes ”Running to the Sea”, men det lod desværre stadig ikke rigtig til at fange mere end de 10-15 forreste publikumsrækker.

Så kom der anderledes gang i menneskemængden lidt senere, da norsk blev til svensk, og Robyn tog over. Hun lagde energisk ud med ”Never Will Be Mine”, og fra start af var der ingen tvivl om, hvem der lørdag nat havde mest fat i festivaldeltagerne. Med andre popnumre som ”Indestructible” samt hittet ”With Every Heartbeat” var det forståeligt nok Robyn, der kunne trække sig sejrrigt ud af koncertsamarbejdet på NorthSide. Det blev også til en forventelig afslutning på hendes del af den tredelte koncert med ”Dancing on My Own”, hvor flere tusinde tog sig selv i at lyve, da de i fællesskab skrålede med på omkvædet (først a cappella og senere hen til de heftige basrytmer) og måtte indse, at de alligevel ikke var helt alene.

Selvfølgelig var vi også nødt til at få trioens egentlige samarbejde på banen, så det var ingen overraskelse, at alle tre fik lov til at dele scenen under koncertens sidste tredjedel. Her blev vi så budt på både ”None of Dem” fra Body Talk pt. 1, ”Sayit” og ”Do It Again” fra den seneste udgivelse samt kæmpehittet ”The Girl and the Robot” fra Junior. Det var med en endnu mere tilstedeværende Robyn, hvis påfund kammede helt over, da hun undervejs smed sig ned på ryggen med spredte ben i en på alle måder ligegyldig og helt igennem upassende seance.

Heldigvis følte jeg dog, at jeg decideret fik noget for pengene og undrede mig samtidig over, hvorfor Robyn og Röyksopp ikke bare optrådte samtlige to timer i fællesskab, når nu musik og fest blev så eminent forenet. For faktum var, at selve konceptet ikke rigtig lod til at fungere, selvom der sikkert lå de bedste intentioner bag. Men når nu publikum havde en fest ud på de sene nattetimer, kan man ikke andet end at se bort fra koncept og musikalsk æstetik og konstatere, at Röyksopp og Robyns samarbejde alligevel står tilbage som en vellykket affære.

★★★★☆☆

Deltag i debat