Koncerter

Roskilde Festival 2014: Black Pus, 04.07.14, Gloria

Skrevet af Daniel Niebuhr

For de fremmødte på Gloria endte Black Pus fredag aften med at være en sonisk udfordring, der heldigvis gav et positivt udbytte, når først røgen og den massive mur af støj havde lagt sig.

Blackpus

Fra morgenstunden af var jeg overbevist om, at kampen mod den ufatteligt bagende sommersol ville ende med at stå som dagens største udfordring. Og så oplevede jeg Black Pus på Gloria.

En mand, et trommesæt og myriader af lydindtryk og -nuancer, der alle sammen skulle bearbejdes på samme tid, hed kombinationen med Brian Chippendale som manisk indpisker og aktør, som greb enhver mulighed for at overbevise det ikke engang halvfyldte telt om, hvorfor han er en af verdens allermest interessante og velspillende trommerslagere. Der var ikke det øjeblik, hvor trommehinderne fik fred for Chippendales konstante bombardement bag tønderne, og hvis man var kommet for at blive musikalsk udfordret, havde man bestemt valgt det rigtige sted fredag aften.

Den enorme mængde eksperimenterende støj satte til gengæld også sine krav til de tilhørende, hvor man flere gange følte sig tilbøjelig til demonstrativt at kræve en pause, som man aldrig fik. For ligesom på udgivelserne har Black Pus-projektet en tendens til af og til at kamme over midt i sine udsyrede udskejelser og i den forbindelse fremstå mere rodet end vellydende. Derfor var det kærkomment, når Chippendale fra tid til anden valgte at adressere os nede på gulvet.

For vi fik nemlig også manden på trommerne i rollen som interagerende musiker, der både beklagede sig over sine 5000 dollars dyre høretelefoner som taget ud af en bizar udgave af tv-shop samt opildnede publikum til at købe hans T-shirts. Det var dog næsten ikke til at høre for al ekkoet i hans mikrofon; men det var til gengæld befriende også at få Chippendale ud over scenekanten, når nu han ellers serverer så udfordrende og koncentrationspåkrævet musik.

Han proklamerede afslutningsvis prompte, at aftenens sidste nummer også var universets bedste, og med den udmelding var der lagt op til en monumental finale på størrelse med lydbølgerne, der indhyllede Gloriateltet. Og selvom vurderingen af kvaliteten af den sidste komposition er subjektiv, kunne man ikke komme udenom, at nummeret samtidig også var koncertens bedste, da støjen gik hen og blev decideret smuk og melodisk, og Chippendale fik fremtvunget hvert et sidste trommeslag, som gjaldt det liv og død.

For de fremmødte endte Black Pus med at være en sonisk udfordring, der heldigvis gav dem et positivt udbytte, når først røgen og den massive mur af støj havde lagt sig – og en mere udmattende forestilling kommer man næppe til at se på årets Roskilde Festival.

★★★★½☆

Deltag i debat