Plader

Parquet Courts: Sunbathing Animal

Parquet Courts er fortsat det mest cool band i Brooklyn. Til lyden af dissonante guitarriffs snøvler forsanger Andrew Savage sig gennem banal historiefortælling. Til trods for enkeltstående stærke numre ender 15 numre desværre med at være for stor en mundfuld for bandet.

Parquet Courts er på mange måder en fuldkommen oldschool bandkonstellation. En amerikansk gruppe bestående af fire fyre, som giver den gas på guitar, trommer og bas. Albums udsendes med en hastighed, som tilbragte de al deres tid i indspilningsstudiet, og som udgangspunkt udgør bluesrundgange tydeligvis fundamentet for ethvert godt rocknummer.

Alligevel er Parquet Courts på sin vis aldeles særegne. Et faktum, som for de fleste med et godt øre til knasende guitarer og BPM-frekvenser et godt stykke over de 120 sidste år blev slået fast med albummet Light Up Gold – gruppens brede gennembrud. I kraft af øresønderrivende guitarsoli og skæve akkorder akkompagneret af Andrew Savages dvaske stemmeføring tilførte den Brooklyn-bosatte kvartet både noise-elementer og slacker-attitude til den ellers noget udbrændte rock n’ roll. Undfanget af numre som ”Master of My Craft” og ”Stoned and Starving” var slacker-punken født. På Sunbathing Animal er tempoet til tider skruet flere takker ned – den dynamiske spændvidde er højere, kompositionerne er mere stenede. Udtrykket er dog stadig fandens cool.

Et absolut succeskriterium for den slackerpunk, som Parquet Courts jo må siges at udøve, er, at kompositionerne aldrig bliver enerverende. At de intentionelt sløvende og evigt repititive guitarmelodier yder et reelt stemningsmæssigt bidrag til de enkelte numre snarere end at fremstå som udtryk for uoriginalitet og virke unødigt opslidende på lytteren. Dette er Parquet Courts tydeligvis bevidste omkring. Ofte agerer de dødssyge rundgange perfekt underlægning til forsanger Andrew Savages livstrætte stemmeføring og luller lytteren ind i den verden af ligegyldige hverdagsbetragtninger, som teksterne opbygger.

Denne sære synergi mellem bevidsthedsløs guitarklimpren og underspillet lyrik kommer muligvis stærkest til udtryk i den slæbende personskildring ”Dear Ramona”. Til lyden af dissonante akkordrundgange snøvler Savage sig gennem fortællingen om den fascinerende kvinde med sært ironiske floskler. Flade strofer, der indeholder uimponerede betragtninger, som eksempelvis »This lady is a hypnosis poet / and she speaks, her words weep like rain« og »Whoever she might be going to bed with / you can read about that in her moleskin« fuldender gruppens tilbagelænede univers.

Dog hænder det i løbet af Sunbathing Animals 15 numre, at Parquet Courts taber lytteren i lutter tomgang. »Kept repeating / kept repeating myself« gentager Savage ironisk nok på ”Instant Disassembly”, mens han og resten af bandet fører lytteren ud på et uinteressant søvndrukkent maratonridt udi enslydende vrængende guitarlicks, som ingen ende vil tage. Også ”Raw Milk” er eksempel på et nummer, hvis bidrag til pladen som helhed er fuldkommen uigennemskuelig, og hvor de dissonante melodier mest af alt synes i stand til at påføre lytteren en tung hovedpine. Hvilket jo er uheldigt.

Når Parquet Courts kortvarigt farer vild i deres egen sløve og insisterende tonedøve spillestil, er det den omskiftelige dynamik på Sunbathing Animal, der er albummets helt store drivkraft. Skarptskårne punkkompositioner agerer således en evigt tilbagevendende hjertestarter, når Parquet Courts driver den Pavement- og Beck-inspirerede dovenskab ned i for lavt et gear. Således er eksempelvis ”Ducking and Dodging” en charmerende skæring, der netop i kraft af sin blotlagte enkelhed demonstrerer, hvor langt kvartetten når alene med forsanger Savages til tider energiske ord-eskapader. Et nummer, hvori Parquet Courts demonstrerer et udtryk, der ikke  er meget afvigende fra den lyd, som det Detroit-bosatte band The Hentchmen – Jack Whites beskidte teenage-flirt med rock n’ roll – demonstrerede i 90’erne.

Sunbathing Animal kæmper Parquet Courts fortsat med at puste nyt liv i den klassiske rock-tradition. Gruppens lyd rummer i bund og grund adskillige rockhistoriske tendenser, til trods for at den dvaske indpakning er særdeles særegen. Dette gælder alt lige fra de insisterende bluesrundgange på ”What Color is Blood”, hvinende Velvet Underground-inspireret støj på ”She’s Rolling” og banal rock’n’roll-attitude på ”Always Back in Town”. Parquet Courts’ lyd fungerer i overvejende grad, når de enkelte numre tages i betragtning – den uimponerede tilgang til klassiske beatdyder går rent ind, og gruppen har format til at påtage sig en rolle som rock-rænessancemænd a la the Strokes i start-00’erne.

Desværre gælder det på Sunbathing Animal, at tracklisten er blevet skåret med en lidt for lempelig hånd. Resultatet heraf er, at ligegyldige numre svækker albummets skrøbelige koncept, og kompositioner som ”Bodies Made of”, ”Dear Ramona” samt titelnummeret, der alle har kvaliteter, som fuldt ud matcher højdepunkterne på Light Up Gold, på sørgelig vis overdøves.

★★★☆☆☆

Deltag i debat