Artikler Interview

Roskilde Festival 2014: Cancer – voksenvenner og blodsbrødre

Foto: Simon Birk
Skrevet af Niklas Kiær

Roskilde-aktuelle Cancer fortæller om, hvordan det lidt særprægede band-navn opstod, om nye vigtige venskaber og om livet generelt!

Foto: Simon Birk

Foto: Simon Birk

Fredag eftermiddag mødtes jeg med Kristian Finne Kristensen og Nikolaj Vonsild, bedre kendt som Cancer, til en snak om voksenvenner, sorg og Roskilde-oplevelser.

På forhånd havde jeg undret mig meget over, hvad der lå i navnet på duoen. At vælge Cancer som bandnavn vakte mange spørgsmål i mig, og det var bestemt heller ikke nogle kedelige svar som duoen diskede op med.

“Vi er ikke ude på at gøre nogen kede af det, eller pisse nogen af” afklarer Vonsild. “Vi har begge to oplevet at have livstruende sygdomme ind på livet, og det har haft en del i min største sorg og tragedie”.

“Ret hurtigt efter vi var begyndt at skrive sange sammen, vendte jeg mig mod Kristian og sagde, at vi blev nødt til at hedde Cancer”.

De dybe samtaleemner ligger ikke de to fjernt, og man kan mærke, at det har haft en stor indflydese, både på musikken, men også det venskab som de har fået. Kristensen uddyber: “Vi blev ligesom blodsbrødre af de ting, vi delte, og det var befriende at møde én som man ikke havde kendt hele livet, men stadig kunne fortælle alting til”.

Den ærlighed og følelsesmæssige dybde bliver direkte oversat til musikken. Debutpladen Ragazzi er meget personlig, og man kan mærke, at de to musikere har fundet noget i hinandens venskab og musikalske samarbejde, der har rørt dem begge. Om projektet forklarer Kristensen: “Der opstår noget som vi ikke kendte til. Der opstår en fornemmelse af noget helt tredje, noget hverken jeg eller Nikolaj kunne have lavet alene. Lidt firkantet, og med et glimt i øjet, kan man sige at nogle bandsammenhænge måske mødes om det de kan sammen. Det, vi gør, er at mødes om det, vi ikke kan”.

Snakken går videre på første gang de mødte hinanden (by:Larm i Oslo), og på trods af det tætte venskab, var det ikke kærlighed ved første blik. “Første gang jeg mødte Kristian, tænkte jeg: “Han er jo idiot ham der”” får Vonsild sagt, og griner. Kristensen forklarer at det var tidligt på dagen og på vej hjem med flyet. Han vender sig mod Vonsild og forklarer spørgende, at han måske var lidt lukket, men Vonsild er hurtig til at afklare: “Kristian er ikke idiot, eller specielt lukket. Man skal bare ikke prøve at komme i kontakt med ham om morgenen”. Det lidt tilfældige møde ender dog ud i et tæt venskab, der har særlig karakter af at være forankret i de dybe og ærlige følelser, samt at de har mødt hinanden senere i livet. En “voksenven”, som Vonsild betegner det. “Det bliver måske lidt buddhistisk, men det giver dig muligheden for at sige: “Da var da, og nu er nu”. Jeg er fra Lars Tyndskids mark, men selv i København ender man hurtigt med at fattes i de samme grupper. Der er noget befriende ved at møde nye mennesker. Det kan anbefales”.

Interviewet begynder at få karakter af samtale, og spørgsmålene til svarene bliver længere og længere, om end ikke mindre spændende. De interessante diskussioner og betragtninger er mange, men jeg føler, at jeg var ved at miste grebet. Min manglende erfaring sparker ind og tanken strejfer mig: “Hvordan fanden skal jeg skrive det her interview?”

Semipanisk rykker jeg videre til at snakke om Roskilde Festival. Kristensen tænker tilbage og fortæller: “Min første gang var i ’98, altså som gæst. Vi havde lige vundet DM i Rock med mit daværende band, og det var den eneste festival vi ikke skulle spille på. Vi var så crazy, lå og babbede chillum og var nøgne. Jeg kan huske, jeg så et norsk band, Seigmen. Det var et meget mørkt og kutteklædt band med nogle meget smukke tekster. Jeg kan særligt anbefale pladen Total, som netop var fra det år. Det ændrede noget i min måde at skrive tekster på”.

Nikolaj Vonsild tilføjer tørt: “Jeg var her første gang i 2008”, og uddyber: “Jeg havde en eller anden lam idé om at: “Hvis jeg skal på Roskilde Festival, så skal jeg fandme spille her.” Det var sgu dumt, men det var sådan en idé jeg havde. Nu er jeg her og jeg kommer helt sikkert til at komme tilbage de næste mange år”.

Som særligt musikminde fra det år nævner han Gnarls Barkley, og i  sammenhæng også Outkasts koncert på Orange fra i år. “Rapmusik har haft en stor betydning i min musikopvækst, og særligt det fra syden, fra Atlanta, med både Outkast, Cee-Lo Green (fra Gnarls Barkley), Killer Mike, som vi jo har lavet et nummer med i When Saints Go Machine, og hele det her kollektiv, der hedder Dungen Family har haft en kæmpe indflydelse på mig. Så det har været en stor oplevelse for mig at høre Cee-Lo i 2008 og Outkast i år. Så er jeg ligeglad med, hvad folk mener om, at de ikke kan udfylde en scene. For folk kender 3-4 numre, og jeg har haft alle deres plader, DVD’er og selv uofficielle udgivelser. Folk vil så gerne have deres kæmpe band på Roskilde Festival, men jeg har aldrig haft en musik-oplevelse, der var så stor”.

Men det er et andet særligt Roskilde-minde, som Vonsild nævner, der kan få de fleste Roskilde-gængere til at nikke på hovedet og brede smilet henover læberne. “Jeg så Kings of Leon med min lillebror, og lå nede i støvet og lyttede til det her pik-rock og vi sang hinanden ind i hovedet. Det var det der med at give fuldstændig slip på alt, og det var okay at være væk og helt blæst. Det er godt at gøre sådan noget lidt mere normalt”. Amen.

 

Deltag i debat