Sleepmakeswaves’ seks år gamle debut-ep In Today Already Walks Tomorrow er klassisk instrumental postrock centreret omkring guitar, bas og trommer. Det australske band har angiveligt en større fanbase rundt omkring i verden, som åbenbart har haft svært ved at få fingrene i denne plade, men det virker trods alt ikke særligt oplagt at genudgive en ep med et band, der er ukendt for mange. Vil de virkelig have, at nye lytteres førstehåndsindtryk skal være baseret på seks år gamle idéer?
Pladen åbner voldsomt og brutalt med nummeret ”I Will Write Peace on Your Wings and You Will Fly Over the World”, der med sin metalinspirerede støjintro hurtigt introducerer bandets lydunivers for lytteren og skræmmer de sarte af slagsen væk. Efter halvandet minut bliver støjen selvfølgelig forvandlet til stilhed, der langsomt bygger nummeret op imod et afsluttende støj-klimaks – et af genrens klassiske tricks – og igen, tro mod genren, er nummerets længde langt over de radiovenlige 3:30 minutter. I det hele taget er der ikke særligt meget i bandets lydunivers, der adskiller dem fra postrock-pionerer som Mogwai og Explosions in the Sky.
Heldigvis er hele albummet ikke en hardcore guitarudforskning af forskellen på støj og stilhed. Alle numrene indeholder små elementer, der til en vis grad forsøger at bringe nye udtryk til genren. Det er ikke altid, det virker, men et nummer som ”One Day You Will Teach Me to Let Go My Fears” er med sit euforiske strygerarrangement faktisk ganske glimrende. Her forløses en enerverende ensomhed smukt i en storladen ’larger than life’-lykkefølelse båret frem af de utroligt vellydende strygere. På samme måde er cello-mellotron-outrostykket på den ellers alt for klichéfyldte ”So That the Children Will Always Shout Her Name” ganske interessant. Her udfordrer bandet for alvor sin egen lyd med et lo-fi-afbræk, der sender tanker mod 90’ernes alternative rockscene, og selvom Sleepmakeswaves’ lyd her ændrer sig radikalt, er den røde tråd til albummets andre kompositioner meget tydelig.
Modsat er de elektroniske trommer på ”It’s Dark, It’s Cold, It’s Winter” et irriterende alternativ til et normalt akustisk trommesæt, og selvom guitarmelodierne er stemningsskabende, er de så kedelige, at de mest af alt virker som nøje udregnede skoleeksempler på klassisk postrock-guitar. Måske havde nummeret fungeret bedre med en endnu skarpere elektronisk profil frem for denne irriterende electronica-postrock-cocktail. Den rette indpakning ville også gøre guitarmelodierne mere interessante.
Der er ikke meget, der overrasker lytteren på In Today Already Walks Tomorrow. Forskellen mellem støj og stilhed er alt for udtalt, og de kompositoriske idéer på pladen ligger så tæt på genrens prototype, at de generelt er kedelige. Albummet råber op om et behov for en ny retning inden for postrock – en gentænkning af de glimrende idéer, der skabte genren. Her rykkede man nemlig ved rockens grundelementer. Al rock’n’roll-attitude blev fjernet fra musikken, og man tilførte en unik plads til ro og eftertænksomhed i musikkens udtryk. Derfor giver det dårlig mening blot at gentage idéerne fra 90’ernes rockrevolution, hvis hovedpointe var at gøre op med eksisterende rockidéer. Så selvom In Today Already Walks Tomorrow egentlig er en plade, der fungerer på sine egne præmisser, er disse præmisser i dag så tilbageskuende, at denne 2008-genudgivelse er et kedeligt bekendtskab.
