Koncerter

Roskilde Festival 2014: Damon Albarn, 04.07.14, Arena

Skrevet af Niklas Kiær

Damon Albarn viste fredag aften, at han ikke bare er rockstjerne, men en gudsbenådet komponist og en af de mest banebrydende musikere i de sidste 20 år.

damon

Da Damon Albarn udgav sit første soloalbum tidligere i år, stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvem er Damon Albarn egentlig? Fredag aften på Arena gav han til fulde svar: Han er rockstjerne, gadedreng, superkomponist, guitarist, pianist og fremragende på en melodica.

Med et supertight backingband, The Heavy Seas, i ryggen holdt Damon Albarn hof for sit beærede folk. En energisk start med “Lonely Press Play” og “Everyday Robots” fik publikum helt op at ringe fra start, og utroligt nok kom koncerten aldrig ned derfra. Efterfølgende fortsatte han videre ud i Gorillaz-materialet, der fik en god start over i direkte euforisk fest. Konstant smilende og vandkastende rendte Albarn rundt og emmede af overskud og star power. Det ene øjeblik sad han med lukkede øjne og sang dybt personlige tekster som på “Out of Time”, “Hollow Ponds” og “Hostiles” for det næste at hoppe rundt og give den gas til “Kids With Guns”. De stille og mere introverte øjeblikke med Albarn på klaver brillerede således helt på samme plan som de euforiske øjeblikke, og publikum fik ikke et ben til jorden under koncerten, der fungerede som en slags supermedley over Albarns karriere.

De unikke toner fra The Good, The Bad & The Queen imponerede også stort, og selvom trommeslageren i The Heavy Seas ikke var Tony Allen, så fungerede det stadig fremragende, når de kastede sig ud i “Kingdom of Doom”, og særligt “Three Changes” var fantastisk at høre live. Der blev også plads til et enkelt nummer fra afrobeat-projektet Rocketjuice and the Moon, og efter 14 numre og godt en times spil forlod Damon Albarn & The Heavy Seas scenen efter at have spillet Blurs b-side “All Your Life”.

Indtil da havde koncerten været upåklagelig og rangerede i mit hoved allerede som en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival. Men festen var slet ikke slut endnu. Bandet kom tilbage på scenen, og nu blev der hevet esser ud af ærmet. Albarn stod med melodica i munden og spillede sagte de første første toner fra superhittet “Clint Eastwood”, men valgte derefter at spille en smule kostbar og forlade scenen, så han kunne klappes og hujes tilbage. Til at udfylde rap-delen havde han taget sin tidligere arbejdspartner, grime-rapperen Kano, med fra Storbritannien. Til min umiddelbare skuffelse begyndte han ikke med Del the Funky Homosapiens »Finally, someone let me out of my cage…,« men holdt sig i stedet til sin egen rap. Det fungerede til gengæld upåklageligt, og energien var god mellem de to rutinerede musikere.

Som om det ikke var stort nok, så kom selveste De La Soul på scenen ved næste nummer og var med til at få festen op på hidtil uanede højder med “Feel Good Inc.”. Euforien var enorm, da Maseo tog fat i en mikrofon og råbte det ikoniske og maniske grin. Som afsluttere fik Albarn et kor med på scenen til de gospel-inspirerede “Mr. Tembo”, “Don’t Get Lost in Heaven” og “Heavy Seas of Love”, der endegyldigt fik sat punktum for en vanvittig koncert.

Med det imponerende bagkatalog i ryggen blev der gået fra det ene projekt efter det andet, men koncerten havde hele vejen igennem en klar rød tråd. For der er noget, der er forenet i den musik, som Albarn har lavet. Der er en nerve og en sjæl, som er en sjælden gevinst. Genrer eksisterer tilsyneladende ikke for manden, der i stedet jagter den gode lyd, den fede rytme eller det gode groove. Jeg blev efterladt overvældet af, hvor meget banebrydende musik han har leveret i sin karriere, og følte mig ført tilbage til mine egne minder med udgivelsen af særligt Gorillaz, Think Tank, Demon Days og The Good, The Bad & The Queen. Albarn er rockstjerne, men det er på grund af hans evner som sangskriver og komponist, at han i mine øjne er blandt de største over de sidste to årtier.

★★★★★★

Deltag i debat