Plader

Sleep Party People: Floating

Skrevet af Sabina Hvass

Sleep Party People – det er ham med kaninen, ikke? Jo, min læserven, det er det! Men det burde stå i baggrunden af din bevidsthed, når du lytter til Floating. Multiinstrumentalisten Brian Batz har stort set forladt sit vanlige vokalmodificerede centerpiece på sin tredje plade, der drager dit øre ind i al sin skrøbelighed.

Brian Batz skulle hele vejen til San Francisco for at indspille Floating. På opfordring af producerne Mikael Johnston og Jeff Saltzman, der bl.a. har produceret for henholdsvis Janes Addiction og Morrissey, tog han sine sange med til deres respektive studier i Californien for at udforske nye soniske aspekter af Sleep Party People.

Der er derfor rokeret rundt i hovedelementerne på SPP’s tredje fuldlængdealbum. På pladen gør Batz en smule op med den karakteristisk højtpitchede vokal, der sammen med klaver og trommemaskiner ellers var hovedingredienser i opskriften på de to foregående udgivelser, Sleep Party People (2010) og We Were Drifting on a Sad Song (2012). Det uhyggeprægede elektroniske udgangspunkt og den torterede sjæl, der materialiserer sig gennem effektforvrænget vokal, består alt sammen, men bærer pladens numre af sted på en melodisk alfarvej væk fra det vante. Og desuden er det nu muligt at afkode teksterne langt hurtigere, hvilket var første behagelige overraskelse.

På åbningsnummeret “A Change in Time” er der et ret lækkert modsætningsforhold mellem et synkoperet underlag med en dyne af varme guitarfills og den advarende lyrik: »I know all the things you want / But the change in time will haunt you / The comfort is no longer present.«

Det følgende track, “Floating Blood of Mine”, vidner om en velvurderet afmåling af akkompagnementets styrke bag Batz’ flydende falset. På dette nummer sætter melodien sig som et kirsebær på toppen af en Cure-agtige lyd, drysset med et lille intermezzo af cinematisk horror. Samme afmåling finder man på “A Stranger Among Us”, hvor svævende synth og trommemønstre danner rammen for den sårbare og melankolske melodi, der dog byder en mere retro-elektronisk 80’er-lyd velkommen.

Og så er det pludselig, som om pladen kigger nostalgisk tilbage til et andet sted. “In Another World” lyder som et nummer, der kunne have været indspillet i triphoppens heyday, og her har tunge trommer overtaget, mens en klagende violin og vrælende guitar kommenterer, og vokalen flytter sig længere tilbage i lydbilledet.

Men det skal ikke alt sammen dreje sig om vokalrelaterede detaljer. Der er nemlig også blevet plads til et par instrumentale numre, der sætter skub i tingene som to pulserende punkter på pladen. Nummeret “Death Is the Future” indtog ved første og sidste gennemlyt førstepladsen som det absolut smukkeste. På dette tidspunkt vækker de pumpende rytmer mig fra den soniske dagdrøm, som jeg befandt mig i, og sender mig ind i pladens anden fase af mørk melankoli. “I See the Sun, Harold” får pulsen ned igen med skurrende synth og legende klaver og lægger op til pladens uptempo kollaboration med Lovemakers‘ Lisa Light, hvis vokal driver ud og ind af det hypnotiske nummer “I See the Moon”, der trækker på samme repeterende principper som f.eks. Yo La Tengos nummer “Moby Octopad“.

“Only a Shadow” tager pladen tilbage til begyndelsen som en lille påmindelse om, hvordan Sleep Party People stadig kan lyde, mens det konkluderende nummer “Scattered Glass” sætter et punktum med en velopbygget dramatik, hvor analogik og elektronik fletter sig sammen. Et tilfredsstillende punktum på en meget tilfredsstillende rejse ind i et foruroligende, men smukt univers, som SPP laver et forrygende soundtrack til.

Som et lille aber dabei skifter Floating lidt forvirrende i intensitet gennem pladen, hvorfor strukturen af numrene kunne tåle en revurdering. Og så er der vokalen, der nogle gange bliver væk i meget komplicerede eller fejende effekter. Men alt i alt har jeg en dybt funderet glæde over at høre, at analoge lyde og instrumenter ikke konsekvent skal kæmpe sig til forgrunden gennem utallige lag af elektronisk bearbejdning. Det er, som om numrene på Floating er skabt til at skulle høres i deres liveversioner, hvor Sleep Party People kan lade den storladne og smådystre stemning flyde ud af kæmpe højtalere og ind i publikums hukommelse som de følelsesfremmanende toner, de fremover vil huske som mørk og skrøbelig drømmepop anno 2014. Det gør jeg i hvert fald.

★★★★★☆

Deltag i debat