Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’14: Jorden rundt, nuancer af pop og oversete kunstnere

Så er det nu, du skal til at rykke mod festivalpladsen, hvis du skal sikre din lejr en placering i campingområde L. Alternativt kan du blive hængende i civilisationen lidt længere og f.eks. læse Undertoners sidste samling Roskilde-anbefalinger – af skæv pop, verdensmusik og kunstnere, der ufortjent risikerer at blive overset i programmet.

Hvem var William Onyeabor? Det står medlemmer fra bl.a. Hot Chip og The Rapture parat til at fortælle dig.

Hvem er William Onyeabor? Det står medlemmer af bl.a. Hot Chip og The Rapture parat til at fortælle dig.

På jordomrejse i 4000 Roskilde

Om din musikalske sult kun kan stilles i Fjern-, eller Mellemøsten, de marokkanske bjerge, en lille landsby i Latinamerika eller dybt inde i det mørkeste Centralafrika, så er der vanvittige musikalske oplevelser at hente på dette års Roskilde Festival. Tag med rundt i forskellige afkroge af verden for at gå på opdagelse i nogle af det mest fascinerende kunstnere, verdensmusikscenen har at byde på.

Kombinationen af musiktraditioner og mere moderne musikalske tendenser er ikke en ny tendens, men koreanske Jambinai tager alligevel lige det ekstra skridt hen imod det ekstreme. Gamle strenge- og blæseinstrumenter fra hjemlandet bliver tilsat et allerede sprængfarligt miks af støjende postrock og freejazz med avantgarde som det helt essentielle kodeord. Tilsammen giver ingredienserne Jambinais lydunivers en nærmest dystopisk stemning, der får lov til at udvikle sig og langsomt indhylle alt omkringliggende i et stort, støjende sort hul, mens man kun imponeret kan kigge på og lytte med. Og er man på nogen som helst måde avantgarde-afficionado eller på anden vis fan af det lidt skæve og utraditionelle, bør man bestemt give Jambinai en chance.

Som en fuldstændig ideel opfølgning på The Rolling Stones’ forventede hitparade torsdag aften får festivalpublikummet mulighed for at stifte bekendtskab med The Master Musicians of Jajouka, som har alt at takke rullestenene og især Brian Jones for. For med sine nu legendariske optagelser af bandet i 1971 var Jones med til i høj grad at eksponere verdensmusikken og det lille, store orkester fra Marokko for resten af verden, og med bandlederen Bachir Attar i front er der lagt op til en helt unik afslutning på festivalens første dag. Forvent støjende horn og slagtøj forenet med en trancelignende atmosfære på baggrund af flere tusinde år gamle musiktraditioner, når de musiske mestre fra Marokko gæster Roskilde.

Hvem er William Onyeabor? Det spørgsmål forsøger medlemmer fra blandt andet The Rapture, Hot Chip, nu hedengange LCD Soundsystem samt ikke mindst Atomic Bomb! Band at besvare, når de i fællesskab og med funkbandet Sinkane som ophavsmænd inviterer til unik hyldest af den nigerianske legende. Onyeabors synthdrevne kompositioner, der blander det bedste fra disco, afrobeat, funk og tidlig electronica, er som skabt til en midnatsfest på festivalens næstestørste scene, og man kan derfor se frem til en højenergisk og sveddryppende forestilling med nogle af de mest spilleglade musikere – vestlige såvel som afrikanske – i en storslået hyldestkoncert til ære for en af det afrikanske kontinents mest progressive musikskikkelser.

De første få sekunders trommeintro på titelnummeret på Omar Souleymans debutudgivelse, Wenu Wenu, giver ikke som sådan lytteren forventning om noget stort. Men når først de ustoppelige, dansable rytmer går i gang, bliver det stort set umuligt at holde kroppen i ro. Syreren, der iført klædedragt og solbriller og akkompagneret af sine to musikanter leverer den mest medrivende fest på denne side af Bosporusstrædet, har foruden sin karakteristiske fremtoning på scenen succesfuldt formået at fusionere hjemegnens lige så karakteristiske musiktraditioner med et moderne elektronisk udtryk, som sikrer ham fans, uanset hvor han optræder – og Roskilde Festival bliver ingen undtagelse for Omar Souleymans vedkommende.

Som så mange andre europæere før ham er tyske Mark Ernestus grebet af afrikansk musik. Det, der i Ernestus’ tilfælde har fascineret ham, er den vestafrikanske genre mbalax, hvor den traditionelle slagtøjsmusik har udviklet sig til en hyperkompleks størrelse, som både inviterer til hoftevridninger og koncentreret lytning fra dem, der overværer. Sammen med de fem musikere i Jeri-Jeri fra Senegal bygger Ernestus lørdag aften bro mellem det utæmmelige Afrika og kontant tysk electronica med Mbene Diatta Seck som solid frontkvinde i en koncertoplevelse, der er for alle med bare en minimal forkærlighed til det afrikanske kontinent. (DN)

Drømmende rejser gennem poppens nuancer

På årets Roskildeprogram finder du ikke de rendyrkede formler, der engang udelukkende fortjente tagget ‘pop’. Heldigvis. Er der noget mere livslystuddrivende end totalpakkerne og den færdigpolerede pop, der tvangsfodres ind i dine øregange på en festival, der vil afspejle genrens bredde? Ingen navne nævnt, ingen glemt. Lad os i stedet stikke en tur ned gennem nuancerne og finde nogle artister på årets program, som vi er sikre på vil stikke af sted i flere retninger.

