Koncerter

Roskilde Festival 2014: Lykke Li, 03.07.14, Arena

Skrevet af Camilla Zuleger

Jeg prøvede ikke at skrive en lovprisende anmeldelse af Lykke Li. Men det lader sig ikke gøre. Lykke Li kan noget helt særligt, og det beviste hun endnu en gang på festivalens åbningsdag på Arena.

lykkeli

Det er efterhånden blevet lidt en kliché at skrive gode anmeldelser af den svenske darling Lykke Li. Men med et show som det, hun orkestrerede torsdag aften på Arena, er der (igen) ingen vej udenom.

Det virkede måske lidt dystert at lægge ud med de knustes hjerters soundtrack, “Sadness Is a Blessing” fra Wounded Rhymes fra 2011. Det afholdt dog ikke publikum fra at være med på legen og synge af deres lungers fulde kraft, at de også relaterede til at være sorgens pige.

Lykke Li og hendes band er nok et af de mest veltrimmede og -klædte bands, man kan opleve. Alle i sort jakkesæt på nær Li selv, der i pailletjakke matchede bandets glimmermikrofoner. Med sparsomt lys og sorte backdrops formåede de at iscenesætte billedet på den nordiske stemning, når den er bedst: smukt, melankolsk og ualmindeligt tjekket.

Da de indledende takter af hendes første hit, “A Little Bit”, blev slået an, var der gang i Arena. Og det manglede da også bare, at publikum, der periodisk var lidt kedelige, anerkendte den ret betagende indsats, Lykke Li lagde for dagen. Hendes musik lægger på mange måder op til en mere introvert performance, hvor man bare føler, men hun stod ikke stille ret længe ad gangen. Til gengæld vækkede hendes måde at bevæge sig på mindelser om discodronninger som Karen O og franske Yelle, hvilket gjorde det hele en hel del mindre trist.

Men der er som bekendt mere i livet end disco. Kærlighed og manglen på samme for eksempel. Det var måske lige på kanten til at kamme over i Hollywood-romantik, men hun balancerede på den berømte knivsæg selv i indrømmelsen af, at hun »might never love again.« Under netop “Never Gonna Love Again” skete der dog noget, som jeg troede var gået tabt for altid.

»Take out your Iphones,« opfordrede Li til fra scenen i håbet om at skabe ægte sjælerstemning. Men blandt Roskilde-publikummet er der flere lightere end dyr elektronik. Det var ikke Apple-lyset, der skulle lyse op, men snarere energien fra brændende fingre, og lightere vil altid være bedre end LED-lys.

Fuldstændig overvældende endte afslutningen med at blive. Både hittene “Youth Knows No Pain” og “Get Some”, der afsluttede showet, blev tilsat urbane beats og en bjergdyb bas. Og det klæder bandet helt vildt godt at skrue op for lyden, legesygen og vildskaben.

Lykke Li beviste (igen-igen), at hun er mere end en trist lille pige. Og publikum ditto. Hjertesorger fordrives bedst ved dans og kan i værste fald overdøves, når musikken er rigtig god. Det var i hvert fald alt andet end triste øjne, der forlod teltet, men snarere en ekstatisk crowd, der virkede opløftede på en måde, som kun rigtig gode koncerter kan gøre én.

★★★★★☆

Deltag i debat