Koncerter

Roskilde Festival 2014: Future of the Left, 03.07.14, Avalon

Skrevet af Camilla Zuleger

Future of the Left burde være det friske indspark, som publikum på Roskilde Festival har brug for i form a distortionguitarer og fuck y’all-attitude. Men det var de ikke, og det var lidt hårdt i længden.

future-of-the-left

»The music industry is lying to you – it is telling you that you are excited. And you ARE excited. Or you have confused excitement with the fear of missing out.«

Hell yeah, hvor jeg ikke troede, at Roskilde Festival kunne blive skudt i gang bedre end med det britiske alternative punkband Future of the Left. Troede. For selvom det på mange måder kan være svært at bede de støjende punkere om at opføre sig pænt – eller i det mindste at spille godt på deres instrumenter – så kunne de tre gutter og ene gutinde godt have taget sig lidt mere sammen.

De rigtige elementer var ellers på plads. Mest underholdende for mig var desværre langtfra, hvad der foregik på scenen, men snarere i den hardcore fanskare, der havde indfundet sig forrest i Pavilion. Opskriften var, som man kender den fra Lucky Luke, men i en lidt opdateret udgave: 1. Kast væske ud over dine medpublikummer (hvilken slags væske det var, tør jeg end ikke gisne om, men det var bestemt ikke vand). 2. Spræt en hovedpude op og kast fjerene op og rundt. Nu har vi det sjovt. Tilsæt derefter obligatorisk moshpit, og du er helt sikker på, at koncerten holder op med at handle om musikken.

At det ikke drejede sig så meget om musikken, var jeg til gengæld ikke rigtig utilfreds med, for det var desværre ingen større oplevelse. Det føltes som noget nær tortur, da bassist Julia Ruzicka spændte en kazoo fast til mikrofonen, der stadig havde rumklang eller det, der var værre, til nummeret “Things to Say to Friendly Policemen”. Et nummer, der heller ikke rockede albummet How to Stop Your Brain in an Accident (2013), men som bestemt ikke blev bedre live.

Future of the Left er ikke et britisk punkband for ingenting, og traditionen fra Sex Pistols lå hele tiden og lurede under overfladen. Men de er sjove. Eller forsanger Andy ‘Falco’ Falkous prøver i hvert fald at være det. Men at britiske punkbands ikke bryder sig om hverken Metallica eller U2, er hverken overraskende eller underholdende. Derimod snarere lidt trættende, når jokes om de to bands kommer mellem snart sagt alle sange.

Og for at vende tilbage til førstnævnte citat, der stammer fra “Singing of the Bonesaws” fra samme album, var det en meget præcis analyse af deres egen koncert. Jeg troede, jeg skulle være excited, men endte med hovedsagligt at føle, at jeg var gået glip af noget ved ikke at være alle mulige andre steder end Pavilion.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat