Koncerter

Lauryn Hill, 17.09.14, Store Vega, København

Skrevet af Fie Neergaard

Ikonet Lauryn Hill spildte onsdag aften et velbetalende publikums tid med hæsblæsende, udbasunerede versioner af hendes nyklassikere.

Photo by: Karl Ferguson (www.rageonemedia.com)Historien har det med at gentage sig, og desværre for Lauryn Hill – og for det betalende publikum – var det nøjagtig, hvad der skete til ikonets koncert i Danmark. Efter en dj i mere end en time forsøgte at pumpe publikum og stemningen med hiphop og dancehall, hvor skældordene pænt var bippet ud, var der stadig ingen Lauryn. Dj’en måtte efterhånden se i øjnene, at det var svært at trække mere ud af det længeventende publikum og udvandrede for at efterlade det fyldte Store Vega med en playliste bestående af numre med Rihanna og Eminem. Et oplæg, der resulterede i buh-råb fra publikum.

Endelig tussede et band på scenen, og netop som man havde sænket forventninger ned på allerlaveste niveau og sat en ekstra times ventetid af, hørte man den umiskendelige stemme. Lidt efter tonede den længeventede sangerinde frem, i et outfit der mindede undertegnede om Miss Spider fra “Jimmy and the Giant Peach”. Langt fra den streetwise dame, der førhen skabte røre og gav inspiration.

Startskuddet blev et af aftenens mange Bob Marley-covers, “Soul Rebel”, der blev kørt over i en overrumplende version af den ellers så fornemt nedbarberede “Killing Me Softly”. Uden et ord om den gigantiske forsinkelse, jappede Ms Lauryn Hill gennem nummeret, som skulle det overstås. Tempoet var, i et forsøg på at forny, sat op i tempo og tilføjet kliche-reggaeundertoner og forulempet brassband-energi, der intet godt gjorde for sangen eller Lauryn Hill, der lød som en, der desperat prøvede at hænge i. Denne overgearede lyd med fremtræden klaver og underligt spruttende computereffektlyde fortsatte første halvdel af koncerten og ledte i sine værste øjeblikke tankerne hen på et børneprogram eller en gospel-terapigruppe, der prøvede at tvinge tempo og positivisme ind i de tilhørende.

Vokalen var som sådan god nok, tonerne ramte Lauryn Hill nogenlunde, og fyldigheden i klangen var der stadig, men den fik på ingen måde plads til at udfolde sig i det hæsblæsende tempo, der blev lagt for dagen. Herefter kom en underlig kunstpause, hvor tilfældige lydfolk traskede lidt ubeslutsomt over scenen, og snakken blandt publikum blev så høj, at den overdøvede bandets mellemspil. Her begyndte folk at udvandre. Efter den uprofessionelle pause kom en akustisk passage allernådigst. Lige som man håbede, der ville være plads til en intens gennemgang af kærlighedsballaderne fra Lauryn Hills klassiker af et soloalbum, blev det nogle slatne versioner af “Oh, Jerusalem” og “Turn Your Lights Down Low”. Det tilbageblivende publikum tilgav dog hurtigt deres idol for forsøget.

Næste fase gik ud over Fugees-klassikerne. Første Fugees-overgreb blev begået mod “Zealots”, der pumpede så hurtigt og hårdt af sted, at det var svært at finde hoved og hale i redeligheden. Den ellers så hjemsøgende “Fu-Gee-La” blev overdøvet med tung bas og tempo, hvilket generelt var taktikken koncerten igennem, for at dække over den manglende tilstedeværelse. Sidst, men ikke mindst, fik vi en opvisning i en række udkørte og langtrukne Marley-sange, for at runde af med hittet “Doo Wop (That Thing)”, der led samme bastunge og overdrevne skæbne, som de fleste af Hills numre den aften.

Lauryn Hills store problem var, at hun ikke virkede oprigtig. Korpigernes indstuderede two-step virkede mere hjertefølt end Hills tilstedeværelse og præstation. For at dække over det, var det hele kørt op i et tempo, som skulle få publikum op at køre, men i stedet kørte dem trætte. Vokalmæssigt kan Ms Lauryn Hill stadig levere, men hun vælger simpelthen ikke at gøre det. Dem der troede, de skulle ind og høre noget lækker r’n’b blev blæst ned i garderoben og valgte selv at finde udgangen.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat