Koncerter

Roskilde Festival 2014: Icona Pop, 05.07.14, Arena

Skrevet af Camilla Zuleger

Den svenske popduo Icona Pop har to hits for alvor, og dem havde de styr på lørdag aften. Desværre druknede resten i en intethed, nøjagtig som bobletyggegummier, der er blevet tygget for længe.

Icona-Pop3

Du har et spejl, en hårbørste og din allerbedste girlfriend. Du har det vildt, sagt på en anden måde. Men så igen, du er højst 13 år gammel. Pludselig siger kalenderen 2012, og de to svenske piger Caroline Hjelt og Aino Jawa er pludselig 25 år og sammen om Icona Pop, men dagene foran spejlet er ikke gemt langt væk.

Det er stadig lidt sådan det er her to år senere, hvor spejlet lige pludselig hedder Arena: lige dele entusiasme og noget, der mest af alt minder om den sukkerrus, som er karakteristisk for sodavandsdiskoteker i provinsen.

Duoen lagde ud med hittet “All Night”, som aldrig kom helt til slutningen, men i stedet indgik i et lille medley tilsat mere mellemøstligt inspirerede beats. En på alle måder perfekt inspireret start på deres koncert. Desværre døde den lidt der. Deres ivrige hoppen på scenen og oprigtig interesse i deres publikum til trods, var mange af deres sange som det lyserøde bobletyggegummi, der har mistet smagen efter at være blevet tygget for længe.

Særligt grelt gik det for sig, da pigerne kastede sig ud i lemfældig omgang med instrumenter. Først i den blide ende, hvor Aino Jawa samlede en guitar op, der dog aldrig virkede til at være sat til en forstærker – at der indgik en guitar på “Light Me Up”, var ikke noget, der gjorde hverken fra eller til i det højtalersystem, publikum havde glæde af. Men så igen: På den måde gjorde hun heller ingen skade i skarp kontrast til den kazoo, der senere blev bragt i spil. Det er et 100 % unødvendigt instrument, som kun fandt sin berettigelse, dengang det var fast inventar i Happy Meals på McDonalds.

Inden koncerten peakede i en genial og mere dubbet udgave af kæmpehittet “I Love It”, nåede pigerne også at tage livet af Lesley Gores “It’s My Party”. Men når man nu må formode, at det var netop “I Love It”, ni ud af 10 publikummer var kommet for – og den sad lige i skabet – virkede alt til at være glemt.

Måske fordi det var nogenlunde så smagsneutralt som de alkoholfrie drinks tilbage fra de elskede, men bestemt ikke savnede, sodavandsdiskoteker i den spæde teenagetid.

★★☆☆☆☆

 

Deltag i debat