Plader

Interpol: El Pintor

Skrevet af Camilla Grausen

Det er let at vurdere et nyt Interpol-album ud fra, om Interpol lyder som sig selv eller ej. Men det er synd at stoppe der, for de mørksindede newyorkeres femte album indeholder forfriskende guitarer og sågar håb.

Jeg er en af de mange, som var – og er – helt oppe at ringe over Interpols debutalbum, Turn on the Bright Lights. Jeg er også en af de mange, som må indrømme, at min opmærksomhed til Interpol allerede var nedadgående med Antics og fortsatte nedad mod Our Love to Admire frem til Interpol, som jeg stort set ikke har hørt. Det var, som om fingrene konstant zappede tilbage til numre fra Turn on the Bright Lights, om det så var med tastaturets lette klik, eller om cd’en blev fundet på hylden, åbnet, sat på. Efter at have lyttet til de medrivende rocknumre på Interpols nye plade, El Pintor, er kurven dog omsider knækket, og min opmærksomhed til det engang så knugende, mørke newyorkerband er igen stigende.

Siden seneste bedrift, det selvbetitlede album fra 2010, er Interpol reduceret til en trio af bassist Carlos Denglers exit. Forsanger Paul Banks, der i mellemtiden har brugt tid på sit andet soloalbum, har samlet bassen op i den nye konstellation, hvor trommeslager Sam Fogarino og guitarist Daniel Kessler endnu er om bord. Mandskabsrotationen synes at have haft en positiv effekt på bandets lyd, hvor Kesslers guitar får en ny, legende hovedrolle; hør bare det intet mindre end glimrende nummer “My Desire”, hvor guitaren snarere end Paul Banks har fortællerstemmen, inden Kessler vrider mågeskrig ud af strengene mod nummerets slutning. Der er noget velkendt interpol’sk over det, men samtidig noget helt nyt. Også brugen af lyse korstemmer er nyt på El Pintor og med til at udfordre Banks’ sædvanlige klagende prærogativ.

Når det kommer til Interpol, skal anmeldere og lyttere passe på ikke at falde i hurtigfælden, hvor albummet gennemlyttes på samme måde, som en narkohund sniffer til en kuffert. Her er spørgsmålet ikke ‘Er der kokain eller ej?’ (selvom det måske kan være interessant nok ved visse rockbands), men nærmere: Lyder det stadig som Interpol eller ej? Det kræver kun et enkelt snif til El Pintor at afgøre, at det bestemt lugter af Interpol. Men i stedet for lynhurtigt at konkludere ‘Det er bare mere af det samme’, er det værd at lytte videre og give albummets nuancer en chance.

Det er, som om frontmand Paul Banks udmærket er klar over det skisma, hans band står i – hvor de dels hyldes for den lyd, de fandt med debuten, og dels anklages for at lyde for meget som sig selv. På det melodiske, medrivende nummer “Anywhere” synger han: »You know all about me – that’s what’s so funny.« Alle tror, de har regnet Interpol ud, men måske det slet ikke er tilfældet. Banks fortsætter: »I could go anywhere« – måske bandet kan gå lige derhen, de vil, også rent musikalsk, men er det faldet nogen ind, at Interpol måske godt kan lide at lyde som Interpol? Uanset hvad, så har bandet på El Pintor kreeret en række numre, som udgør en vellykket blanding af fornyelse og tradition.

El Pintor hører man rent faktisk – hold nu fast – friskhed og håb. Jeg forbandt Interpol med frustration, depression og en lille smule Franz Ferdinand-danserock. Men jeg havde ikke forventet, at der rent faktisk skulle opstå friskhed og lethed – bevares, inden for Interpol-verdenen; et glas boblende danskvand med citron bliver de aldrig. Men hør guitaren på “Same Town, New Story” og “My Desire” – det er noget vitalt og forfriskende ved den, som udfordrer det, vi allerede ved om Interpol. Det skaber knaldgode numre.

Det er El Pintor, når det er bedst og mest spændende. Den også udmærkede førstesingle “All the Rage Back Home” er mere Interpol Classic i stil med “The Heinrich Maneuver”, og “Blue Supreme” er også en fin rocksang, som jeg tror, Brian Molko gerne ville have skrevet. Mod slutningen af albummet går newyorkerne lidt mere på rutinen med “Ancient Ways” og “Tidal Wave”, der lyder knap så inspirerede.

Den væsentlige forskel på det nye album i forhold til Interpols tidligere er lyden af håb. Den gør sig gældende på ‘trilogien’ “My Desire”, “Anywhere” og “Same Town, New Story” og får mig til at sætte pris på nogle andre ting ved Interpol end det, jeg elsker ved Turn on the Bright Lights. Og det nye perspektiv er en stor bedrift i sig selv. Derfor er det ikke længere kun Interpols debutalbum, jeg sætter på.

★★★★½☆

Deltag i debat