Nyheder

Juli-koncerter I: Vilde hjerter fra Aarhus brygger papvin af frisk frugt til jazzfest

Roskilde Festival vil ikke være ene om at levere de gode koncertoplevelser i juli. Også Copenhagen Jazz Festival og Bryggerfest i Aarhus har spændende navne på programmet.

Roskilde Festival er den altoverskyggende musikbegivenhed i juli. Opvarmningsdagene er skudt i gang til den udsolgte festival, der først går rigtig i gang, når Outkast løber ind på Orange Scene torsdag aften. Har du sikret dig en billet, men ikke har dannet dig et komplet overblik over den myriade af navne, der udgør dette års program, har Undertoner gennemlyttet det meste og forfattet flere artikler med anbefalinger. Vi tipper om det fedeste inden for metal og hiphop, indierock og elektronik. Og så har vi fra verdens afkroge fundet en håndfuld fascinerende toner, du bør tjekke ud.

Mens folk skvulper rundt på dyrskuepladsen med en lunken papvin, foregår rødvinsindtaget formentlig under mere civiliserede rammer, når Copenhagen Jazz Festival åbner dørene fredag den 4. juli. Og dog. Højstilkede rødvinsglas vil givetvis splintre, når Thurston Moore impro-duellerer mod sin mangeårige musikalske legekammerat Mats Gustafsson på hhv. guitar og saxofon. Det musikalske møde mellem avantgarde-rock og free jazz kan du opleve søndag den 6. juli på Jazzhouse.

willejørgensen

Jomi Massage krænger sit vilde hjerte ud foran publikum. Hun gør det igen sammen med Henriette Sennenvaldt den 9. juli på Hovedbiblioteket i København.

Copenhagen Jazz Festival kører i år videre med temaet Something Else, der som navnet antyder præsenterer en håndfuld navne, der ikke har hjemme i jazz-genren. Haveselskabets Have på Frederiksberg danner på fem hverdage rammen for koncerterne, der i år er med bl.a. Spillemændene (mandag den 8. juli), Giana Factory (tirsdag den 9. juli) og Frisk Frugt (onsdag den 10. juli).

I de samme tre dage sætter jazzfestivalen fokus på kvindelige kunstnere under temanavnet Wild at Heart. Det sker på Hovedbiblioteket sidst på aftenen. Den 8. juli er er der avantgardistisk kabaretmusik med Maria Laurette Friis (Tys Tys), mens den 9. juli byder på et interessant møde, når Jomi Massage og Henriette Sennenvaldt (Under Byen), begge fremtrædende kvindelige kunstnere på den alternative del af den danske rockscene, optræder sammen. Majke Voss Romme aka Broken Twin afrunder Wild at Heart-temaet onsdag den 10. juli.

Også i Aarhus er der festival i juli. Bryggerfest 2014, der foregår i dagene 10.-13. juli i Ny V58, er en festival for bands fra primært den danske undergrund. Heraf har en del rødder i 8000. På plakaten er hardcore-bandet Bad Stroke, drømmepopperne Teen Beams og grunge/punkrock-gruppen Yung. Og så er der to interessante DIY-soloprojekter: Jeppe Grønbæks Perennial Flax kassettebånddebuterede fornyligt med sine spartanske neofolk-melodier. Hør “Zantelli & The Sorrow” fra den udgivelse. Several Things er iørefaldende lofi-pop, mens et tungsind sætter stemningen. Hør Marco Repenning, der gemmer sig bas aliaset, på den svært dragende “Have You Met Me”. Endelig præsenterer Bryggerfest et helt nyt band, Secret Life, som består af medlemmer fra Ocean View og Less Win. Det er så nyt, at bandet ikke har lagt musik ud online, men musikken skulle eftersigende være både dansabel og aggressiv.

Se som altid flere anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Leave a Reply