Artikler Interview

Roskilde Festival 2014: Chorus Grant – »Space er mit første rigtige album«

Foto: Esben Boeg Jensen
Skrevet af Iben Andreassen

Anmelderne kalder Space et af de bedste danske albums i år, selv kalder Chorus Grant det for sit første rigtige album. I år optrådte han første gang solo på Roskilde, men inden mødte han Undertoner for at fortælle os om sin rigtige debut

Foto: Esben Boeg Jensen

Foto: Esben Boeg Jensen

Klik.

Et close-up af Kristian Finne Kristensen aka Chorus Grant rejser over Roskilde lørdag aften og lander næste morgen på Undertoners Instagram.

»Gør det noget, at jeg bare ser helt almindelig ud?«, spørger han og hviler ansigtet i hænderne.

Københavneren og eksil-bornholmeren har enten sin egen unikke tone eller en smule bornholmerdialekt, der stadig hænger ved ordene, når han snakker, sødt, lidt syngende og med overraskende tryk, som får det hele til at svinge. Det lyder lidt, som når Chorus Grant synger – skævt, varmt og særegent. Og dog. Han både lyder mest som og ligner en københavner. Han har sin guitar med. Grå t-shirt på, grøn tynd jakke med ternet for og lidt trætte, meget venlige øjne.

Lidt tilfældigt sidder vi i området for internationale journalister i Mediebyen. Vi er gået et stykke for at komme på afstand af den revolution, som netop er startet på Orange Scene med Manu Chao i spidsen og en hær af høje brag, som ryster hele festivalpladsen. Vi er gået ud på en slags primitivt bolværk over sumpet sort vand og sætter os på en bænk klistret til med øl og bandstickers. »Der er lidt sumpromantik over det her«, siger Tue Kjerstein fra pladeselskabet Tambourhinoceros, som deltager i interviewet, og Kristian supplerer: »Spartansk og hyggeligt«.

Dengang på Villa Nova

32-årige Kristian har allerede en lang karriere bag sig.

Som 16-årig vandt han DM i rock sammen med skolekammeraterne i bandet Soft Porn, rejste på Europaturné med The River Phoenix, og for to år siden fik han sin solodebut med albummet And the Villa Nova, som var en smule mere larmende og tempofyldt end det nye album, Space, som kom ud tidligere i år.

Selv vil han dog gerne kalde Space for sit debutalbum eller And the Villa Nova for “Chorus Grant 0” og Space for “Chorus Grant 1”. Det blev klart efter det første album, at han skulle prøve at gå en anden vej. Da han skal forklare, hvad han gjorde, sammenligner han det med at prøve at skrive med venstre hånd og observere, hvordan skriften hælder anderledes og bevæger sig på papiret på en ny måde, som om det er en anden, der fører pennen. Ved at arbejde på den måde – med venstre hånd – nåede han frem til Chorus Grant version 1.

Ud over soloprojektet er han i dag også den ene halvdel af duoen Cancer sammen med Nikolaj Manuel Vonsild, manden med den fantastisk skælvende stemme fra succes-gruppen When Saints Go Machine.

I dag bor Kristian Finne Kristensen på Østerbro i København, men han voksede op På Bornholm med en far, som spillede musik, dog mest i sine unge dage, og han var ikke nogen varm fortaler for, at Kristian skulle skabe sig en karriere inden for musik.

»Min far spillede dansemusik i blandt andet Villa Nova, som var et af de steder, hvor man spillede på Bornholm dengang. Steder, som er døde og færdige i dag. Det er sjovt at se tilbage på nu: Var det virkelig her, det skete? Her sygeplejeskolen og militærrekrutterne kom og mødtes? Når jeg kigger på billeder fra dengang, så tænker jeg, at det var en cool far, men det var ikke rigtig den far, jeg voksede op med, for senere synes han, at det var for vildt og forbudt at gå musikkens vej. Det kunne man ikke, man kunne jo ikke tjene penge på den måde. Men som teenager vil man gerne det, man ikke må.«

Fornemmelsen af fremmede steder

Inden Finne fyldte 18 år kom han på turné med bandet The River Phoenix. Det blev starten på en musikalsk karriere.

»Det var vigtigt med en anledning til at komme væk«, fortæller han, om dengang han forlod Bornholm.

Han har ikke noget i mod hverken Bornholm eller sin opvækst, tværtimod. Man kan mærke nostalgien, når han lader tankerne bladre gennem gamle fotoalbums fra øen i det østligste Danmark. Han indrømmer også, som hans forældre nok tænkte dengang, at han var meget ung.

»DM i rock blev på en måde en blåstemplingen af, at jeg skulle flytte. Der var et bookingbureau og så videre i København som sagde: I skal ud på turné og festivaler! Det betød også, at der var nogle voksne, som passede på mig, og det gjorde det sværere for mine forældre at sætte sig imod. Jeg sov i lang tid med et lille rødt nightlight. Jeg var meget ung, men det var godt, at jeg kom af sted. Både for mit forhold til Bornholm og i forhold til min mor og far. Det var et perfekt hjem, men jeg ville ud og opleve noget, og det kom jeg så i kraft af musikken.«

Rejser og tanker om at rejse har også optaget Finne på det nye album. Men nu er han blevet ældre og efter en nylig rejse til nogle af de steder, som han længe havde drømt om at besøge, er han endelig kommet hjem – indtil videre – og kan reflektere over, hvad dét vil sige – hjem – og hvorfor ude er så specielt.

