Koncerter

Roskilde Festival 2014: Narcosatanicos, 02.07.14, Rising

Narcosatanicos er med deres energiske blanding af syre, punk og jazz ikke for sarte sjæle.
Skrevet af Sabina Hvass

Tre guitarer, en bas med stort B, trommer og altsax udgør den seksmandsorkestrerede psykedeliske metal, der tager røven på nogle af de denim- og læderklædte publikummer, der har placeret sig på plænen foran Rising onsdag eftermiddag.

»Narco- satan, narco-satan!« Sådan står en lille gruppe unge fyre og råber foran Rising, mens aarhusianske Narcosatanicos får styr på de sidste lyddetaljer på scenen. »Jeeeeesus – Jeeeesus Chriiiiist,« bliver der sunget tilbage, og lydmanden vender tommelen op. Himmelen truer med at åbne sig, da bandet går på. Et par enkelte regndråber falder, men de tunge grå skyer gør ikke alvor ud af sine trusler. Narcosatanicos derimod mener det for alvor, når de laver soundtracket til det forestående eftermiddagsmørke, der skydes indover Rising akkompagneret af en suspense-fyldt intro og fem minutters varsel om, hvad der venter de fremmødte.

Zeki Jindyl Søgaards saxofon har rollen som improvisatør mellem støjende riffs, en speedwalkende bas og bølger af dragende akkorder med guitarist Victor Kims vokal lidt lavt på toppen af arrangementet. Saxofonen er også en smule gemt bag det tunge psych-metal, der brager ud af højtalerne indtil et par numre inde i settet, hvor guitarist Tobias Holmbeck må bede om mere sax til folket. Derfra er der fest på de forreste rækker, der samler sig i en mini-mosh til lyden af Suicide-coveret “Ghost Rider”, der får et ekstra skud fandenivolskhed af Holmbecks vokal og Kims guitarfeedback.

Som et klart højdepunkt får ”Nausea” mini-moshen, der har udviklet sig foran scenen, til at eksplodere i en euforisk kamp. Moshen rykker frem og tilbage på de omkringstående, der rocker med. Det er sgu fedt! De mere krautrockede passager, og især saxofonen på “Halluzinationsrausch”, blæser al tvivl væk om bandets lysende fremtid i de mørkeste hjørner af hybridmetal. Fra 60’er- og 70’er-inspireret syre over kaotisk jazz til heavy og skraldet punkrock er der noget for enhver smag, når Narcosatanicos spiller – også på Rising onsdag eftermiddag.

Ét U vil jeg give for Johannes Krøyers showmanship, der gav trommerne en helt speciel vellyd. Endnu et U for de tre guitarer – det fabelagtige sammenspil var tydeligt. Ét U for fem-minutters kompositioner, der bliver til syv. Ét U for basbrilliance, der kan få et siddende publikum op at stå. Og et sidste U for den ekstremt høje lydkulisse. Vokal og saxofon røg ud her og der, men er ikke nok til at fjerne begejstringen for en meget velspillet Narcosatanicos-koncert.

★★★★★☆

Deltag i debat