Oddsene var umiddelbart imod den islandske sangerinde Disa, da hun fredag var en af de første kunstnere til at optræde for det tømmermændsramte Trailerpark-publikum, der var mødt op i fåtal. Med sin tunge pjuskede page, der gjorde det svært ikke at lede tankerne hen på landsmanden Björk, satte hun dog ufortrødent i gang.
Disa har kun to singler i bagkataloget, der begge er lige så dragende mørke, som deres melodier er lettilgængelige. Lydbilledet er stort og længselsfuld. Og lige så lillepiget som Disa så ud, da hun trådte ind på scenen uden sko og med skødesløst hår, lige så kraftfuld var hendes imponerende vokal, der gjorde det svært ikke at overgive sig.
Selvom de få publikummer ikke fyldte meget i den store sal ved Royal-scenen, fremførte Disa og bandet selvsikkert deres sæt, som når Disa indlevet bevægede sig på scenen og gav sig hen med lukkede øjne og forklarende fagter. Den nyeste single, “Stones”, kom halvvejs inde i sættet og lægger ud med en insisterende hvisken, der vækker ens nysgerrighed.
Selvom det virker nemt at nævne Björk som reference, er hun som dronningen af eksperimenterende musik svær ikke at få ledt tankerne hen på, da Disa lægger sig i forlængelse af samme musikalske tradition. Universet er velkommende, men mørkt – med undtagelse af de blændende scenelys og det modarbejdende dagslys. Sangene er konfronterende både i lyd og tekst, og Disa spiller på kontrasterne mellem sit uskyldige udseende og de kraftfulde tekster, der bliver udtalt af den ubesværede vokal.
Det en halv time lange sæt rundes af med førstesinglen, “Sun”, der indkapsler Disas lyd med sin afventende opbygning og eksperimenterende mur af stemmer, der fletter sig ind og ud af hinanden i versene, for endelig at kulminere i et fængende omkvæd. Selvom Disa aldrig helt kom til sin ret i det soloplyste store, tomme lokale, står hun for en omfavnende lyd af mørke, som man gerne lader sig blive væk i.
