Artikler Interview

Roskilde Festival 2014: Get Your Gun – »Vi kan ikke lide rock«

Skrevet af Iben Andreassen

Undertoner har mødt den unge nordjyske trio og Roskilde Rising-navnet, Get Your Gun, som måske er en del af ny-nordjysk musiktradition

getyourgun2014-1 up

Brunt skidt så langt øjet rækker.

Festivalpladsen på Roskilde er åben, men ikke helt vågnet. Det er de tidlige formiddagstimer, og den sidste halvtomme dåseøl er dejset omkuld side om side med festivalgæsterne. Rullestenene, Stones, har forladt Orange Scene og efterladt festivalpladsen i en lidt sørgelig romance med halvtomme dåseøl, et par drømmende festivalgæster og et sammenkrøllet program med en tegning af Jagger (en meget stor mund og to små øjne) sandsynligvis omkring 50 år yngre.

For nogle år siden sad brødrene Andreas og Simon Westmark fra stonerrockgruppen Get Your Gun hos forældrene i Brønderslev og kunne kigge ud gennem vinduet på marker, så langt øjet rakte, og så længe man gad sidde sådan, dvælende i kedsomheden. Deres far satte Mick Jagger på musikanlægget, og Rolling Stones rullede gennem landskabet ifølge af andre store rocknavne. Der var ingen “sære” musiske udskejelser i det lille Brønderslev-hjem, eller som den nu albumaktuelle, anmelderroste og kun 20-årige Simon Westmark selv siger det, så var det egentlig ikke fordi, at brødrene voksede op i et hjem med musik. Musikken voksede ud af kedsomheden.

Mandag i opvarmningsdagene gik Get Your Gun udrustet med guitar, bas, trommer og kor op på den nye Rising-scene. Scenen erstatter Pavilion Junior og har fået en plads i campingområdet øst, tæt på festivalgæsterne, meget tæt på festivalgæsterne, hvilket kan være en udfordring. Igen i år er de bedste upcoming-navne på den danske musikscene blevet inviteret af Roskilde til at gæste scenen. Det er en stor anerkendelse, men jublen fik en lille dæmper på, da det gik op for drengene, at de ikke skulle spille på Pavilion Junior, men i stedet måtte indvie den nye Rising-scene med ordene: »Her er vist blevet sparet.«

Ikke desto mindre leverede Get Your Gun en kampklar og stilsikker dyster oplevelse med blandt andet stonerrock og 80’er post-punk islæt under en – ikke helt matchende – solbeskinnet blå himmel. Gruppen er blandt andet blevet kendt for “den der nordiske lyd”, som er noget med en vis indelukkethed, et lurende mørke og (lyrisk) melankoli. Det er tunge trommer, mørk bas og ikke mindst Andreas’ stærke vokal. “Det der nordiske” stammer måske fra de nordjyske aner, i hvert fald er der en vis stemningslighed med andre nordjyske bands så som Broken Twin.

Get Your Gun blev dannet tilbage i 2008, og finansieret af deres fans udgav de i april i år deres debutalbum med den sigende titel, The Worrying Kind. Albummet spiller i 39 minutter og indeholder blot 7 numre, så det er ikke mainstream.

Min telefon vibrerer. Besked fra Simon:

»Du kan kende mig på sort hættetrøje, hvid t-shirt og mange tømmermænd.«

Jeg finder ham ved mixerpulten ved Arena. Han har ganske rigtigt en sort hættetrøje på, den er trukket op over hovedet, men ikke helt, så man kan lige skimte hans meget lyse hår. Han har sorte jeans på og store sorte snørrestøvler, som helt sikkert er gode til at stampe i Roskildestøvet. Som de fleste Roskildegæster følger han sort-på-sort-på-sort moden, men på en eller anden måde virker tøjet mere sort på trommeslageren fra Danmarks vel nok mest lovende stonerrockband.

