Koncerter

Wild Beasts, 15.06.14, NorthSide Festival, Aarhus

Wild Beasts leverede et feststemt, men desværre også lige lovligt højstemt alternativ til Queens of the Stone Age ved afslutningen på NorthSide Festival på P6 Beat-scenen.

Fotos: Stine Rasmussen / NorthSide

»You must be the only people in Denmark who doesn’t want to see Queens of the Stone Age right now,« lød det fra kanten af P6 Beat-scenen til de få, der var mødt op til Wild Beasts afsluttende koncert på NorthSide Festival. Og sanger/guitarist Hayden Thorpe havde muligvis ret i den betragtning: Det krævede næsten lidt fanmentalitet at trodse massernes strøm mod Queens of the Stone Ages koncert den aften på Blå Scene. Men os, der var mødt op, havde selvfølgelig en idé om, at vi havde valgt rigtigt. Programmet på P6 Beat-scenen havde i hvert fald været interessant og aktuelt fra fredag til søndag, så hvorfor skulle afslutningskoncerten her ikke være noget tilsvarende?

Jeg kan godt forstå, at bookerne havde valgt Wild Beasts som afslutningsnavn på den lidt gemte scene. Tanken har nok været, at musikken er tilpas dansabel til at få skabt en lille fest, og at bandet samtidig er så bredt i sin målgruppe (inden for NorthSide-segmentet, naturligvis), at de ville kunne trække mange festivalgæster over. Det sidste var ikke tilfældet ved denne koncert. Heldigvis lod det til, at bandet på forhånd havde besluttet sig for at skabe en fest, uanset fremmøde. Og det var nok en god beslutning. Gruppen af dedikerede fans og nysgerrige fremmødte var i hvert fald klar med fuld opbakning – der blev danset og sunget med helt fra begyndelsen af koncerten, som var præget af numre fra bandets nyeste plade Present Tense.

En af de ting, der er særligt karakteristisk for Wild Beasts lyd er den vokale pingpong mellem Hayden Thorpe og Tom Fleming, hvor sidstnævnte bidrager med en dyb, næsten klassisk barytonklang, som er temmelig utraditionel for den ende af indierocken, som Wild Beasts befinder sig i. Det gav en fin afveksling live, selvom deres to stemmetyper ikke umiddelbart virkede som det bedste match: Flemings kraftige vokal overdøvede alt for ofte Thorpes falset, som også let druknede i den storladne lyd, Wild Beasts i det hele taget stræber imod. Når falsetten ikke rigtig står frem, mangler Wild Beast altså noget, der kan lette deres lidt flødefede lydbillede.

I det hele taget savnede jeg lidt lethed og sprødhed i bandets lyd. Især balladerne havde svært ved at lette, for eksempel blev “Reach a Bit Further”, fra 2011-udgivelsen Smother, i mine ører fremført alt for dramatisk og voldsomt i forhold til den mere underspillede, næsten The Smith’ske klang, samme nummer har på pladeversionen

Når det glimtvist lykkedes at få lettet udtrykket lidt, var det til gengæld klart værd at droppe Queens of the Stone Age-koncerten for. Her kan nævnes den boblende, næsten sødmefulde “The Devil’s Crayon” fra Limbo, Panto, der effektivt fik sat gang i dansefødderne på den runde plads foran scenen.

Indimellem skal man gå ned i dynamikken for at øge effekten. Det ville et band som Wild Beasts i hvert fald sagtens kunne bære.

★★★½☆☆

Deltag i debat