Koncerter

Roskilde Festival 2014: Hookworms, 05.07.14, Pavilion

Skrevet af Daniel Niebuhr

Endnu en lørdag nat på Pavilion. Endnu en fabelagtig forestilling udi syret, psykedelisk og støjende rock. Dog leverede britiske Hookworms en langt mere energisk og aggressiv opvisning end de foregående år.

Hookworms

Lørdagens afsluttende optræden på Pavilion-scenen har længe været garant for nogle helt specielle oplevelser. Spids Nøgenhats vanvidstrip i 2011 og Dead Skeletons’ dødsmarch året efter er blot nogle af de helt unikke (og ofte udsyrede) koncerter, der har været det eminente og afsluttende omdrejningspunkt på festivalens næstsidste dag. Britiske Hookworms er næppe lige så garvede som førnævnte syre-/psychrockbands; men som det sidste Pavilion-navn lørdag nat anno 2014 udviste de fem drenge fra Leeds et langt mere energisk og øresønderrivende sæt, end det har været set de foregående år.

Med et ry for storslåede psykedeliske kompositioner og vanvittige liveoptrædener var det lige netop en kombination af begge dele, der gjorde sig gældende ud på de sene nattetimer. Den indledende “Away/Towards”, der også har æren af at åbne kvintettens seneste udgivelse, Pearl Mystics fra i fjor, slog den støjende og konstant fremadrettede stemning an – men det var kun begyndelsen. For intensiteten og koncertens generelle niveau steg kun, i takt med at vi bevægede os længere ind i Hookworms’ lydunivers, hvor den rastløse ungdoms ulmende oprør ligger som en essentiel faktor. Og med tiden stod det mere og mere klart, at Leeds-drengene var kommet for at sætte Pavilion-teltet i brand på deres helt egen kontrollerede og psykedeliske måde.

End ikke forsanger og synthansvarlig Matt Johnsons vokal, der denne aften fremstod om muligt mere udechifrerbar end på gruppens udgivelser, føltes som et kritikpunkt, hvilket til gengæld ikke kan siges om det faktum, at selvsamme vokal simpelthen ikke var til stede i hele første vers af åbningsnummeret – men den kritik skal nok nærmere rettes mod lydmanden. Nej, Hookworms var ikke bare overbevisende og helt igennem medrivende. De var også ligeglade. Ligeglade med normer, regler og min hørelses velbefindende – og det passede mig helt fint. Vi fik under alle omstændigheder en psykedelisk magtdemonstration fra et band, som må og skal opleves live.

De spillede dog kun i omkring 50 minutter, og hvis det stod til mig, kunne de sagtens have fortsat med at levere varen i mindst 20 minutter mere i stedet for at have været endt med et nummer fra deres kommende plade. Men der var samtidig også en naturlig afslutning, hvor det storslåede klimaks ikke mindst føltes veltimet set i forhold til koncertens udvikling mod det stadigt mere støjende. Nok en gang fik jeg valuta for alle pengene lørdag nat på Pavilion.

★★★★★½

Deltag i debat