Plader

The Liberty Balance: Diamonds We Trade

Singer/songwriter-duoen The Liberty Balance er på banen igen med et glimrende andet album med få skønhedsfejl.

Måske er det på grund af Rolling Stones’ koncert på Roskilde Festival, at jeg straks bider mærke i omkvædet på ”Sullen Sin”, der er næstsidste nummer på The Liberty Balances andet album Diamonds We Trade. Her gør bandet brug af det »uhhuh«-kor, de rockende oldinge nærmest har taget patent på med ”Sympathy for the Devil”, der er at finde på det klassiske album Beggars Banquet fra 1968.

Nummeret stikker med sin fremdrift og den rockede guitar ellers ud fra mængden på et album, der overvejende består af dvælende og alvorstunge numre fremført af sangeren med karakteristiske dybe hæse stemme, Mike Højgaard. Han er den ene halvdel af sangskriverduoen, der udgør grundstammen i The Liberty Balance. Den anden er multi-instrumentalisten Albert Raft, der blandt andet spiller guitar, bas, keys og saxofon. Til forløsningen af sangene har de to samlet et hold af velrenommerede musikere fra det københavnske indiemiljø. Blandt andet violisten Nils Grøndahl, kendt fra Under Byen, og trommeslageren Rasmus Valdorf, der sidder bag tønderne hos dansk indies godfather, Nikolaj Nørlund.

Er du P6 Beat-lytter, eller lytter du til Det Elektriske Barometer på P3, kender du formentlig ”In America”. Nummeret med det iørefaldende omkvæd kommenterer på det til tider hykleriske amerikanske frihedsbegreb, hvor regulering er en by i Rusland med linjerne: »Feel free / Good times ahead my friend / Feel free / Drunk driving home again / In America.« Det er vitterlig et stærkt nummer, der på hypnotisk vis med kryber under huden på lytteren.

Også sangen ”Feather of Bliss” om kvinden, der kan se frem til 12 års fængsel, falder i øjnene. Her undestreger de hysteriske klaverlinjer, der får dig til at føle dig fanget på en karrusel i et omrejsende tivoli, fremragende sangens tema.

Titelnummeret, hvor den rumklangsindhyllede arpeggio-guitar og den blide lapsteelguitar sætter scenen for Mike Højgaards croon, er også et lyt værd, selvom det ikke undgår at blive problematisk, at den fragmentariske tekst hverken giver mening eller har betydning. Jeg behøver ikke forstå en tekst, men den skal skabe billeder i mit hoved. Det gør ”Diamonds We Trade ikke” – den virker konstrueret. Dermed ender nummeret for ikke at blive specielt betegnende for et ellers ganske udmærket album.

★★★★☆☆

Om skribenten

Steen Fabrin Michelsen

Biografi:
Er vokset op i 80'erne, men min interesse for musik blev først for alvor vakt i min gymnasietid i 90'erne, da Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Red Hot Chili Peppers og andre tordnede ud af højtalerne. Ærligheden og måden, hvorpå 90'er-scenens bands skar ind til benet af musikken, fik mig til at mærke musikken på en anden måde end tidligere. Jeg er måske nok vokset fra grunge, men, at der er noget på spil er fortsat vigtigt for mig. Jeg er selv sangskriver og musiker, og har enorm respekt for den kreative proces, det er at skabe original musik. Det håber jeg fremgår af min musikkritik.

Fem favoritalbums:
Neil Young: After the Goldrush
The Velvet Underground: Loaded
PJ Harvey: Let England Shake
David Bowie: Low
Blur: Think Tank

Skriv et svar

boeger