Koncerter

Neutral Milk Hotel, 07.08.14, Store Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Måske var det den enorme ventetid for at opleve Neutral Milk Hotel på dansk grund, måske var det anbefalingen om at droppe fotografering, der skabte et øget fokus på bandet – måske var folkrockerne bare i verdensklasse. Man gik i al fald fra Vega med en følelse af at have været vidne til noget særligt.

Neutral Milk Hotel 2014Man skulle ellers tro, at et band, der – i mange anmelderes øjne – har leveret én af 90’erne bedste og vigtigste plader, på et eller andet tidspunkt i deres 25 år lange karriere havde lagt vejen forbi Danmark, men nej. Ganske vist har sydstatsdrengene Jeff Mangum, Jeremy Barnes, Scott Spillane og Julian Koster også holdt en meget lang pause på 14 års tid, der spænder det meste af dette årtusinde, men det var i aften altså første gang, at Neutral Milk Hotel stod på en dansk scene, da de en varm og ellers anonym sensommeraften gæstede Vega. Koncerten skulle derimod vise sig at blive alt andet end anonym.

Før vi rigtig gik i gang, kunne jeg hurtigt konstatere tre ting. Der var rigtig mange mennesker. Der var rigtig varmt. Og der var rigtig mange instrumenter. 15 nåede jeg at tælle, før bandet entrerede scenen, og vi nåede sikkert op på endnu flere i løbet af de efterfølgende fem kvarter. Vi åbnede med “The King of Carrot Flowers pt. 1-3”, der ligeledes åbner bandets anden og seneste udgivelse, In the Aeroplane Over the Sea, fra 1998. Man kan sagtens bruge lang tid på at gå ned i alle de mange detaljer omkring dette vidunder af en plade, men for nu at blive ved koncerten, så fungerede numrene fra netop In the Aeroplane… torsdag aften efter alle henseender, og var sågar enkelte steder bedre end deres respektive originalversioner.

Det var i hvert fald tilfældet for “Two-Headed Boy”, der i Vega også kun blev fremført af Jeff Mangum – ene mand på scenen med sin guitar – men med en anderledes, behagelig klang frem for de ellers klagende vibrationer over ikke mindst Mangums nasale vokal på studieindspilningen. Det fremhævede kun yderligere nummerets nøgne og dybt underfundige lyrik, i hvad der var en helt igennem smuk fremførelse, før resten af bandet stødte til på den efterfølgende “The Fool”.

Inden da var vi også blevet serveret den noget mere igangsættende “Holland 1945” samt “Gardenhead/Leave Me Alone” og “A Baby for Pree” fra debuten On Avery Island og “Everything Is” fra debut-ep’en af samme navn. Posen var rystet godt i Neutral Milk Hotels tilfælde, hvor numrene fra In the Aeroplane… virkede som naturlige holdepunkter, hvor publikum kunne synge og danse med, mens de øvrige kompositioner blev mødt med en noget blandet respons fra størstedelen af de fremmødte. Det var i hvert fald nok de færreste, der skrålede med på “Ferris Wheel on Fire” fra samme ep bestående af hidtil uudgivne numre, men det syntes også ligegyldigt denne aften.

For der var et eller andet udefinerbart magisk over koncerten i Vega. Fra det øjeblik hvor Mangum som første mand forsigtigt trådte ind på scenen og slog de første akkorder an, havde gruppen tryllebundet publikum, og jeg mindes ikke, at jeg på noget som helst tidspunkt følte et behov for at engagere mig i andet end aftenens optræden. Der var ingen fejl, ingen kedelige øjeblikke, ingen passager som med fordel kunne have været udeladt og en fantastisk variation mellem de livlige og mere afdæmpede numre.

Det gav et fantastisk øjeblik, hvor Mangum igen alene på scenen fik lov til at give en skræmmende god fremførelse af den mere end otte minutter lange “Oh Comely”, hvor publikum var som forstenede og derudover leverede fuldstændig stilhed som baggrundsstøj til den gribende optræden. Umiddelbart efter sprang vi så i tempo og stemning, da “Oh Comelys” sørgmodige vibrationer blev afløst af de mere opløftende melodier fra åbningsnummeret fra On Avery Island, “Song Against Sex”. Igen var hele publikum med, selvom den forrige enmandsvokalpræstation på “Oh Comely” endte med at udfordre Mangum på efterfølgerens mere hurtige vokalfraseringer. Men vi var ligeglade, og jeg sad i samtlige 75 minutter og blev ved med at blive forbavset over, hvor god lyden var, hvor velspillende bandet var, og hvor elektrisk stemningen var, og i sidste ende var fem kvarter alt for kort tid.

Intensiteten dalede en lille smule mod hovedsættets afslutning, der blev lukket med “Snow Song pt. 1” fra Everything Is, men som heldigvis og helt i forhold til forventningerne blev afløst af en velvalgt og lige så veludført samling ekstranumre, der først og fremmest centrerede sig om de tre afsluttende kompositioner fra In the Aeroplane…, “Ghost”, “Untitled” og “Two-Headed Boy pt. 2”. “Ghost” er i sig selv en fabelagtig sang fyldt med en gennemgående nerve og en eksplosiv energi, der først for alvor kommer til udtryk hen imod det afsluttende klimaks, hvorefter nummeret langsomt driver over i “Untitled”, som endnu tydeligere understreger Neutral Milk Hotels fænomenale evne til at kombinere alt lige fra horn til fuzzede, akustiske guitarer, harmonika og sav i en stor, alternativ blanding af folkrock og nærmest punket energi, som ingen har kreeret bedre hverken før eller efter.

Anden del af “Two-Headed Boy” og aftenens allersidste vuggevise, som Scott Spillane forklarede, “Engine”, foregik helt nede på gulvhøjde, hvor vi alle sammen kunne tillade os at trække vejret og slappe af, efter en koncert hvor der umuligt kunne have været overskydende energi tilbage fra hverken band eller publikum foran scenen. Det var en euforiserende og unik oplevelse at være vidne til, og jeg er helt sikker på, at jeg ikke var den eneste, der gik fra Vega med den følelse. Måske var det den enorme ventetid for endelig at opleve Neutral Milk Hotel på dansk grund, måske var det anbefalingen om at droppe fotografering, der skabte et øget fokus på netop bandet fremfor sin telefonskærm, eller måske var optrædenen bare helt igennem i verdensklasse. Uanset hvad var det uden sammenligning min bedste koncertoplevelse i år.

★★★★★★

1 kommentar

  • Udover at være stort set enig i anmeldelsen, vil jeg da gerne lige fremhæve et par af de andre medvirkende, især Julian Koster, der i andre sammenhænge måske er endnu mere banebrydende og udforskende end Jeff Mangum er/var (selvom hans tekstlige univers er noget man aldrig helt bliver færdig med)
    Julian Koster optræder dels solo, men også med The Music Tapes, og en del af det sære univers han er ypperstepræst for, er også en indlejret del af NMH, hvor sav, miniklaver, klokker, banjo med og uden bue og så det lysende får, er hans foretrukne redskaber, som han præger NMH’s udtryk med. Scott Spillane der ofte også er med i de andre sideprojekter, spillede smukke blæserstykker, og deres fælles energi var en sand fornøjelse at se på og høre. Koster’s krop, der dansede rundt om sig selv og Mangum’s lidt spøjse mexicano-guitarbevægelser klædte hinanden på skønneste vis ….

Deltag i debat