Plader

Mastodon: Once More ‘Round The Sun

Skrevet af Daniel Niebuhr

Er man ligeglad med gruppens historik og bare vil have et skud distortionpedal fra hårdtpumpende guitarer, kan man sagtens gå i krig med Mastodons sjette studiealbum, Once More ‘Round The Sun. Men har man bare den mindste kendskab til gruppen, er pladen desværre ikke andet end gruppens til dato svageste udgivelse.

Jeg vil gerne starte med at påpege, at jeg personligt ikke selv holder vanvittigt meget af den drejning mod et mere tilgængeligt og poppet udtryk, amerikanske Mastodon har taget på deres sjette fuldlængdeudgivelse, Once More ’Round The Sun. Derimod beundrer jeg metalkvartettens mod på nok en gang at forny sig, også selvom det samlede udtryk nok er kommet til at forarge enkelte fra deres die hard-fanskare – mig selv inklusiv. For hvor 00’erne for Mastodons vedkommende bød på en teknisk overlegen og rent musikalsk uovertruffen tetralogi med noget af de mest sublime metalkompositioner fra det forrige årti, har 10’erne været noget hårdere mod Atlanta-gruppen, der har syntes i langt mindre grad progressive i både tanke såvel som færdigt udtryk. Forrige udspil The Hunter og nu også Once More ’Round The Sun mangler simpelthen tidligere udgivelsers nerve og dynamik samt det konstante bombardement af rytme- og temposkift, der gjorde både Remission, Leviathan, Blood Mountain og Crack The Skye evigt uforudsigelige, men samtidig også evigt underholdende.

Det starter ellers godt på Once More ’Round The Sun. Åbningsnummeret, ”Tread Lightly”, lyder som en typisk Mastodon-produktion med bassist og primær vokalist Troy Sanders som sædvanlig godkendt aktør i rollen som sidstnævnte. Gruppens riffs er stadig fængende, strukturen bærer (desværre) stadig præg af en lidt for skematiseret og forglemmelig vers-omkvæd-grundplan, der på ingen måde udfordrer lytteren, samt de stadig ekvilibristiske soli, som i langt højere grad er henvist til en birolle i den samlede komposition. På den efterfølgende ”The Motherload” rammer dårlig omkvæd-syndromet – denne gang med trommeslager Brann Dailor på poleret og pinagtig vokal – så i absolut topfart på et nummer, der, når røgen har lagt sig, står tilbage som bandets dårligste til dato, og herefter udvikler pladen sig til min store frustration til en kavalkade af dårlige idéer og beslutninger.

End ikke pladens vel nok stærkeste nummer, førstesinglen ”High Road”, løfter sig over gennemsnitlig Mastodon-kvalitet, hvor omkvædets evne til lynhurtigt at sætte sig fast på hjernen opvejer den manglende originalitet og lytteværdighed. Nogenlunde det samme gælder for andensinglen, ”Chimes At Midnight”, der både besidder det mest iørefaldende guitarriff, men samtidig også den mest uinspirerede afslutning, som kommer i form af en lidt for lang og alt for intetsigende outro bestående af præcis det samme stykke som i introen, og jeg forbavses over, hvor lidt det lader til, at der er blevet lagt tid og kræfter i fra bandets side. For mit vedkommende når vi et absolut lavpunkt på ”Aunt Lisa”, hvis afsluttende lyrik i mere end 40 sekunder hedder: »Hey! Ho! Let’s fucking go! Hey! Ho! Let’s get up and rock and roll!«. Det er simpelthen ikke godt nok og lyder ærlig talt helt pinligt.

Bevares, så har Once More ’Round The Sun også sine lyspunkter, for Mastodon er stadigvæk et helt igennem velspillende orkester, der mestrer den højeksplosive metal helt ned til fingerspidserne. Og er man ligeglad med gruppens historik og bare vil have et skud distortionpedal fra hårdtpumpende guitarer, kan man sagtens gå i krig med Mastodons sjette studiealbum. Men har man bare den mindste kendskab til gruppen, er Once More ’Round The Sun desværre ikke andet end deres til dato svageste udgivelse, der kun yderligere fremhæver den usædvanligt høje niveau på de overlegne plader fra forrige årti.

»This time things will work out just fine,« synger Dailor i øvrigt på ”The Motherload”. Det er jeg overhovedet ikke enig med ham i – men coveret er da i det mindste flot.

★★½☆☆☆

Deltag i debat