»Når man lytter til Space, skal man have en fornemmelse af, at der er tale om fremmede steder. Jeg ville gerne lave et album om det samme – ikke et konceptalbum – men mange af sangene handler om at rejse og tanker om at rejse, efter man er kommet hjem. Alting er så spændende, når man rejser, hver dag et eventyr – hvorfor kan jeg ikke leve sådan, når jeg er hjemme? Så for min egen skyld har jeg tænkt over det og prøvet at finde ud af, hvad der sker, når jeg er et nyt sted, hvor ingen kender mig, ingen venner ringer, og der ikke er nogen steder, jeg plejer at tage hen.«

Nøjsomt musikalsk univers

Jeg, undertegnede, har lyttet til Space mange gange på meget kort tid.

Nogle albums står alfabetisk på hylden og bliver valgt ud lidt tilfældigt. Nogle står så tæt på hukommelsen, at de sitrer, når man rører ved dem. Sådan står Space for mig. Det var dengang, jeg savnede et rum at være i, og den skabte det rum med plads til ro, eftertænksomhed og nærvær, som jeg havde brug for.

Det nøjsomme og detaljerige musikalske univers kendetegner albummet. I en tid hvor det er tjekket at være på og vise verden, hvor meget man har og kan, går Space i mod strømmen og blotter sig: Skruer ned, skærer fra og efterlader et endnu stærkere indtryk. Chorus Grant har skruet ned for instrumenteringen, ned for tempoet og op for intimiteten. Det gør det ikke mindre effektfuldt. Tværtimod. Det gør det mere sanseligt. Hvis man lytter, og det skal man, så kommer detaljerne efterhånden frem rundt om falsetten og den let-jazzede americana-stil med det resultat, at et umiddelbart lidt indelukket album åbner sig, og musikken kryber helt ind under huden.

Separate Room

Albummet har format nok til, at det sikkert bliver stående i min stue sitrende i mange år. Det skyldes også Chorus Grants solide sangskrivning. Han eksperimenterer, men ordene står altid klart, og med hans lyse stemme vikler han dem ind i vidunderlige melodier.

»Det her album var lidt farligt«, begynder Kristian, da jeg spørger til arbejdet med teksterne på Space og fortæller:

»Den handler om nogle ting, som er svære at snakke om. Derfor var det også vigtigt for mig, at jeg tog det på min egen kappe. Det skulle ikke være sange, som satte hverken personer eller episoder i scene, jeg må kun sætte mig selv i scene.«

Han fortæller, at sangen “Separate Room” godt kunne have været albummets titel. Teksterne på albummet er betragtninger af noget vigtigt, de ting, som er svære at snakke om. Man betragter, hvad der foregår rundt om én, men tager udgangspunkt i, hvordan man selv har det og sætter dermed heller ikke nogen i scene, når oplevelserne bliver til sangtekster. Her kommer titlen ind “Separate Room”: Der foregår noget vigtigt inde i rummet dér, men man sidder selv i rummet lige ved siden af.

»Jeg vil ikke fortælle om, hvad der foregår inde i det andet rum. Ikke direkte. Men hvordan føles det at sidde i rummet lige ved siden af? Alle tankerne – hvad sker der, og hvordan har jeg det med det? Jeg skriver altid fra et jeg-synspunkt, så det er åbent for fortolkning, og man kan lægge sit eget liv ind i det. Men det er vigtigt for mig, at det er virkeligt, det jeg skriver«

Tanker om fremtiden

Det er blevet aften, og lyset og farverne på himlen er begyndt at skifte, da interviewet lakker mod enden. Der er noget særligt over den sidste store festaften på Roskilde. Ligesom om timerne sidst på aftenen er lidt mere røde og minder om alle aftnerne før og om, at nu kan man træt tage hjem.

Chorus Grants første besøg på Roskilde var også det år, hvor han vandt DM i rock, og hans musikkarriere rigtig kom i gang i ’98. Dengang kom han som gæst og tog på »Roskilde-druk«, hvilket ikke kun var sjovt, for samme sommer skulle han optræde på flere danske festivaller med en noget brugt stemme.

I år har han glædet sig til at høre Deerhunter og New Zealandske Connan Mockasin. Derudover stod Psyched Up Janis også på programmet, mest fordi Finne og drengene fra The River Phoenix dengang var vilde med gruppen med Sune Rose Wagner i spidsen, og deres musik kan stadig noget, siger han.

Til efteråret drager han selv på dansk turné. Selvom Chorus Grant jo ret beset er et soloprojekt, så får den hele armen med et femmandsband.

»Jeg har store ambitioner. Jeg vil også rigtig gerne prøve at spille i nogle lande rundt om Danmark, særligt Tyskland er nærliggende. Det vil jeg simpelthen. Jeg synes, det er vigtigt at få det prøvet af, koste hvad det vil.«

Deltag i debat