Da han fortæller, at han har sovet i en art »hvidvinsmarinade« i sit telt i nat, forstår jeg sms’en. Han er lovligt undskyldt. Den anden Westmark-bror, Andreas, dukker først op senere, undskyldende og med frokost i hånden – han valgte ikke at overnatte i hvidvinsmarinaden og tog hjem i stedet. Han er et par år ældre end Simon, har en meget dybere stemme – det går først op for mig, hvor dyb den faktisk er, da jeg lytter til interviewoptagelserne og kan høre stemmen trænge tydeligt igennem baggrundsbøl og metalmusik fra Arena-scenen – derudover er han ligesom sin bror i klædt sort fra top til tå. Hans vigtigste kendetegn er dog nok det store fuldskæg og lange pandehår, som er i dag er trukket til siden, men falder ned over øjnene, når han slipper aggressionerne på scenen. Trioens tredje part, bassisten Søren Nørgaard, kommer slet ikke, men det var vist heller ikke aftalen.

Og så er vi klar til at gå i gang. Interviewet starter med en lidt overraskende udmelding: Ingen af brødrene Westmark i de sorte klær’ bryder sig egentlig særlig meget om rock. Til gengæld er de vokset op i Nordjylland, ligesom tidligere nævnte Broken Twin, og melankolien, dysterheden og de for øjet eller for hjertet endeløse jyske marker vil de meget gerne kendes ved. Hvis de dog selv skal sige det, så kalder de sig »et halvprofessionelt band« på godt beskedent jysk.

Hvordan vil I selv beskrive jeres musik for folk, som ikke kender Get Your Gun?

ANDREAS: Vi bliver tit sammenlignet med Nick Cave. Det er lidt sjovt, for vi anede sådan set ikke, hvem han var, da vi startede med at spille. Hvis jeg skal være ærlig, så føler jeg mig overhovedet ikke særlig “rock”.

SIMON: Jeg havde en mærkelig oplevelse forleden. Normalt får vi at vide, at det vi laver er mega-tungt og mega-hårdt, men jeg havde den modsatte oplevelse. En gut kom hen til mig og sagde: “I spiller sådan noget lækker blød poprock”. Den havde jeg ikke hørt før.

ANDREAS: Vi kommer fra en rockbaggrund, men jeg er ved at være træt af rock. Den der enslydende “tre-fire-let’s go” synes jeg ikke er særlig spændende længere. Jo, det er da rockmusik, vi spiller, men det skal også være mere end det. Alle rockklicheerne tiltaler mig ikke. Jeg kan bedst lide at spille koncerter, hvor vi virkelig føler, at vi kommer tæt på folk.

SIMON: Hvor folk holder kæft.

(UNDERTONER: Får flashback til opvarmningsdagene – måske var det lidt svært på Rising-scenen i campingområdet? Brødrene selv var dog glade for publikum).

ANDREAS: Ja, når folk bliver stille i det stille passager, så har mulighed for at skabe et mere intimt rum og måske noget magisk. Der er stor forskel på open air koncerter og små tilrøgede klubber. Når det er sagt, så elsker jeg også udfordringer i live-situationer, og det sidste jeg vil er at fortælle folk, hvad de skal gøre til vores musik.

Hvordan var det at blive inviteret til at spille på Roskilde? Hvordan reagerede I, da I fik nyheden?

SIMON: Vi havde lavet en teaser video for vores på det tidpunkt kommende plade. Nogle Roskilde-folk kommenterede på den, og vi tænkte, at vi måske havde fået deres opmærksomhed. Vi sendte pladen til dem, og så gik der cirka en måned. Vores manager tog selvfølgelig røven på os. Han fik den gode nyhed før os andre og tog videre til en branchefestival i Holland – uden at fortælle os noget, indtil vi skypede en aften. Han snakkede tre kvarter om branchefolk og Holland, men lige inden han lagde på, sagde han: “Nå, ja, jeg har booket jeres første tariff-job på Sjælland … i Roskilde”. Lige der gik det lidt op for Søren og jeg, men Andreas forstod stadig ikke. Senere blev der åbnet en flaske champagne.

Hvordan starter historien om Get Your Gun?