Hvis du ikke allerede danser til din første Roskilde-brandert mandag kl. 22.30, er det en god idé at stikke hovedet ind foran Countdown-scenen, når den langhårede finne Jaakko Eino Kalevi spiller drømmende elektropop. Kalevi har fået en del airplay på P6 Beat med nummeret ”No End” fra ep’en Dreamzone, der udkom sidste år, og snart er han klar med ep’en Yin Yang Theatre. Det første udspil fra sidstnævnte, ”Pass the Cat” (en sangfortolkning af en finsk leg, hvor en kat går rundt på skuldrene af en gruppe venner), er et godt eksempel på de afstikkere, Kalevis lyrik tager i hans farverige elektrounivers. Som en lille bonusinformation har en pålidelig kilde fortalt, at Kalevi kørte sporvogn nr. 4 gennem Helsinki, før han blev et velkendt musikeransigt i indiekredse i hjemlandet. Nu er tiden kommet til at lære ham at kende i det danske, og forhåbentlig når koncerten helt op under loftet som fortsættelse på det små 30 minutters sæt, Kalevi gav på Spot i maj i år.

Endnu en langhåret gut, der er svær at anbefale varmere, er newzealandske Connan Mockasin. Det blev en fornøjelig og gensidig kælen affære mellem koncertgæsterne og Mockasin da han gæstede Bremen til Frost Festival i februar, hvor kiwiens heliumcroon og fremragende kontrol over den babyblå Stratocaster fik publikum op af teatersæderne efter få minutter. På Pavilion står man heldigvis allerede, og den sære charme, som hele bandet besidder, skal nok også nå ud over teltdugen, når de går på fredag kl. 14. Forvent, at liveversionerne af de psych-soulede popnumre fra sidste års Caramel skaber den lummerhed i teltet, som musikken kalder på.

Det kommer næppe som en overraskelse, at Roskilde måtte flytte det populære amerikanske synthpop-band Future Islands fra en eftermiddagsforestilling til det mere festlige tidspunkt fredag kl. 01 på den nye halvt overdækkede Avalon-scene. Blikfanget Samuel T. Herring og co. rider på en popularitetsbølge, der nok for alvor blev danset og growlet i gang efter en live-performance af hittet ”Seasons (Waiting on You)” på David Lettermans “Late Night Show” tilbage i marts. Deres seneste udgivelse Singles er deres fjerde, hvorfor man kan have en vis forventning til et livesæt, der byder på flere popperler fra deres bagkatalog. Og hvis deres besøg på Loppen i 2012 og deres 60+ minutter lange energiudladning til Pop Revo i marts bare er en lille indikation for, hvilken fest Future Islands kan igangsætte, så anbefaler jeg, at man ifører sig sine bedste dansesko.

Fra herrerne over til damerne, som jo går for at være årets underrepræsenterede køn på festivalens plakat. Vi vælger dog ikke at lægge ansigtet i for alvorlige folder, når den udmelding ytres, for det er samtidig nogle voldsomt dygtige og top-præsterende livebands, der har kvinderne som primus motor. Lige så meget som jeg vil anbefale de tre solbeskinnede søstre i Haim på Arena fredag aften kl. 18.30, lige så meget synes jeg, at man passende kan varme op med det ditto L.A.-baserede all-girl-band Warpaint. Alt andet lige vil de fire damer i Warpaint kaste en skygge for solen med deres mørke og komplekse indiepopnumre på Avalon kl. 17. Fra deres spæde begyndelse, bl.a. som opvarmning for The xx, er bandet på en krigssti, der har efterladt store festivalpublikummasser hungrende efter mere. Det mere er også grunden til, at de ender som en popanbefaling og ikke en rockanbefaling. For selvom 2010’s The Fool i høj grad er en plade, hvor et artrocket og støjende udtryk er i centrum, så er 2014’s selvbetitlede album drejet i en mere melodiøs retning, der eksempeltvis gav Calvin Klein anledning til at bruge nummeret ”Love Is to Die” i en reklame. Lyden er mere drømmepoppet, men stadig dyster. Glæd jer!

