Koncerter

Roskilde Festival 2014: Pusha T, 04.07.14, Avalon

Skrevet af Maja Hirani

Avalon var pakket til bristepunktet, og massen var klar på hård hiphop fra den ene halvdel af Clipse. Pusha T’s præstation var dog ikke så overbevisende som det begejstrede fremmøde.

Pusha

Det var et nærmest grænseløst velvilligt og engageret publikum, der havde stablet sig tæt i et snævert Avalon til et skud hård, kokain-relateret, attitudespækket hiphop.

Pusha kom rigtig godt fra land, han var i bevægelse, gik stilsikkert fra scenekant til scenekant og virkede kampklar. »Pusha T, Pusha T, Pusha T,« skreg crowden, og han sugede stemingen til sig, og selvtilliden var ikke til at tage fejl af. Efter et lille kvarters tid gik han over i et længerevarende G.O.O.D. Music-indslag, hvor hits, der hører hjemme på Orange Scene, fik sat ild til teltet. Sagen var den, at Pusha T performede lidt fjollede, korte solo-versioner af eksempelvis ”Runaway”, ”So Appalled”, ”New God Flow” og ”Mercy” – og ja, sug af begestring farede igennem mig, da hvert beat droppede, men lykken var kort: Pusha T’s vers er generelt blandt de svageste på numrene, og vi var for hurtigt videre i teksten. Det var festligt, bestemt, men det var også lidt søgte crowd-pleasere, der fik meget af Pusha T’s solomateriale til at virke fladt. Der var for meget G.O.O.D. Music-sludren, og da Pusha begynde at tale, »… the G.O.O.D. Music movement…,« som om en sådan nogensinde har eksisteret, begyndte jeg at rynke lidt på næsen.

»Sådan er det sgu altid til de dér rapkoncerter! Et nummer varer 20 sekunder,« hånede en fyr bag mig, og mens det udsagn ikke er helt fair, så var det i dette tilfælde temmelig svært at modsige. Men det er et ærligt problem med Pusha T: Hans soloplader består af et meningsløst antal gæstevers, hans mest anerkendte præstationer i nyere tid er som feature i possecuts, og hans overordnet mest gyldne tid finder vi stadig i duoen Clipse. Men på Avalon var han en enmandshær – lige meget hvor meget han forsøgte at bringe ‘movement’-brødrene ind i det, skulle slaget på Avalon slås på egen hånd.

Og det var ikke helt overbevisende. Det blev forsøgt med lettere mudrede vers og en høj bas, og jeg tror i højere grad, at det var de velkendte, hårde beats, end det var Pushas live-levering, der satte stemingen i kog. Hans vers var mudrede, og den ellers så kraftfulde og karakteristiske stemme var næsten ikke til at genkende. Backing-trackets vokal på omkvæd var mest en lettelse, ligesom backup-rapperen var ret essentiel. Når alt kommer til alt, så havde My Name Is My Name ikke den pondus live, som pladen reelt indikerer.

Alt i alt en blandet oplevelse: Pusha T var en jævn skikkelse på scenen, der dog havde folk på sin side. Ingen tvivl om, at store dele af det utroligt begejstrede publikum var fornemt underholdt, selvom tilråbene dæmpedes sig en anelse, som koncerten skred frem.

★★★☆☆☆

Deltag i debat