Plader

A Sunny Day in Glasgow: Sea When Absent

Skrevet af Alex Nørregaard

Lydbølgerne skvulper behageligt og bruser noget så opmærksomhedskrævende på det seneste udspil fra shoegazer- og dreampop-bandet A Sunny Day in Glasgow. Sea When Absent skurrer i det hele taget en smule i ørerne, men altid på særligt poppet vis. Og det er bare med at nyde det.

I Hermann Hesses roman “Siddhartha” oplever hovedpersonen af samme navn undervejs i sin søgen efter sandhed, at verden ændrer karakter. Der er ikke længere noget slør, der skjuler verden og skaber tvivl om fænomenernes rigtighed. Blåt er blåt, og flod er flod, som der, frit efter hukommelsen, står skrevet. En form for umiddelbarhed, som man kan glædes over, og som på sin vis minder en om, at livet ikke nødvendigvis er svært, men at vi selv gør det svært.

Samme fornemmelse eller oplevelse indfinder sig nu og da i mødet med musikken. Der er ingen grund til at betvivle eller filosofere nærmere over de toner, der let vælter rundt i det, som Ralf Christensen nu og da har benævnt som ‘verdensrummet mellem vores ører’. Lyd er lyd, og det er bare med at nyde det. Således er det også med det seneste udspil, Sea When Absent, fra narreskotterne i det amerikanske dreampop- og shoegazerband A Sunny Day in Glasgow, hvor lydbølgerne skvulper behageligt og bruser noget så opmærksomhedskrævende.

Sea When Absent lægger voldsomt ud med “Bye Bye, Big Ocean (The End)”, hvor al lyden serveres i en kæmpe klump, der langsomt eksploderer og lader de enkelte dele træde tydeligere frem. Guitarerne tordner, trommerne pisker tungt af sted, og xylofonklingende bidder glider gennem tågen, mens synthtoner i samspil med lyse popvokaler fra forsangerinderne Jen Goma og Annie Fredrickson sørger for at guide hele herligheden i en mere behagelig retning.

Alle numrene på Sea When Absent skurrer i det hele taget en smule i ørerne, men altid på en særligt poppet vis, uden at det på nogen måde ender som ren leflen for lytteren. Vokalarbejdet er overordnet set charmerende, men i forskellige afskygninger: særdeles kælent og let r’n’b-agtigt på “Crushin” og “Never Nothing (It’s Alright [It’s ok])”; spacy og forvrænget på “The Things They Do to Me”; stærkt fængende og dreampop-læskende på “In Love With Useless (The Timeless Geometry in the Tradition of Passing)” og “Golden Waves”.

Sidstnævnte skæring, der runder albummet af, er i øvrigt flere gange tæt på at kamme over i en The Naked and The Famous’ “Young Blood“-agtigt reklamerus. Og ja, det er sgu svært ikke at holde af og klamre sig til i øjeblikket. At lade de gyldne bølger flyde højlydt ud af højtalerne og gi’ los. Ellers klinger det flere steder mest af en blanding af indierocket samhørighed a la Broken Social Scene samt guitarflænsende og synthhelende forløb henad tidlig M83 og ikke mindst drømmende længsel, som vi kender det fra Mew. Alt imens en strøm af My Bloody Valentine flyder i baggrunden og umærkeligt baner vejen for at lade tankerne vandre i ordløse shoegazerforløb.

Det er dog ikke alle numre, der fungerer lige godt. Den korte “Double Dutch” bobler indledningsvis, men svinder irritationsvækkende ud i en blanding af latter, gråd og ingenting. Der er iørefaldende guitarflader på “Boys Turn Into Girls (Initiation Rites)”, der former sig noget ujævnt og halvvejs ramler ind i en brat opvågnen fra en ellers behagelig drøm. De kælne og svævende vokaler på “Never Nothing (It’s Alright [It’s ok])” fungerer godt, men redder ikke nummerets noget matte og flossede lydtæppe.

Anderledes er det dog på “Oh, I’m a Wrecker (What to Say to Crazy People)”, hvor Cocteau Twins-lignende guitargardiner blafrer, mens “MTLOV (Minor Keys)” sagtens kunne have fungeret som soundtrack til den uendelige bytur i den fabelagtige film “Lost in Translation”. Singlen “In Love With Useless (The Timeless Geometry in the Tradition of Passing)” er en stærkt fængende og underligt opløftende skæring, der glider frem og tilbage mellem forvirring og tryghed, mens linjen »Antipsychotics sinks to the bottom« højt pitchet stikker hovedet frem hist og her.

A Sunny Day in Glasgow har tidligere udgivet pladerne Scribble Mural Comic Journal, Ashes Grammar (som åbenbart blev groft overset af musikpressen ved udgivelsen i 2009) samt Autumn, Again, men er ikke et navn, der tidligere har fanget undertegnedes opmærksomhed. Det er der i den grad lavet om på med Sea When Absent, som egner sig særdeles godt til sommeren og ikke mindst de montageagtige og længselsfulde minder, den utvivlsomt kommer til at efterlade. Og det er bare med at nyde det.

★★★★☆☆

Deltag i debat