Koncerter

Roskilde Festival 2014: EMA, 06.07.14, Pavilion

Skrevet af Camilla Zuleger

Dårlig lyd og en bastant uoplagthed, gjorde det uklarthed, hvad hypen om EMA egentlig består i.

ema

Har man set bare et par sekunder af videoen til singlen “Satellites“, får man hurtigt skruet forventningerne om at blive mødt af en mærkbar fandenivoldskhed, når Erika M. Anderson træder på scenen,  helt op. Og høje forventninger har det med at være en dårlig indstilling, hvis ikke man vil gå fra en koncert, som den EMA spillede på Pavilion, slukøret og misfornøjet.

EMA har først for nyligt bevæget sig ud af undergrundsmiljøerne og skiftet clubkoncerter på Berghain i Berlin ud med de mere etablerede scener. Men bandet har eksisteret siden 2006, så erfaringerne om hvordan man bevæger sig på en scene og instruerer en lydmand i at dreje på de rigtige knapper, på det rigtige tidspunkt, må nødvendigvis være der.

Men det virkede ikke sådan. Eller også var EMA bare – som resten af de fremmødte i teltet – ramt af søndagstilstanden. Anderson bevægede sig lidt søvnigt rundt på scenen, så hendes normalt grungede udtryk døde hen i en næste ugidelighed. Havde det her været en af hendes mange performances på klubber, var det der, man var gået i baren.

Der var øjeblikke, hvor det var muligt at høre hendes vokal, og den karakteristiske forvrængning af samme, der er med til at give en næsten psykedelisk oplevelse, særligt når det er live. Når lyden er optimal, giver det mening, at Anderson og co. ikke hører til de mest ekstroverte mennesker, eller bare mennesker med minimum af karisma. Men når setuppet var som denne dag, kan end ikke en afslutning, der bragte referencer fra PJ Harvey og M.I.A i skøn forening, redde det.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat