Koncerter

Roskilde Festival 2014: Sleigh Bells, 05.07.14, Arena

Skrevet af Sabina Hvass

Sleigh Bells spillede højt og hårdt, men deres energiudladning smittede desværre sjældent af på det trætte festival-publikum.

sleighbells

Det var et hårdt konkurrencepræget tidspunkt for duoen Sleigh Bells på Arena kl. 01.30 i nat, hvor Major Lazer sørgede for fest foran Orange og Slowdive trak de fleste shoe-gazer fans over til Avalon. Everly Brothers’ “Love Hurts” spiller de fire live bandmedlemmer ind på scenen, og forsanger Alexis Krauss lægger ud med ordene: »”Let’s make the best of this!«. Det blev med det samme tydeligt, at man på scenen havde behov for, at de få fremmødte gav al deres energi fra start til slut for at holde gejsten oppe og festen i live.

Krauss og co. gør dog deres i den forbindelse! Alle er dynamiske og bevægelige på scenen og smadrer igennem på de noisede popnumre. Trommerne får stående tæsk og spark på dobbeltpedalerne, begge guitarister piler frem og tilbage fra scenekanten til deres Marshall forstærkere, mens Krauss flere gange besøger forreste række for at skabe kontakt. Under det hårdtslående “Minnie, Ripper” opdager jeg, at lidt flere har vovet sig ind under Arenas teltdug. Energien kører dog på sidste vers blandt publikum, mens Sleigh Bells fortsætter i et højt insisterende tempo.

Krauss charmerer sig også ind på pitten med sin undskyldning for at have forsømt Danmark. Sleigh Bells spillede et ydmygt set på Musik Loppen på Christiania i 2011. Men det er desværre ikke nok til at begejstre meget mere end den gruppe af unge mennesker, som denne aften havde placeret sig i front. Favoritterne deroppe på de forreste rækker må nok være “Bitter Rival” og “Infinity Guitars”, der får lov at buldre derudad. Efter en ekstremt imponerende vokalperformance på  “You Don’t Get Me Twice” klager Krauss over den feedback, hun åbenbart har i øret…ikke noget man hører ude i crowdet, men de vanskeligheder de har på scenen bliver et symptom for den lidt mislykkede kraftanstrengelse bandet giver denne nat på Arena.

Trods Krauss’ høje energiniveau og bevægelse, der fra hop bliver til dans og headbanging, virker hun aldrig bare en smule forpustet, og hendes vokal er næsten stærkest mod slutningen. Bandet spiller højt og hårdt, men deres energiudladning smittede desværre sjældent af. Luften var ganske enkelt feset ud af festballonen, og selvom Krauss opfordrede til fest med bemærkningen om, at vi jo kun lever én gang, var der kun sporadisk forbindelse mellem Sleigh Bells og publikum.

★★★☆☆☆

Deltag i debat