Koncerter

Roskilde Festival 2014: World’s Fair, 05.07.14, Pavilion

Skrevet af Niklas Kiær

Det seks mand store hold af rappere fra Queens skulle lørdag eftermiddag forsøge at hæve niveauet for et svagt hiphop-år. Det gik dog både op og ned for den uerfarne festmaskine.

worldsfair

Booket på baggrund af det energiske mixtape Bastards of the Party fra sidste år var World’s Fair det seneste forsøg på at redde Roskildes haltende hiphop-program i år. En stor opgave for en uerfaren samling af rappere fra Queens, og det startede ikke imponerende. Manglen på erfaring skinnede igennem med det samme. Således havde ingen fortalt gruppen, at man ikke behøver warm-up, når man spiller på festivaler. 17 minutter af et i alt 45 minutter langt set blev udfyldt af tilfældigt udvalgte rapnumre, både nye og gamle, særligt fra gruppens fødeby New York. En fin playliste at have i sin camp, men en frustrerende oplevelse som publikum, og jeg var klar til at smide håndklædet i ringen for den her koncert.

Piben fik en anden lyd, da samtlige seks medlemmer stormede ud på scenen samtidig i en bølge af aggressiv hiphop-energi til nummeret “’96 Knicks”. På et splitsekund gik et semi-stenet publikum til at være i fuld koncentration om scenen, hvor de seks rappere skiftedes til at rappe, mens de gik ind og ud mellem hinanden i perfekt synergi på scenen. Det var imponerende at se, hvor tændt gruppen var på opgaven, men de lagde desværre ud i et tempo, som de havde svært ved at holde. Fire-fem numre fortsatte de på samme måde, men gradvist mistede de gnisten, og publikum begyndte at slippe kontakten.

Lige som det skete, annoncerede gruppen, at de skulle have en rygepause, og satte Limp Bizkits “Break Stuff” på anlægget… EN RYGEPAUSE!!?!? Jeg nåede at blive godt gal i skralden (hvordan kan de tillade sig at holde rygepause, når de allerede har holdt én hen med ligegyldig hiphop-nostalgi), men heldigvis varede den kun et minuts tid, og igen viste gruppen sit potentiale. Ét af medlemmerne sprang ufortrødent ned til publikum og fik lynhurtigt alle til at gå ned på hug for så at antænde en eksplosion af energi, alt sammen til Limp Bizkit. En vildt fed og mærkelig oplevelse.

Gruppen leverede ikke en vildt god koncert, men de skal have ros for at give den alt, hvad de havde. Efter kun 30 minutter med musik stod man tilbage med følelsen af, at de ikke kunne være fortsat i samme stil. Opgaven for World’s Fair er at finde ud af, hvordan man gør andet end at hoppe rundt og råbe »Put your fucking hands in the air!,« »When I say world, you say fair!« og »Ros-kill-theeeeee!« igen og igen. For de er rigtig gode, når der er fart på, men der skal arbejdes med liveopsætningen, før de er andet end en gruppe energiske drengerøve på en scene.

★★★☆☆☆

Deltag i debat