Koncerter

Roskilde Festival 2014: Connan Mockasin, 04.07.14, Pavilion

Skrevet af Camilla Zuleger

Connan Mockasin og band hastede ind på scenen direkte fra motorvejen og fik hurtigt overbevist publikum om, at sporet var helt rigtigt. Alligevel nåede det aldrig derop, hvor man kunne have håbet.

connan

Da Connan Mockasin og co. endnu ikke har overstået lydprøven, og tiden er vel over det annoncerede starttidspunkt klokken 14, er tilgivelsen stor. For publikum betyder det jo trods alt kun mere tid med den evigt charmerende newzealeander. Da han træder på scenen for alvor og annoncerer, at bandet nærved ikke havde nået frem trods livsfarlig kørsel på motorvejen, får man derimod bange anelser. Er de overhovedet landet nok til at være så tilstedeværende, som publikum forventer og forlanger? Nok er det en eftermiddagskoncert på en dag med den velkendte bagende Roskilde-sol, men her er intet mindre end det bedste godt nok.

Mockasins musik fungerer sært kælende for underbevidstheden, som bevæger man sig i en glasklokke på dybt vand. Og med en kæk attitude og en opfordring om, at minimum en tredjedel af publikum skal smide tøjet, charmer han sig heldigvis ind på den talstærke mængde mennesker, der er med på den værste.

Og det funger – langt hen ad vejen. Det ér meningen, at Mockasin skal følge med hvilken som helst fornemmelse, der opstår på scenen, men nogle gange bliver de syrede passager lige vel syrede. Der er masser af plads til lidt mere af den intensitet, der kendetegner det seneste album, Caramel (2013), der også står for en stor del af setlisten.

De er tæt på, men når ikke helt derop, som deres helt igennem velfortjente hype fordrer. Noget i mig siger dog også, at det – som det ikke sjældent sker på Roskilde Festival – kunne reddes ved at skrue bare en tand mere op for volumen.

★★★★☆☆

Om skribenten

Camilla Zuleger

Biografi:
Græder når jeg hører musik, der giver mening og går op i en højere enhed. Bliver til gengæld træt og gammel, når musikere ikke udnytter deres potentiale. Det nytter ingenting, hvis lyrikken ikke spiller. Og det er lidt løgn. For jeg har for ganske nyligt kastet min kærlighed på den elektroniske scene med dubstep og andre fortryllende instrumentale og bestemt ikke særlig lyriske arrangementer. Alligevel er mine all-time favorites nogle, hvor teksterne lige så godt kunne være havnet i en digtsamling. Hvilket giver mig anledning til at sige, at jeg bruger overskydende tid på at tosse rundt på danskstudiet på Københavns Universitet med masser af god og dårlig poesi og en kræsen for detaljen. Lidt ligesom min musiksmag. Håber jeg.

Skriv et svar

boeger