Koncerter

Roskilde Festival 2014: Liars, 03.07.14, Avalon

Skrevet af Signe Palsøe

Liars som rituelt projekt fungerer upåklageligt, hvad enten trioen kaster sig over techno eller tribale percussionseancer. En endnu mere helhjertet overgivelse til naturkræfterne havde gjort koncerten entydig opslugende.

liars

Liars er et rutielt projekt. Hvad enten bandet bevæger sig ud i percussionorgier som på Drum’s Not Dead, eller som på deres nyeste plade fra i år, Mess, overgiver sig helhjertet til et technoinficeret trancetrip, er omdrejningspunktet seancen og det evigt pumpende beat.

Og således selvfølgelig også på Avalon, hvor de tre uden genremæssige knaster diffunderede fra den heftigt zappende Mess-åbner “Mask Maker” over i en rudimentær og trampende “Let’s Not Wrestle Mt. Heart Attack”. Med to trommesæt på scenen var det ingen sag at pumpe tilpas med rungende pondus i det i forvejen tungt gungrende nummer, og bag sin blækspruttelignende striksag af en elefanthue føjede Angus Andrew kun yderligere til det tribale udtryk.

Liars er dog meget andet end et hektisk beat og en strømlinet, knytnævestram fremførsel – og det var man især gennem koncertens første halvdel nødt til at minde sig selv om. Musikken pulserede, men udviklede sig ikke fra skabelonen i en grad, som man kunne have håbet på.

Eller – det vil sige – snart skete der heldigvis noget. Fra den smadrede “Mess on a Mission” gjorde den dystert ulmende og synthrugende “Boyzone” sin entre, og herfra syntes det let som en leg for Liars at adoptere det viltre udtryk, hvor endemålet ikke var fastsat, men kun bestemt af et fjernt udgangspunkt. Og højdepunktet blev den suveræne “Broken Witch”, hvor Andrew med sin mikrofonledning et faretruende antal gange snurret om halsen og ølvom på vej ud af de gradvist synkende bukser opslugte et hengivent publikum komplet i sin hedenske seance helt ude fra scenekanten. En suveræn hekseuddrivelse af en afslutning – og en afslutning, der kunne have stået endnu stærkere, hvis hele sættet havde været præget af samme løssluppenhed.

★★★★½☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar