Plader

Aphex Twin: Syro

Richard David James alias Aphex Twin lader efter 13 års tørke endelig musikken flyde igen. Hans IDM ser både tilbage til starten og ud i fremtiden.

I foråret kunne man spotte en mystisk, grøn zeppeliner svæve over London med et logo, der med garanti har sendt myrekryb ned af ryggen på alle, der kunne lide elektronisk musik i 90’erne. Snart blev det samme logo også set over 5000 km væk på den anden side af Atlanterhavet, hvor det dukkede op som store graffiti-tags i nærheden af Radio City Music Hall i New York. Logoet tilhørte Richard David James’ alterego Aphex Twin og har med garanti brændt sig fast, hvis man er blevet udsat for det tilsat skæggede kvinder, satanisk fordrejede ansigter og epileptiske kørestolsbrugere, alt sammen flittigt brugt i den visuelle side af Aphex Twins arbejde igennem tiden.

James har under diverse aliasser løbende sendt nye udspil på gaden i det nye årtusinde, sidste gang Caustic Window fra tidligere i år, som blev finansieret ved hjælp af crowdfunding, men Syro er hans første album som Aphex Twin i 13 år. At folk blev ved med at kaste penge efter Caustic Window, selv efter målet var nået, siger noget om, hvor heftigt den dedikerede fanbase har tørstet efter ny musik formet af mesterens hånd.

Så med zeppelinerens opdukken begyndte hypen også straks at gære i blogosfæren. I markedsføringen gjorde PR-bagmændene optimal brug af den selvantændende hype, bl.a. ved en udførlig liste over elektronisk grej brugt til indspilningen, og derefter en hurtig lancering for at fastholde opmærksomheden fra de evigt kværnende sociale medier. Den notorisk excentriske brite har ellers altid skyet opmærksomhed og tidligere fortalt, at de koncerter, han nyder mest, er dem, hvor han optræder inkognito. Med det in mente er det et ret flamboyant move at leje sig en zeppeliner, men på den anden side vidner det også om Richard David James’ excentriske side. Og det uventede bliver forventet, når man taler om en mand, der ejer sin egen mini-ubåd og en armeret rekognosceringsvogn og efter sigende har boet i en nedlagt bank.

Det uventede er også forventet, når det kommer til mandens musik, der altid har bevæget sig mellem ekstremer og udforsket musikalske grænser. Gætterier har fyldt meget på internettet, og debatten har raset over alt fra, hvad Syro egentlig betyder (‘Studying Year Round Ornithology’ og ‘Savage Yellow Rape Orangutan’ er blandt buddene), til hvorvidt man kunne vente elektroniske frontalangreb a la ”Come to Daddy”, outrerede popnumre som ”Windowlicker” eller neoklassiske værker som ”Girl/Boy Song” på det nye album. Hvis man umiddelbart dømmer ud fra titler som ”Fz pseudotimestretch+e+3” og ”Syro u473t8+e (Piezoluminescence Mix)”, kunne man godt tro, at man var faldet over en Anonymous-aktivists musikbibliotek. Det ville også gå fint hånd i hånd med Aphex Twins sidste plade Drukqs fra 2001, som var et af hans mest eksperimenterende albums med både minimalistisk præpareret klaver og øresønderrivende hyperrave. Men Syro er noget helt andet.

Velproduceret og groovende IDM, der glider af sted på en bund af trommer samplet til perfektion, er det første, der møder lytteren på åbneren ”Minipops 67 (Source Field Mix)”. Det er ikke musik, der udfordrer lytteren, men på trods af ligefremheden er musikken kompleks! Syro er produktionsmæssigt et timelangt orgie for ørene og forlanger et par ordentlige hørebøffer og ro og mag for at blive udforsket til bunds.

Og når man virkelig lytter aktivt efter, bliver man gang på gang forbløffet af den hjerne, der har skabt musikken. Numrene glider umærkeligt over i hinanden uden nogensinde at rive lytteren ud af en veltilpas sindsstemning, og det er let at flyde med strømmen. Men under overfladen er der alligevel konstant et utal af små effekter, der knirker, hviner og trækker i andre retninger. Du kan høre et nummer, spole til slutningen og pludselig høre et helt andet nummer, uden at du normalt ville kunne sætte en finger på overgangene.

Et nummer som ”XMAS_Evet10 (Thanaton3 Mix)” perfektionerer den musikalske rejse. På 10 minutter kommer man virkelig vidt omkring med ekkoende klavermelodier og hiphop-beats, der går over i fuzzy synth, og drømmende ambient, der går over i tribal perkussion og dopede lala-stemmer. Hele vejen igennem tager forskellige leadsynths dig ved hånden og fører an. De overtager og komplimenterer hinanden og opretholder et melodisk holdepunkt uden nogensinde at gentage sig. Det er en lang, narrativ udvikling.

Kun et par af numrene på Syro formår ikke helt at holde niveauet, som ”180_db”, der fedter for meget rundt i den samme basgang, eller den afsluttende, stille klaverode til konen, ”Aisatsana”, som virker malplaceret og ligegyldigt midt i IDM-gildet. Kompositionerne her kommer til at virke for tynde sammenlignet med den generelle dybde, man finder på resten af pladen.

Aphex Twin har en udtalt respekt for amatørens nysgerrighed, der f.eks. drev bannerførerne i Kraftwerk ind i den elektroniske musik. Han kredser på samme måde stadig om ambient techno og drill’n’bass med en rastløs nysgerrighed. Samme rastløse nysgerrighed har ført til numre som ”Produk 29” og ”PAPAT4 (Pineal Mix)”, hvor Aphex Twin tager sine signaturgenrer, omformer dem og på ny gør genrer som futuristisk IDM og jungle til sit eget personlige territorium. Det er ikke decideret nyskabende, da der ikke bliver sprængt eksisterende rammer. Men i sidste ende gør Richard D. James det simpelthen bare bedre end de fleste i samme felt.

Onde tunger vil mene, at Aphex Twin er blevet moden og kedelig på Syro. En anden udlægning er, at han formår at understrege en lysende musikalsk forbindelse fra 1991 til 2014. Mere end det lader det til, at Aphex Twin allerede har blikket rettet mod fremtiden. Lad der for guds skyld ikke gå 13 år mere før næste udspil.

★★★★★☆

Leave a Reply