Plader

OOIOO: Gamel

Skrevet af Zenia Menzer

OOIOO har med Gamel skabt et progressivt og eksperimenterende album, der kræver, at man umiddelbart er tiltrukket af lydbilledet eller er klar til at lege med på præmisserne. Et noget modsatrettet lydbillede gør det dog svært at finde rundt på Gamel.

OOIOO, en kvindelig experimental-kvartet fra Japan, har efter fem års ventetid smidt deres syvende studiealbum, Gamel, på gaden. Gamel kan bedst beskrives som et anarkistisk lydunivers, hvor legen med forskellige instrumentale former er i højsædet. Det er dog vanskeligt at beskrive OOIOO’s lydlige udtryk entydigt, fordi det er så nuanceret og indeholder elementer, der på sin vis fremstår modstridende. Østen er primært repræsenteret ved trommerne, der giver Gamel en organisk, rytmisk og stammelignende snert, og dertil er diverse klokkeinstrumenter inddraget, hvilket bidrager til en sfærisk, nærmest åndelig fornemmelse. Vesten er repræsenteret ved den skærende, skingre elguitar, der gennem små, hidsige riffudbrud fremstår som trommernes og klokkespillets totale modsætning.

Hertil skal lægges vokalerne, der anvendes på forskellige måder og giver en form for indfødt karakter – her med fokus på østerlandske tendenser. Vokalerne tager så forskellige former som katarsislignende råb, hvilket man f.eks. kan høre på “Shizuku Gunung Agung”, der er klagende korsang, som kan findes på f.eks. “Pebarongan”, samt en vokalanvendelse, der på “Gamel Ninna Yama” danner associationer til stammedans. Der er med andre ord ikke tale om en – i et Vestligt perspektiv – klassisk vokalanvendelse, da meget af sangen består af lyde og dyrisk snerrende udbrud. Medmindre man kan japansk, fremstår den lyriske side som en barriere, fordi man ganske simpelt ikke forstår, hvad der bliver sunget, når der er tale om reel lyrik.

Da OOIOO’s lyd er så mangefacetteret, kan det hurtigt komme til at stikke i mange forskellige retninger. Derfor er det svært at ræsonnere sig frem til, hvad de eventuelt kunne synge om i de lange, nærmest maniske korpassager, der findes flere steder på pladen. Dette fremstår også som bandets svage punkt, da man som lytter taber pusten undervejs og mangler en bedre markeret sammenhæng i de instrumentale forløb. Den manglende forståelse for lyrikken og den uforudsigelige musikalske gang kan tilsammen være med til at gøre Gamel uoverskuelig og mindre lyttevenlig.

Omvendt må man have in mente, at OOIOO nok næppe sigter efter en strømlinet og radiovenlig lyd, men tager lyden i egne hænder og går deres absolut egne veje. Der er til tider en form for vanvidsridt over Gamel, hvilket man blandt andet kan høre på “Jesso Testa”, der i sin grundform består af messende kvindekor, den føromtalte klagesang, dominerende, dynamisk klokkespil samt en momentvis indtrædende elguitar. Tilsammen skaber det et uigennemsigtigt musikalsk rum, man ikke rigtigt ved, hvor man skal gøre af sig selv i. Det er overordnet gældende for hele albummet, at man får fornemmelsen af at være fanget i en gal mands hjernespind – eller i dette tilfælde fire japanske kvinders. Det er fascinerende og tillokkende, men samtidig distancerende og afskrækkende, fordi man hurtigt kan komme til at føle sig fortabt og indespærret i et lydligt billede, man ikke kan finde ud af igen.

For at finde rundt i OOIOO’s lyd skal man enten være intuitivt tiltrukket af deres stil eller være klar til at lege med på deres præmisser. Der kan være en masse at hente i deres alternative og progressive lydlige billede, men risikoen for, at man ikke forstår det sprog, de taler, og derfor tjekker ud undervejs, er til stede. Samtidig bidrager de klagende korstemmer og de insisterende klokkespilspassager til en lyd, der hurtigt bliver trættende for tilhørerne. De mange lydlige aspekter, der bliver opfundet og præsenteret på Gamel, er dog stadig inspirerende og ligeså med kompromisløsheden, som OOIOO udviser i tilgangen til deres musik.

★★★★☆☆

Deltag i debat