Koncerter

The National, 13.06.14, NorthSide Festival, Aarhus

The National beviste endnu engang ved midnatskoncerten på NorthSide, at de kan mere end at lave anmelderroste plader. Live kan de forene den introverte melankoli, det dystre og det tungsindige med folkelighed. Det gør de så godt, at man må have et hjerte af sten for ikke at smelte.

Fotos: Anna Tarp Klode / NorthSide

Matt Berninger hopper ned fra scenen. Havet af arme griber om ham, han dykker ind i menneskemængden og lader sig opsluge af masserne. Som en sørgmodig, ufrivilligt hip Jesus-figur, der messer sit frustrerede budskab: »I’m trying / But I’m gone through the glass again / Just come and find me / God loves everybody, don’t remind me,« som han synger på “Graceless” fra sidste års Trouble Will Find Me.

Som en nutidig Jim Morrison, ustyrlig og uden for rækkevidde med et blik af blandet nødvendighed og komplet ligegyldighed: »I took the medicine and I went missing / Just let me hear your voice, just let me listen«.

De, der har set The National live ved, hvad jeg taler om. Langt de fleste kender nok følelsen fra andre liveoplevelser. Det er den følelse, man får, når man oplever fuldstændigt nærvær fra scenen. Ikke nærvær som i eminent publikumskontakt. Nærvær, som når bandet virkelig føler og oplever musikken og teksterne i nuet, sammen med publikum.

The National er gode til netop dette. Det viste de (endnu) et stjerneeksempel på til fredagens sidste koncert på NorthSide.

Det er altid lidt mærkeligt med bands som The National og festivaler. Lydbilledet er tilpas bredt til, at der opstår folkefest blandt publikum. Der bliver smilet og danset, sunget med på de kendte omkvæd og nikket anerkendende af en god solo eller et solidt blæserstykke. Men på en eller anden måde ville det give mere mening, musik og tekst taget i betragtning, at stå helt stille og bare lytte. Jeg er altid lidt bange for, at jeg ikke får den fulde The National-oplevelse, når jeg er på festival, fordi faren for, at den sarte melankoli bliver overdøvet af et brølende, feststemt publikum, er til stede. Men som så mange gange før blev den bekymring gjort til skamme.

Koncerten begyndte med et par numre fra bandets nyeste plade, Trouble Will Find Me. Troede man, at The National ikke kunne lave publikumshits, må man her være blevet overrasket. Der blev nemlig skrålet kraftigt med på både “Don’t Swallow the Cab” og “I Should Live in Salt” fra et publikum, der tydeligvis havde studeret den nye plade flittigt.

Så var koncerten skudt i gang, og nu fulgte en funklende række af numre fra The Nationals efterhånden store katalog: fra en støjet “Mistaken for Strangers” fra Boxer (2007) til en intens version af et af The Nationals allerstørste hits, “Bloodbuzz Ohio” fra 2010-albummet High Violet. Vi fik også en ekstremt smuk “Conversation 16” – et nummer, som jeg ellers aldrig rigtig syntes blev forløst på High Violet, men nu fik fuld udblæsning, tydeligst i »I’m evil«-mellemstykket, der til tider blev growlet i stedet for sunget rent.

Det er let kun at rette fokus mod frontmand Matt Berninger, der er så dragende i sin destruktive opførsel på scenen, men faktisk er det også værd lige at runde bandet, der fremstår ekstremt rutinerede. Især trommeslager Bryan Devendorf tilføjer virkelig numrene noget kant, og den løse leg med guitaren på nogle af de mere stringente numre fungerede også fantastisk, eksempelvis på “I Need My Girl”, som fik en klædelig gang distortion imellem de pæne guitarfigurer, vi kender fra Trouble Will Find Me.

Da vi omkring en time inde i koncerten fik Boxers “Slow Show” med smukt blæserstykke og bue på guitaren, virkede det som om koncerten var ved at tage sin ende – og det havde været afslutningen på en fin, nærmest festlig koncert. Men nej. The National havde mere i ærmet. Hitrækken fortsatte med “England”, suppleret af næsten ironiske konfetti-visuals, en vild og rastløs “Graceless” og netop som man troede, at klimaks (nu for anden gang) var nået, satte bandet an til den vanvittigt smukke og tilsvarende enkle “About Today” fra den ti år gamle Cherry Tree EP.

Og der var den, trigger-nummeret, der fik tårerne til at løbe ned ad mine kinder, mens jeg stod alene midt i mængden med en oplevelse, jeg delte med tusindvis af andre i netop det øjeblik. Af fare for at banalisere det, vil jeg ikke sætte flere ord på. Men jeg er sikker på, at I allesammen kender de der øjeblikke.

For mit vedkommende sluttede koncerten her. Vi fik også fine versioner af “Fake Empire”, “Mr. November” og “Terrible Love”, inden bandet gik af. Især “Mr. November” er værd at fremhæve som et fantastisk livenummer med lige del inderlighed og udadreageren. Bandet havde på det tidspunkt spillet godt en halv time mere end alle andre kunstnere på dagens festival, og tiden var fløjet af sted. Tilbage stod jeg med følelsen af en fuldendt koncertoplevelse med velspillende musikere, nærvær, et imponerende repertoire, som få bands kan prale med og smukke, velovervejede visuals. Og jeg har stadig ikke fået armene ned.

★★★★★★

1 kommentar

Deltag i debat