Koncerter

Roskilde Festival 2014: Omar Souleyman, 05.07.14, Apollo

Skrevet af Daniel Niebuhr

Syriske Omar Souleyman leverede noget af det tætteste, Roskilde Festival kommer på en ægte, syrisk bryllupsfest, da han med sine minimalistiske, synthdrevne technonumre satte gang i festen foran Apollo.

omar

Jeg kommer næppe aldrig til at opleve en vaskeægte bryllupsfest i Damaskus; men heldigvis har jeg fået set Omar Souleyman forsøge at skabe en lignende stemning foran et ellevildt publikum på en ellers sløj og overskyet lørdag i kedelige Danmark.

Med den kitsch og stærkt vanedannende udgivelse Wenu Wenu i baghånden satte Souleyman liv i folkefesten, hvor folk syntes at have været kommet fra nær og fjern for at være en del af de omfattende festligheder. De virkede ligeglade med, hvilke numre der blev slynget ud over højtalerne – og ret beset kunne man da også være rimelig ligeglad, når nu både de minimalistiske og mellemøstlige technokompositioner var så ensformige ,og man alligevel ikke fattede et ord af, hvad Souleyman skrålede.

Omvendt så lod hovedpersonen selv også til at blive oprigtigt smittet med den glæde, han blev mødt med fra den anden side af scenekanten, og det gensidige kærlighedsforhold mellem sanger og publikum ville ingen ende tage. Vi klappede, når han klappede – og det skete tit – og vi jublede ekstatisk, når det ene stykke med præproducerede og synthdrevne bryllupstechno blev afløst af det næste.

Desværre for Omar, så bar koncerten lørdag eftermiddag også præg af én generel mangel. For det, som slog mig mest, var det markante fravær af Souleymans to tidligere musikere, der stod for håndteringen af henholdsvis synth og guitar. Med dem ude af billedet stod syreren næsten mutters alene på den store scene, hvor kun en enkelt assistent gemt bag en høj, sort skærm trykkede play på de i forvejen indspillede backingtracks og ellers fokuserede mest på at filme optrædenen med sin tablet – og så stor en opgave magtede Souleyman ikke at klare alene. Han fremstod simpelthen ikke iøjenfaldende nok midt på det oppustelige græskar, hvilket næsten burde være en umulighed, hans karakteristiske outfit taget i betragtning, og i stedet for at være performeren og agitatoren Souleyman endte han med kun at være sangeren Souleyman. Måske havde en svedig clubstemning på Gloria passet ham bedre?

I sidste ende vandt festen over lydoplevelsen, og var man kommet for at danse røven ud af tunikaen, så befandt man sig på det helt rigtige sted og tidspunkt. Jeg morede mig i hvert fald fra start til slut, og det er jeg sikker på, at den tidligere murer fra Syrien også gjorde.

★★★★½☆

 

Leave a Reply