Sidst, men ikke mindst, vil jeg anbefale endnu en L.A.-baseret artist; Julia Holters sovekammerpop rykker endnu en gang på Roskilde, og musikken vil føre poppublikummet med hang til skønsang i retning af både elektronisk folk, jazz og rendyrket melodiøsitet. Hendes plader er intense og skrøbelige musikfortolkninger af skønlitterære romaner, men live er hun en cinematisk helhedsoplevelse. Missede man hende på Gloria i 2012, så får man chancen igen på samme scene søndag kl. 17. Et velvalgt eklektisk indslag til at spille din festival mod enden, hvis du mangler det! (SH)

»Hvad siger du, de hedder?« – oversete Roskilde-kunstnere

Det kan jo tænkes, at du ikke gider at være vidne til et af verdens mest indflydelsesrige rockbands’ hjemkomst til deres mere end 40 år gamle scene, at du ikke gider se en af de mest innovative hiphopduoer levere hits som ”Hey Ya!” og ”Ms. Jackson”, at du bare ikke har lyst til at overvære et af Storbritanniens mest innovative rockgenier optræde med diverse materiale fra et alenlangt bagkatalog, eller at du overvejer at droppe koncerten med vidunderbarnet, der har bevaret sin status som musikalsk verdensstjerne gennem mere end fem årtier. I så fald bør du måske tjekke disse mindre omtalte Roskilde-kunstnere ud.

Han er 25 år og både producer, dj og hiphopper, men frem for alt er han en gennemført blanding af del hele på én gang. Canadiske Lunice, der også allierer sig med Hudson Mohawke i duoen TNGHT, tager det bedste fra flere forskellige verdener og sammensætter det i sit helt eget skæve univers, hvor hiphop og elektroniske beats er i fokus. Bevæbnet med sit personlige elektroniske arsenal skal Lunice nok sørge for festen på Apollo, kort efter portene til festivalområdet er åbnet. For selvom han kreerer hiphop på en hel anden måde end Outkast, er hans version mindst lige så vanedannende.

De tidligt vågne kunne sidste år overvære Ekkozones helt fænomenale opførelse af Steve Reichs Music for 18 Musicians, der med sin nærmest uendeligt smukke fremtoning stod som en af årets bedste koncertoplevelser. Lige så symfonisk bliver dette års koncert med australske The Necks næppe; men der er i hvert fald lagt op til en blid opvågning i allerhøjeste musikalske kvalitet. Trioen er nemlig sublime til at lade deres improvisationer flyde ud i helt overjordiske seancer, hvor den rå og upolerede musik kommer til udtryk i sin mest bjergtagende form. Og hvis man var begejstret for Ekkozones optræden i fjor, er jeg sikker på, at man nok også vil komme til at holde af The Necks.

Som den ene halvdel af duoen Lightning Bolt har Brain Chippendale i den grad sat sit aftryk på støjrocken og en lang række andre afdelinger af eksperimenterende og larmende musik. Trommeslageren gæster for andet år i træk Danmark med sit helt eget soloprojekt, Black Pus, der foruden sidste års All My Relations netop har udgivet en split-lp med Oozing Wound. Ene mand giver Chippendale smagsprøver på sin enorme udholdenhed bag tønderne samt sin uovertrufne evne til med trommesæt, stærkt forvrænget vokal og et hav af effektpedaler at skabe både udfordrende og vellykkede kompositioner. Det hele bliver svøbt ind i et lag af uigennemtrængelig støj, så husk ørepropperne, hvis du vælger at befinde dig i Gloria-teltet fredag aften.

Først var der tre MC’ere, der komponerede en milepæl i hiphop-historien. 25 år senere står der så tre dj’s på Roskilde Festival klar til at servere deres hyldest til Beastie Boys’ Paul’s Boutique. DJ Cheeba, DJ Moneyshot og DJ Food hedder de tre aktører, der er klar til at give deres bud på den udødelige klassiker fra 1989, hvor ethvert sample og enhver vokalbid er klar til at blive omarrangeret, omformet og omfortolket til et helt nyt værk, der stadig har den oprindelige udgivelse som fast pejlemærke. Så hvis man er morgenfrisk og derudover helt tosset med alt, hvad der hører til hiphop og andet samplebåren musik, bør man bestemt tjekke de tre dj’s ud lørdag morgen.

Britiske Hookworms’ debutplade Pearl Mystics bliver ved med at imponere mig. De evigt støjende nuancer, der konstant af- og tiltager i styrke og agerer omdrejningspunkt for kvintettens udsyrede lydunivers, bliver bedre og bedre for hvert gennemlyt, og jeg får hele tiden fornyet tro på, at vi her har med et af psykedelia-renæssancens helt store stjerneskud at gøre. Den gennemgående blanding af kraut-, støj- og syrerock er blot yderligere med til at forstærke indtrykket af et band, der har styr på deres færden ind og ud mellem genrerne, og når alt kommer til alt kan jeg kun opfordre folk til at slå et smut forbi Pavilion lørdag nat, mens Major Lazer fyrer op under feststemningen andetsteds. (DN)

Leave a Reply