Koncerter

Roskilde Festival 2014: Arctic Monkeys, 05.07.14, Orange

Skrevet af Camilla Zuleger

Arctic Monkeys er dygtige, helt vildt dygtige faktisk. Desværre har de lagt charmen fra sig i noget, der minder om jagten på at blive dét største rockband. Og det klæder dem dårligt.

arctic-monkeys

Man kan ikke sige andet, end at der unægtelig er sket noget, siden de fire britiske drenge (ja, drenge) stod på Arena i 2006 med tøj, der stadig blev strøget af mor derhjemme og guitaren godt op under hagen. I dag står der derimod fire mænd, der ikke bare har fået smag for livet som stjerne, men en attitude, der ville virke voldsom i garagescenen i Grease med John Travolta som førerhund på “Grease Ligthning“.

Med fare for at lyde som kritikeren, der fandt alting bedre i gamle dage, så var Arctic Monkeys bare sjovere og bedre live, dengang de stadig var indie og ikke var blevet ofre for Metallica-syndromet, hvor det knap kan blive stort nok. Stadionrock klæder ingen bands i verden, og særligt ikke Arctic Monkeys, der så mange gange har bevist, hvor betagende, de kan være.

Der er absolut ingenting at udsætte på den tekniske del af koncerten. Samtlige sange, nye som gamle, hits og mindre kendte, blev fremført med en præcision og talenthed, der kun sjældent ses. Alligevel var det ikke helt nok. Måske ville frontmand Alex Turner bare gerne virke som den kølige, uopnåelige Elvis-type, men hvis inderligheden, man finder i sangene særligt fra sidste års album AM, skal frem, så skal du virke, som om du mener det. Og det gjorde Turner desværre ikke.

Og langsomt gik det. Alt, alt alt for langsomt. AM er et langsommere album end fx debuten fra 2006 Whatever People Say I Am, That’s What I’m Notmen det er ikke grund nok til ligefrem at sætte sange som “Why’d You Only Call Me When You’re High” mere ned i tempo. Arctic Monkeys brillerer, når det går hurtigt, som det momentvis gjorde, men kun for alvor på en af bandets første singler, “I Bet You Look Good On the Dancefloor”.

Coolness kan redde rigtig meget, men man kunne alligevel have ønsket sig, at de havde bibeholdt lidt af den oprindelige britiske charme, der handlede mere om at overvinde publikum, end om at få publikum til at konvertere til ægte groupies. Den oprigtige Turner-opmærksomhed var der i hvert fald kun nøjagtig lige så meget, som på det velpolerede studiealbum – selvom Oranges lydsystemer unægtelig er mere imponerende end dem i dagligstuen.

★★★☆☆☆

6 kommentarer

  • Stadionrock klæder ingen bands i verden. Hvad er det for noget pis. Hvor er der overhovedet en Arctic Monkeys anmeldelse her? Hvorfor er der en kvindelig anmelder?

  • Kære Jeppe,

    Tak for dine kommentarer.

    Jeg står 100 % ved, at stadionrock er et skældsord – og mit postulat er, at det heller ikke er noget, de fleste bands efterstræber (måske med undtagelse af Metallica og Muse, men det er en helt anden diskussion med dem). Jeg ville dog glæde mig over et eksempel på klædelig stadionrock.

    Hvorfor der er en Arctic Monkeys anmeldelse? Tja. Jeg går ud fra, at du mener, de er for ’store’ eller ‘populære’ til en side som denne, og at vi generelt skulle blive ude på Rising-scenen – eller måske endda helt droppe Roskilde Festival pga. dens tenderende mainstream-profil? Men hvad kan jeg sige, “sometimes a girl just wanna have fun”… Hvad sikkert kun giver dig mere grund til at stille et spørgsmål som dit sidste, men dig om det.

    God dag,
    Camilla

  • Jeppe Torn: “Hvorfor er der en kvindelig anmelder?” – mener du i ramme alvor, at kun mænd må mene noget om musik? Eller kan din kommentar læses anderledes?

  • “Hvorfor er der en kvindelig anmelder?”
    Er det overhovedet et spørgsmål? Hvad betyder det?
    Det er lidt på linje med f.eks. at spørge: Hvorfor er mine bilnøgler henne?

Deltag i debat