SIMON: Grunden til at vi startede med at spille musik var egentlig, at vi ikke havde så meget andet at lave i Brønderslev. Hvis man ikke kan lide at spille fodbold, og man ikke kan lide at køre scooter, så er der ikke så meget at lave. Andreas havde spillet i en del bands, men vi var begge to ret unge, da vi startede i 2008. Jeg var 14 år, og Andreas var 17-18 år. I folkeskolen mødte jeg Søren (Nørgaard, red.), som kunne spille bas, og Andreas og jeg kunne tilfældigvis spille hhv. guitar og trommer, så det gav god mening. Brønderslev vælter sig ikke lige frem i gode musikere. Vi mødte vores manager til en bandkonkurrence, som vi vandt, og efter det blev vi mere målrettede. Men vi var virkelig meget unge og ikke særlig dygtige. På mange måder er vi vokset op med det her band, og vi er blevet voksne med bandet. Nu er vi blevet til et halvprofessionelt band.

Hvordan var det at være ung i Brønderslev?

SIMON: Som jeg husker det, så var det bare super kedeligt. Vi har på en måde altid følt os lidt anderledes os isolerede i det miljø, og så kom musikken som en naturlig ting. Jeg havde det ikke dårligt i Brønderslev, jeg blev ikke mobbet – nok fordi jeg var god til at sige fra og ikke det nemmeste offer – men det var kedeligt. Der sker sgu ikke så meget i Brønderslev, og vi har levet lidt reserveret. Da vi yngre var det en kæmpestor ting at tage til Aalborg. Men det har aldrig været en drøm at komme væk. For tiden snakker vi dog lidt om at flytte til København.

ANDREAS: Jeg har måske haft en form for udlængsel. Den bliver tilfredsstillet, når vi spiller i udlandet. Men jeg ser også en styrke i at blive og få noget til at gro i stedet for rykke roden op og komme videre hele tiden.

Hvorfor har I valgt et western-inspireret navn?

ANDREAS: Vi er blevet spurgt om det et par gange, så nu er vi blevet tvunget til at tænke over det. Det første, jeg tænkte, var, at der var noget kontant over det. Det var fedt, at det lød som en western, men for mig er det også blevet dobbelttydigt: Det er en styrke at stå med en pistol, men det er også en kæmpe svaghed. Hele tiden at være stærk, tage kampen op og give op, den dualisme synes jeg, at vores musik er gennemsyret af, og så kom navnet pludselig til sin ret.

Nogle anmeldere og musikskribenter taler om, at I har en særlig “nordisk lyd” – kan I selv genkende det?

Vi har en del venner fra Nordjylland, blandt andre The Woken Trees, som også har en del melankoli og mørke i deres lyd. Det samme gælder Broken Twin, også fra Nordjylland, og det har om nogen noget melankoli i sig. Måske er det en nordjysk ting, og har noget at gøre med det sted, vi er vokset op. I hvert fald har vi “noget mørkt” tilfælles – men de andre er så flyttet til København nu.

Andreas, du skriver teksterne, hvordan arbejder du med dem?

ANDREAS: Det starter ofte med en melodistump, hvor der kommer en sætning på. Jeg sidder og spiller, synger, og så kommer teksten. Der sker noget spændende, når man ikke prøver at tænke for meget over det. Det kommer et sted fra, og der er en grund til, at ordene skal være lige dér, de ræsonnerer på en måde. Men det er først senere, at jeg finder ud af hvad det handler om, når jeg kan knytte en særlig oplevelse til sangene. Derudover er jeg en sucker for eksistentialisme.

Hvordan ser fremtiden ud for Get Yor Gun?

SIMON: Vi vil gerne spille i Danmark, men der er nogle begrænsninger her, så vi har satset mest på udlandet. Fremtiden ser sådan ud, at vi skal på en forholdsvis stor Europaturné til efteråret med 40-50 koncerter, omkring otte i Danmark.

ANDREAS: Vi har altid gået efter de steder, hvor vi har kunnet mærke interessen for vores musik, og lige nu er det mest Baltikum og Frankrig, som kalder.

Deltag i debat