Koncerter

Neil Young & Crazy Horse, 30.07.14, Forum, Frederiksberg

Skrevet af Anja Ingwersen

Neil Young og hans band, Crazy Horse, indtog Forum med stor sikkerhed og rockklassikerne i bagagen. Det blev en uforglemmelig aften med en af rockens Grand Old Men.

På vej mod Forum kunne man, jo tættere man kom, udpege flere og flere, især grånende kvinder og mænd (mange mænd endda med små hestehaler a la Young), på vej i samme ærinde; at opleve en af de største nulevende rockikoner, Neil Young, med bandet Crazy Horse. På trods af en ikke udsolgt koncert, var det et tætpakket og meget varmt Forum, som forventningsfuldt tog imod den længe ventede koncertoplevelse – ikke mindst set i lyset af sidste års aflysning af samme.

Det eneste, man kan udsætte på det show, Neil Young & Crazy Horse leverede, var, at man kunne ønske sig en præsentation af musikerne og et par ord til publikum mellem numrene. På den anden side er det unødvendigt. For når Neil Young & Crazy Horse går på scenen, er de der – med et nærvær og en intensitet, som gør ord overflødige.

Således åbnede de med “Love and Only Love” som på én gang var et brag, men også en følen-sig-ind på hinanden. Og de fandt hurtigt både hinanden og publikum. Ved blot en enkelt søgning, havde man mulighed for at kende sætlisten på forhånd. Man kunne frygte, at koncerten i Forum var blot endnu et gig på europaturneen, men frygten blev i den grad gjort til skamme. Faktisk virkede det præcis modsat. De ekstremt lange versioner af numrene oplevedes som om, de blev spillet helt unikt netop denne aften. Neil Young spillede for – og Frank Sampedro og resten af Crazy Horse fulgte ham legende smidigt. Besætningen i Crazy Horse består af Ralph Molinas på trommer og Frank ‘Poncho’ Sampedro på guitar. Bassisten Billy Talbot var pga. hjerteproblemer erstattet af Rick Rosas. Desuden to meget kompetente korpiger, som understøttede og supplerede Neil Youngs karakteristiske vokal rigtig godt.

Når det blev et brag af en koncert, skyldes det ikke mindst den måde Neil Young & Crazy Horse spiller sammen på. Musikken flyder ud af dem – ubesværet og helt naturligt, men på en uhyre solid bund. Det er ikke tight og timet. De har god tid og spiller sig intensivt gennem numrene. Som nogle koncertgæster beskrev det, var det nærmest en religiøs oplevelse; en højere enhed. Man blev løftet med ind i musikken med hele kroppen. I små momenter var man tilskuer, men blev umærkeligt suget med ind igen.

Numrene på sætlisten kan man altid have ønsker til. Med den nu 68-årige musikers bagkatalog mangler der jo altid lige et nummer mere, som man gerne ville have oplevet live. Alt taget i betragtning må man sige, at de kom godt og velvalgt rundt i kataloget med blandt andet “Heart of Gold”, “Rockin’ in the Free World” og flere af numrene fra Ragged Glory.

På vej hjem kunne man møde adskillige fans iført ’Earth T-shirts’, som uddeltes ved indgangen til koncerten. Et minde fra en uforglemmelig aften og titlen på den to timer lange koncerts sidste og eneste nye nummer: “Who’s Gonna Stand Up and Save the Earth”. En reminder fra en af rockens Grand Old Men om at passe på det, vi har. Det budskab går helt sikkert med over i minderne fra en historisk koncert.

★★★★★★

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat