Koncerter

Roskilde Festival 2014: Warpaint, 04.07.14, Avalon

Skrevet af Signe Palsøe

Warpaints døsige toner var det perfekte akkompagnement til eftermiddagsheden, når pigerne tilføjede det drevne lydbillede struktur gennem triphoprytmer og diskret guitar. De måtte gerne have gået endnu mere til strengene.

warpaint

Indrømmet – jeg er ikke entydigt vild med Warpaints seneste, selvbetitlede album. De fire amerikanske piger har sans for dreven, atmosfærisk drømmepop, men dyrker på albummet den æteriske fornemmelse i en grad, så musikken i sidste ende kan synes lige vel tandløs og uhåndgribelig.

Det skulle der heldigvis vise sig at være råd for fredag eftermiddag på et knastørt og solbeskinnet Avalon, hvor den mindste trampen fra publikum fik støvskyerne til at rejse sig og underbygge den disede stemning i Los Angeles-pigernes opiumshulepop. Ind i ”Hi” sneg sig en række dovne, men karakteristiske pluk fra guitarist Theresa Wayman, ”Undertow” blev rusket op af skarpt omskriftelige breaks, og under hele sættet var en usædvanligt stram, til tider mekanisk og decideret triphoppet rytmesektion et tilbagevendende holdepunkt, der fik publikums nakker til at vippe let i sommerheden.

Med andre ord: Warpaint havde held med at blande ældre, mere strukturerede numre med nyere materiale, der samtidig fik en diskret ansigtsløftning. Når pigerne fulgte den opskrift allermest nøje, var Avalon-koncerten en indsmigrende balancegang mellem rock og narkose, der hos så mange drømmepopbands før dem har gjort publikum fjerne og salige i blikket.

Helt så entydigt dragende blev Warpaints koncert desværre ikke. Efter sit midterstykke fyldte de drivende og løse flader af lyd til stadighed mere i sættet og bidrog til, at eftermiddagsrusen under teltdugen periodevis var tæt og tyngende i stedet for luftig og forførende. Et lidt kortere sæt og et lidt større fokus på numrenes skjulte rockteksturer og jeg havde ikke tøvet med at kalde Warpaint det oplagte akkompagnement til sindstilstanden på en hed og døsig julieftermiddag.

★★★★☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger