Koncerter

Roskilde Festival 2014: Slowdive, 05.07.14, Avalon

Skrevet af Søren Jakobsen

I sidste øjeblik-bookede Slowdive leverede natten til søndag en totalbetagende støjfest på både godt og skidt.

slowdive

Disclaimer: Fanboyanmeldelse

Der er unægteligt mange faktorer, der kan forvirre oplevelsen for en, når man er gæst på en Roskilde Festival. Gummibåde fyldt med pornoblade, hærdebrede svenske brydere i mankinis, Major Lazer og generelle varmerelaterede begivenheder er en ting. Men selve programlægningen kan også forvandle en ellers rodet festivaloplevelse (og programmet) fra en ting til noget helt andet.

Der findes for eksempel ærgerlige afbud, men der findes heldigvis også geniale erstatninger. Sådan var tilfældet, i hvert fald for nogle af os, da Roskilde hev engelske Slowdive op af posen til årets festival i stedet for Chromeo, som ved Gud ikke ligefrem er undertegnedes kop te. Men som termometer for objektiviteten, eller manglen på samme, kan jeg passende slå igennem fra toppen, at Reading-bandet til gengæld hører til blandt mine absolutte favoritter på tværs af alle genrer, og deres gendannelse var en meget tidlig julegave, da den blev annonceret i januar.

Og at de åbent har erklæret, at deres gendannelse også er med henblik på en ny plade på et tidspunkt, gør det ikke ligefrem værre. I mine øjne er deres udgivelser mere eller mindre pletfri, fra de (desværre møgdyre) tidlige ep’er til svanesangen Pygmalion. Med udgangspunkt i det, der dog nok er deres ‘hitplade’, 1993-udgivelsen Souvlaki, leverede de sidst i maj en kosmisk støjbold af en koncert på festivalen Primavera, hvor taknemmeligheden over fremmødet og modtagelsen var til at skære i fra scenen.

Det ville derfor have været trist, hvis de fremstod som ringvrag med delaypedaler, men de var tværtimod særdeles vellydende, selvom deres smukke grydehår fra deres storhedstid med årene er blevet mere konventionelt anlagt. At de så har en passiv og valium-blød udstråling på scenen og ikke svinger videre med mikrofoner eller nedre regioner, er, uanset hvad, også sekundært inden for shoegazer, hvor lyden og sanseforvirringen er i højsædet, i hvert fald det meste af vejen.

Så det manglede da bare, at de kom forbi her også, selvom der knageme ikke var tale om et totalspækket Avalon. Det gjorde ikke noget. Så kunne man komme helt op foran, og det gør ikke ligefrem noget til koncerter inden for genren, selvom ørepropperne er rare at have på sig.

Propperne kom dog hurtigt ud igen, da først det indledende lydtryk fra deres nonchalant navngivne “Slowdive” og en knitrende “Avalyn 1 & 2” havde lagt sig, for selvom vokalerne kan være utydelige i lydbilledet ved især “Slowdive”, og sådan set skal være det på den instrumentale “Avalyn”, så var de totalt fraværende, hvilket også hurtigt gik op for vokalisterne Rachel Goswell og støjhøvdingen Neal Halstead. Hvor de på Primavera havde været tilbagelænede og afmålte i deres generelle udtryk, virkede bandet mildt sagt forvirrede over ridserne i audiolakken, hvilket ikke blev nedjusteret, da diverse guitarpassager også begyndte at falde ud under de følgende numre.

Man kan nemt brokke sig meget over lyd, og det blev løst delvist undervejs, men det var noget ødelæggende for helhedsindtrykket, og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der blev lidt smittet af bandets distraktion.

Når så DET er sagt, så var Slowdive, når alt klikkede, og det gjorde det heldigvis under store dele af den vel omkring 80 minutter lange shoegazertjeneste, et band i (relativt) fuld kontrol med deres virkemidler. Ikke bare det, så foretog de også nybyggeri på deres bagkatalog, navnlig numrene fra Goswell/Halsteads mere eller mindre solokonstruerede projekt Pygmalion, der afsluttede Slowdive i første omgang.

Numrene fra den plade blev mere eller mindre aldrig spillet live, da bandet reelt blev opløst under indspilningen, men i 2014-udgaverne er numre som “Crazy for You” og “Blue Skied an’ Clear” blevet håndfodret med steroider, hvor den bløde puls fra Pygmalions kodeinrum blev delvist erstattet med mavepumperbas og powerakkorder.

Her kom Avalon-scenen virkelig til sin ret, for den har bestemt kvaliteter med sit halvlukkede rum og udspekulerede scenekonstruktion. Kombineret med en (næsten) upåklagelig setliste, hvor den flimrende “Catch the Breeze” og ‘hit’-singlerne “Alison” og “When the Sun Hits” stod ud som isblå flammer, og bandet kom godt rundt i hjørnerne af deres bagkatalog, så endte Slowdive med at være en totalbetagende støjfest på både godt og skidt.

At de ikke scorer højere, er dog selvsagt på grund af de lydmæssige kiks, der også smittede uheldigt af på bandets koncentration, og ærligt talt, fordi at jeg ved, de kan være bedre, når de ikke skal bøvle med teknikken. At de ikke scorer lavere, er på grund af Rachel Goswell. Orv, manne. Og hej, Henrik Marstal.

★★★★★☆

Deltag i debat