Plader

Amen Dunes: Love

Love er næsten en helstøbt psychfolk-perle, der med sin velovervejede produktion skaber et rigtig godt univers til Damon McHanons velskrevne sange.

Love er Damon McHanons fjerde plade under aliasset Amen Dunes. Projektet er stadig lidt af en hemmelighed i vores lille land men de, der vil finde frem til denne plade, kan glæde sig til masser af veltænkt instrumentation, magisk lo-fi-æstetik, rumklang og god psychfolk-sangskrivning.

Love er nemlig en lille perle, du går og venter på at finde. Selvom pladens første nummer, ”White Child”, er ved at falde fra hinanden allerede efter 20 sekunder, hvor de forskellige musikere rammer så langt fra hinanden, at man skulle tro, man lyttede til et fritidsklubband, omfavner nummeret dig som en varm dyne foran pejsen i en hytte langt ude i skoven. Trommerne holder sig til simple slag, men giver nummeret en god og stenet fremdrift. I baggrunden ligger Bon Iver-medlemmet Colin Stetsons massive saxofon, der med tunge flydetoner udfylder nogle huller i lydbilledet, der ellers ville have været højtråbende tomme.

Det lyder både skramlet og velproduceret. I modsætning til det meste andet lo-fi er det her ordentligt indspillet. På McHanons tidligere Amen Dunes-plader har de indspillede numre primært været improviserede first-takes, men Love er resultatet af halvandets års arbejde og et brud med lo-fi’ens meget demo-agtige lyd. Ganske enkelt bruger McHanon kun det bedste fra lo-fi’ens æstetik, og det giver sangene magiske kvaliteter, der suger lytteren helt ind i lyduniverset. Det sker for eksempel på ”Lonely Richard”, hvor man bliver fortryllet af nummerets psykedeliske stemning, der især skabes af en stryger, som i bedste John Cale-stil spiller en enkelt insisterende drone-tone. Den hyggelige stemning omslutter en og skaber en god kontrast til McHanons tekst om ”Lonely Richard”.

Pladen gæstes af en solid række musikere. Blandt andet leverer Iceage-forsangeren Elias Bender-Rønnenfelt gæstevokal på to numre, men de mest prominente gæster er de to Godspeed You! Black Emperor-medlemmer Dave Bryant og Efrim Menuck, der har hjulpet med optagelsen af pladen. Deres bidrag høres især på ”Splits Are Parted”, hvor McHanons umiddelbart lette melodi underbygges af massive og tunge postrock-guitarer.

Og det er netop pladens skarpe produktion, der binder de mange stilarter sammen. På ”Sixteen” spiller og synger McHanon som Daniel Johnston. På ”Lilac in Hand” spiller bassen en jazzet rolle oven på et godt percussionlag, og ”I Can’t Dig It” er et kaotisk støjrock-nummer. Det kunne lyde som en stilforvirring, men den konsekvente brug af rumklang og McHanons nasale vokal binder pladen godt sammen. På hvert eneste nummer kommer en ny idé i fokus, og det skaber en spændende variation på pladen, uden at det bliver for spraglet. Det eneste lavpunkt er det for lange og indadvendte titelnummer, der afslutter pladen. Her bliver de ellers glimrende percussionidéer trukket ned af en dårligt skrevet sang uden et klart melodisk fokus samt et for hullet lydbillede. Her kunne man passende have sluttet pladen af med et større musikalsk arrangement, hvor for eksempel Stetsons saxofon kunne have været med til at skabe et smukt klimaks.

Det er synd, at albummets sidste otte og et halvt minut trækker ned på en ellers glimrende lytteoplevelse, der med en sikker og velovervejet lo-fi-produktion fint kunne være et nyt pejlemærke for artister, der enten lyder for pænt eller for skramlet. Her går sangskrivning og produktion simpelthen op i en højere magisk enhed på et soundtrack til forhåbentligt mange kommende sommerhusture.

★★★★½☆

Deltag i debat