Koncerter

Roskilde Festival 2014: Cancer, 04.07.14, Pavilion

Skrevet af Niklas Kiær

Måske kendte publikum ikke rigtig til Cancers musik, men fremmødet var overvældende, og flokken var mere en villige til at lytte efter. Resultatet var en smuk og særegen start på koncertfredagen.

cancer

Cancer, Kristian Finne Kristensen (fra Chorus Grant) og Nikolaj Vonsild (fra When Saints Go Machine), havde til opgave fredag middag at åbne festivalpladsen med det nyligt udgivne mini-album Ragazzi i bagagenFremmødet ved koncerten var imponerende, og Pavilion var 10 minutter før koncertens begyndelse propfyldt udover teltets grænser. På trods af det store antal, så var det en lidt sløv samling af mennesker, der var mødt op. Det virkede ikke til, at mange på forhånd havde hørt musikken, og ved koncertens åbningsnummer var duoen (der i dagens anledning var fire) og publikum ikke helt i øjenhøjde. Bandet skulle lige finde sig selv, og et stenet publikum vidste ikke helt, hvad det var, de lyttede til.

Både Kristensen og Vonsild er som performere introvert anlagte, hvilket kunne medvirke til den lidt forsigtige start, og det passede ikke et sovende publikum, der virkede til at hungre efter genkendelighed. Til gengæld eksisterede der en åbenhed i teltet over for musikken, som jeg kun sjældent har oplevet lignende på Roskilde Festival, og modsat nogle af gårsdagens koncertoplevelser, så ville publikum utroligt gerne overbevises. Det gav plads og tid til, at Cancer kunne finde sig til rette, og håndsudrækningen blev taget i mod og chancen udnyttet til fulde.

Det sovende publikum vågnede først helt ved det utroligt lækre break i nummeret “Body on the Bones”. Her ramte de fire musikere en nerve sammen, der fik publikum op af den stenede trance, de befandt sig i. Det blev belønnet af hujen og taktfaste klap – en lidt besynderlig reaktion musikken taget i betragtning, men tilsyneladende den bedste kærlighedserklæring, publikum kunne finde frem.

De to musikeres vidt forskellige baggrunde gav en spændende synergi og en forfriskende uforudsigelighed. Den sagte guitar, de udsyrede effekter og to veloplagte gæstemusikere på trommer og bas fik lynhurtigt spillet sig sammen, og koncerten var utroligt tight resten af vejen. Samspillet mellem de to sangeres vokaler, Kristensens ligefremme og behagelige vokal blandet med det skæve og uforudsigelige i Vonsilds, fungerede til at skabe noget nyt, som om der var en helt tredje sanger til stede.

De stærkeste øjeblikke lå spredt gennem numrene. Det føromtalte break var supertight, og man fik fornemmelsen af, at alle fire musikere (særligt en utroligt opsat bassist) nød at spille det til fulde, og på et unavngivet nyt nummer viste Vonsild en ny side af sig selv som sanger. Gentagende og gradvist mere aggressivt sang han »Each time I wake up, I die one more time,« og det var næsten som at kravle direkte ind i følelsesregistret på den helt unikke danske sanger. Også Kristensen fik vist sit repertoire med lækre guitarriffs og et musikalsk overskud, der viste noget af den stjernestatus, som han er ved at gøre krav på i dansk musik efter sin udgivelse Space og nu med Cancer.

Det hele kulminerede med en fremragende fremførsel af nummeret med den fantastiske titel “Hunting Large Cats From Helicopters”. Her blev det sagte og stille opgivet for et massivt lydbillede, der fungerede perfekt som klimaks for en betagende ny duo, der har gravet ind i deres inderste og fundet noget meget særligt frem.

★★★★★☆

Deltag i debat